Ting med sjæl i enkle rammer

Marie-louise Warley Kjær, der er ansat i tøjfirmaet Noa Noa, sværger til en enkel indretning med rene linjer og smukt lysindfald.

© Pernille Kaalund

Marie-Louise Warley Kjær, kreativ projekt- og produktionschef hos Noa Noa, voksede op i et hjem, hvor moren havde indrettet huset i romantisk stil. Men da Marie-Louise Warley Kjær og hendes mand, Christian, overtog villaen i Charlottenlund, nord for København, var de begge enige om, at stilen i indretningen skulle holdes enkel og funktionel.

Med tre børn i huset, Carla på 12 år, Alexander på 9 år og Valdemar på 5 år, er for mange ting i vindueskarme, reoler, kroge og hylder simpelthen ikke praktisk. Men Marie-Louise Warley Kjær lægger ikke skjul på, at hun har taget en del af morens passion for smukke ting med i sit voksenliv, og hun er i dag passioneret samler af originale vintagelamper, møbler og kunst. Det er ting, som hun nøje udvælger og køber på netauktioner eller finder i nogle af de mange butikker, hun søger inspiration i. Det må bare ikke tage overhånd.

  • Jeg kan bruge timer på at studere og udvælge møbler og ting, jeg finder på netauktioner, som jeg så byder på. Ender jeg som ejeren, har det været tiden værd, fortæller Marie-Louise Warley Kjær.

Villaen fra 1926 er på 284 m2 fordelt på tre etager med store regulære rum. Men det var detaljerne parret faldt for: vindfanget, som fører til hallen med den flotte og brede trappe, den sprossede glasskydedør mellem stue og spisestue og de to vinduer placeret i gavlen af spisestuen.

  • Alle de smukke gamle vinduer var velbevarede og egetræsparketgulvet i stueetagen ligeså, så vi kom langt med at få det hele slebet ned og vinduerne malet hvide, fortæller Marie-Louise Warley Kjær.

To nye badeværelser blev etableret, hvor parret valgte at være tro mod husets oprindelige stil med hvide kvadratiske fliser. Køkkenet står øverst på listen som næste projekt, der skal sættes i gang. Her er det planen at rive væggen ned mellem spisestue og køkken og få etableret et sammenhængende og funktionelt rum.

Marie-Louise Warley Kjær holder af ting med sjæl, der kan fortælle en historie. og indrømmer da også, at påvirkningen fra hendes arbejde hos Noa Noa, hvor vintagestilen altid har fyldt meget, har påvirket hjemmets indretning. For at bevare roen er farvevalget i boligen holdt neutralt i sort, grå, brun og beige med enkelte pift af støvet grøn. Koloristiske bøger og magasiner får lov til at ligge fremme og pryde sofabordet tegnet af arkitekten Poul Kjærholm.

Hun afviser ikke, at der med tiden kommer endnu flere vintageting og pyntegenstande i huset, for hun er ikke typen, der har lyst til at trække sin egen enkle stil ned over hovedet på andre. Det vigtigste er nemlig, at alle i familien har mulighed for at udfolde sig på deres egen måde - selv mener hun dog, at det sker bedst i enkle rammer.

© Pernille Kaalund

Marie-Louise Warley Kjær med børnene Alexander på 9 år, Carla på 12 år og Valdemar på 5 år.

© Pernille Kaalund

En flot sammenstilling med sort tema: Eames’ House Bird, lampe fra Design By Us og et pianette fra Louis Zwicki. Dee sorte tangenter binder opstillingen sammen og gør hjørnet til en lille oplevelse, der er dejligt at se på og som også har en praktisk funktion. Skamlen er fra Tolix.

© Pernille Kaalund

I stuens ene hjørne står en gammel kommode med en lampe fra Escolux, der er købt brugt. Det samme gælder tremme- stolen tegnet af Børge Mogensen. Gipsfiguren nederst til venstre er en gave fra et tidligere arbejde.

