
Du ville aldrig have troet det, men 50% af dette køkken kommer fra Ikea
Det er de dramatiske låger i mørk eg, der gør dette åbne køkken unikt og skaber en varm og rolig stemning.
AfDa Lili og Rhys skulle have nyt køkken, i forbindelse med at de fik bygget villaen på Amager, var Lili til at begynde med overbevist om, at de skulle have et standardkøkken, som hun kunne gøre til deres eget.
Men da de var rundt og kigge, kunne det ikke lade sig gøre at få visionen om hendes drømmekøkken og budgettet til at blive et realistisk match.
Hun søgte ikke efter noget bestemt, men alligevel en form for “de her låger kan jeg ikke leve uden”-oplevelse.
– Vi begyndte at kigge efter køkkenlågefirmaer, og lige da jeg så Frame-lågerne hos Reform, vidste jeg bare, at det skulle være dem, fortæller hun.
Løsningen blev en kombination af Ikea-kabinetter med lågerne i mørk eg fra Reform og en bordplade i vedligeholdelsesfri Corian, så Lili kan lave al den mad, hun elsker, uden at skulle være forsigtig.
– Køkkenet er ikke designet for “show”, men som mit specifikke madværksted. Jeg er fra Vietnam og elsker at lave mad, særligt vietnamesisk mad og wokretter, som kræver maksimal varme og noget ordentlig udsugning, fortæller hun.