Du er færdig med at tapetsere, men det er mere, end man kan sige om tapetrullen.
Men i stedet for at gemme den på loftet eller i kælderen (med fare for at glemme den), kan du bruge resterne til en række nemme – og virkelig fine – forvandlinger.
Uanset om du har flere meter tilbage eller blot en lille rest, kan det bruges!
Læs bare med her og bliv inspireret til dit næste projekt.
Brug tapetresterne og skab en rød tråd
Uanset om du har beklædt samtlige vægge i et eller flere rum med tapet eller kun brugt tapetet på en enkelt væg, er det en taknemmelig genvej til den røde tråd i indretningen.
Langt de fleste tapeter er nemlig udstyret med et mønster af den ene eller anden art, og ved at integrere det på forskellige måder i hjemmet, kan du skabe en harmonisk sammenhæng mellem rummene.
Du kan både bruge resterne på større flader som døre, fronter på skabe eller kommoder, men mindre kan også gøre det.
Her får du 5 idéer til at forvandle resterne til guld.
1 Tapet inde i skabet
Indersiden af skabslåger er et overset område at skabe wauw-effekt i hjemmet. Uanset om dit skab er hvidt, malet eller mønstret, kan du hæve det til det næste niveau ved at beklæde indersiderne af dørene med tapet eller give indersiden i vitrineskabet en tapet-opdatering.
Gør det endnu mere gennemført ved at matche tapetets mønster eller farve med lågens udvendige side. Et perfekt projekt til dine større tapetrester!
2 Et lille kunstværk i ramme
Har du en mindre rest, kan du bringe den i spil ved at komme den i en ramme og på den måde forvandle den til et dekorativt indspark, der også er med til at sikre den røde tråd – fordi du jo har brugt tapetet på en større flade et andet sted. Du kan lave flere mindre billeder eller ét stort, afhængigt af hvor mange rester du har.
3 Stort værk på væggen
Har du en større tapetrest til overs eller har du bare fundet noget tapet, du synes er vidunderligt fint uden du har mod til at dekorere et helt rum eller væg med det, kan du i stedet lave et "vægmaleri". Tapetser direkte på væggen i en størrelse, du finder passende og indram resultatet med lister.
TIP Kig efter tapetrester på Dba.dk eller dit netværk om de har noget liggende.
4 Tapet på æsker
Brug tapet til at beklæde æsker i andre rum i hjemmet, end der hvor du har brugt tapetet på væggen. Fx en lille æske på badeværelset til bind eller vatpinde, som kan stå fremme, og dermed skabe den røde tråd. Du kan beklæde flere æsker med det samme eller mikse og matche afhængigt af dit tapet.
5 Opdater et rullegardin med tapet
Et overset potentiale, der er i dine tapetrester, er at få det smukkeste rullegardin. Ved at lime tapetet på et eksisterende rullegardin med tapetlim, kan du opgradere det øjeblikkeligt. Husk, at du ikke behøver at lime tapet på hele gardinets længde, hvis dit vindue kun er en brøkdel af længden. Sæt tapet på, så det når 20-30 cm højere op, end vinduets højde. Så undgår du at blotte det ikke dekorerede gardin.
TIP Er tapetet ikke bredt nok, kan du lave en smuk bort i siderne med bånd eller en decideret tapetbort.
6 Tapet på en dør
Ligesom du kan beklæde indersiden af en skabslåge med tapet, kan du også bruge det på for- eller bagsiden af en dør. Eller på begge sider, hvis du har en stor rest. Her kan du virkelig lege med udtrykket i hele rummet, da døren har stor effekt på rumfornemmelsen.
7 Opgrader skufferne
Lim tapet i bunden af skufferne på dit skrivebord, vitrineskab eller lignende. Det giver et dejligt gennemført udtryk og en lækker lille overraskelse, når du åbner den.
God fornøjelse!