© Pernille Kaalund

Marie Louise Warley Kjær elsker at finde mange sjove genstande i antikbutikker eller på netauktioner. Fx dette fine skrin med gulnede fotografier af Pablo Picasso.

© Pernille Kaalund

Stuen er indrettet med en blanding af gammelt og nyt. Når man kigger den ene vej, ser man moderne møbler og indretning, men vender man sig om, møder øjet vintagefund fra antikbutikker.

I stuen møder nyt og gammelt hinanden, uden at der bliver tale om et sammenstød. Sofaen er fra Ikea, den stribede lænestol er fra Bo-tikken, og de to ruskinds- stole, der er tegnet af Verner Panton, er fundet på en netauktion. Det samme gælder Poul Kjærholm-bordet. Puderne i sofaen er fra Noa Noa Decor-kollektionen.

© Pernille Kaalund

Marie-Louise Warley Kjær er vokset op med nips og pyntegenstande og er egentlig ikke meget for den slags i sit eget hjem. Men lidt finder alligevel vej til vindueskarme og pejsehylde, fx nagelstagerne, der er fundet på lauritz.com. De flotte læderindbunde fotoalbum er en samling af fotografier fra parrets bryllup.

© Pernille Kaalund

Paul Gauguin malede flere hovedværker på Tahiti og brugte ofte betegnelsen Noa Noa, som betyder “duftende land”. Han beskrev stedet som harmonisk, let og ubekymret, hvilket er værdier, firmaet Noa Noa forsøger at efterleve.

© Pernille Kaalund

Hallen får et flot lys fra de smukke originale vinduer, som er blevet restaureret. Sammen med den rustikke bænk og Eames’ Hang It All-knagerække giver det en flot og levende effekt.

© Pernille Kaalund

Kunst på væggene er en vigtig del af husets indretning. Ved trappen hænger fx et stort maleri af Anne Aarsland.

© Pernille Kaalund

Soveværelset er lyst og luftigt indrettet. Tæppet er fundet hos Day Home og passer godt til de originale, afhøvlede gulvplanker. På væggen et litografi af billedkunstneren Torben Ebbesen, der er købt på lauritz.com.

© Pernille Kaalund

Over sengen har Marie-Louise Warley Kjær hængt en smal hylde med fotografier af børnene, der dekorativt er sat i uens rammer. Spejlet ved siden af sengen er speciallavet, og sengebordet ved siden af er en skammel fra Noa Noa Decor. Den sorte lampe er en Kaiser Idell.

© Pernille Kaalund

Da parret overtog huset, etablerede de to nye badeværelser. De valgte en enkel hvid kvadratisk flise, som matchede husets oprindelige udtryk.

© bobedre.dk

Finn Juhls vendebakke er tidløs og passer godt til Ditte Fischers bådformede skåle og Krenit-skålene fra Normann Copenhagen.

© Pernille Kaalund

Vinduerne er originale, med forsatsruder, som er blevet sat i stand. Denne respekt for det gamle, blandet med interesse for det nye, går igen mange steder i huset, fx i vindues- karmen med en gammel kortæske, der er fundet på et loppemarked, en klassisk PH-lampe i glas og en ny vase fra Noa Noa Decor-kollektionen.

© Pernille Kaalund

I det ene hjørne af stuen har Marie-Louise Warley Kjær sin arbejdsplads, der er diskret og hyggeligt indrettet med vintagemøbler. Stoftrykket over bordet er af Arne Jacobsen, ligesom 7’er-stolen foran det. På bordet en Jiedel-lampe.

© Pernille Kaalund

Louises gode råd:
Hellere for lidt end for meget.
Brug forskellige materialer og overflader i indretningen.
Bevar originale detaljer i en gammel bolig.
Bland vintage med moderne, som giver en god balance og stemning.
Indret med det, der glæder dig hver dag.
Gå på opdagelse i bøger, magasiner og ikke mindst på nettet.
Gem de billeder, som inspirerer dig, og undgå impulskøb, der senere fortrydes.