
Er du til farver og mønstre, vil du elske Lukas Grahams badeværelser
Lukas Forchhammer, forsanger i bandet Lukas Graham, og kæresten Rillo Schwartz har netop skabt deres fælles hjem. Her har de bygget to badeværelser, som afspejler to sider af deres liv.
AfI et hyggeligt, gammelt bindingsværkshus på Christianshavn har sangeren Lukas Forchhammer fra bandet Lukas Graham og kæresten Rillo Schwartz bygget et nyt hjem op sammen – for sig selv og deres lille datter, Viola.
Bygningen ligger et stenkast fra Christiania, hvor Lukas Forchhammer er vokset op, og i huset bor der kun fire familier i alt, som alle kender hinanden.
Det hele er på den måde meget familiært og fremstår som en lille oase tilbagetrukket fra en hektisk hverdag med turnéliv og rejser rundt omkring i verden.
Tæt på familien bor Morten Wandahl, som står bag byggefirmaet WMG Byg, som Lukas Forchhammer desuden er medejer af.
Morten Wandahl er tidligere roommate med Lukas og en af parrets bedste venner.
Fordi han kender Lukas og Rillo så godt, føltes det oplagt for parret, at han skulle være entreprenør på projektet og hjælpe dem med at realisere deres drømme, som til at starte med stak i mange forskellige retninger.