Fliserester: DIY sidebord af fliser
© Anna Løwe

Fliser i overskud? 5 idéer forvandler dine restfliser til guld

Det er de færreste, der klarer sig igennem en renovering uden materialerester. Gør dem til din ven med disse fine gør-det-selv projekter, der er lige til at kaste sig ud i.

Fliserester: Sådan får du det maksimale ud af (alle!) dine fliser

De fleste, der har prøvet at renovere, har oplevet det: Efter færdiggørelse af byggeprojekterne, hober materialeresterne sig op, og det er både irriterende for pengepungen og samvittigheden.

Men! Det er der heldigvis noget at gøre ved. Har du fliserester liggende, kan du nemt (og relativt bekvemt) kaste dig ud i et gør-det-selv projekt og få et overraskende fint møbel.

Bruger du for eksempel store gulvfliser til et sidebord, skaber du også en rød tråd i indretningen, mens mindre fliser kan bruges som blandt andet bordskånere eller underlag til bloklys.

Læs med her, hvor vi har samlet 5 kreative måder, du kan nemt bruge dine fliserester på.

Fliserester: DIY sidebord af fliser

DIY sidebord lavet af tre fliser i målene 30 x 60 cm.

© Anna Løwe

Sidebord eller piedestal lavet af fliser

Er du færdig med et renoveringsprojekt med lidt større fliser, kan du med kun tre fliser lave et fint sidebord.

Alt du skal bruge er stærk montagelim og 12 timers tørretid og voila! Så har du et færdigt bord, du kan bruge overalt i dit hjem.

TIP: Har fliserne en grim bagside, kan du med fordel bruge fem i stedet for tre. Lim 2 x 2 fliser sammen, og brug disse som bordben. I eksemplet ovenfor er der kun brugt tre fliser, så vær obs på bagsiden, så du ikke ender med et bord, der kun kan stå i særlige vinkler.

Glasunderlag lavet af fliser

Her er et af de helt nemme gør-det-selv projekter med fliserester.

De mest fordelagtige fliser er mindre, gerne kvadratiske, der passer til de fleste glas. Du kan både lime dem sammen, så glasunderlaget får lidt højde, eller du kan bruge dem, som de er.

Du skal bare være opmærksom på flisernes bagside, så de ikke ridser på bordene. Er bagsiden ru, kan du skære kork ud i passende mål og lime på.

Det er også en god idé at coate siderne eller slibe dem, så de får en glat overflade.

Fliesrester: DIY-sidebord af fliser

Firkantet sidebord lavet af mdf og travertin fliser @annevoigt

© Anne Voigt

Lille senge- eller sidebord lavet af travertinfliser

Du kan bruge alle slags fliser til dette smukke, lille bord, der er lavet af MDF og 5 fliser.

Her har designer Anne Voigt selv skåret fem kvadrater i MDF og limet fliserne udenpå. Der er også brugt akrylfugemasse i samlingerne.

Du kan bruge samme fremgangsmåde til at lave et større bord, hvis du eksempelvis har store gulvfliser i overskud - måske til et nyt sofabord?

TIP: Hvis du ikke selv har udstyret, kan du få skåret MDF-pladen i mål i dit lokale byggemarked - så skal du bare hjem og lime fliserne på. Smart!

Serveringsbræt eller dekorativt underlag lavet af fliser

DIY-serveringsbræt eller serveringsfad lavet af Christina Blom Monberg. Følg hendes DIY-projekter på @christina_blom_monberg.

© Christina Blom Monberg

Bordskåner eller serveringsbræt lavet af fliser

Har du kvadratiske fliser i overskud, er et smukt flisebræt en genial måde at bruge dine rester på.

Har du forskelligfarvede fliser, kan du kombinere dem, eller du kan lege med farven på fugen for at skabe et anderledes udtryk, ligesom Christina Monberg har gjort her.

Sådan gør du
Beklæd en MDF-plade i valgfrit mål (sørg for, at målene passer med flisernes, så du har et ensartet udtryk i toppen) med stærk lim, for eksempel konstruktionslim, og lim fliserne på.

Brug et stykke reb eller afstandsstykker, så flisernes mellemrum er ens overalt. Fliserne til siderne skæres til med en fliseskærer og til sidst fuges hele molevitten.

Voila!

Hylde lavet af fliser

Endnu en smart måde at bruge overskudsfliser på - en hylde!

Brug den på badeværelset, hvor fliserne er lagt på vægge eller gulve, eller hæng den op i køkkenet, hvor du måske har fået lavet en backsplash med fliser.

Fremgangsmåden er den samme som ved bordskåneren ovenfor - beklæd en MDF-plade med fliser og fuge og hæng hylden op på smukke hyldeknægte, der passer sammen med flisernes farve.