
Årelang interesse for haven
Siden havemanden Claus Dalby begyndte at interessere sig for haven for snart 25 år siden har han dyrket blomster i krukker. Han kan ikke forklare, hvorfor han i sin tid gik i gang med det, men med tiden har han fundet ud af, at der er mange fordele ved at dyrke blomster på netop den måde.
– Det er lettere at overskue. Man kan have dem på en terrasse, en altan og andre steder, hvor der ikke er jord. Man kan forkæle planterne, man kan gøde dem, og der kommer ikke på samme måde ukrudt eller andre uønskede vækster, fordi man kan gøre brug af en god krukkemuld frem for havejord. Desuden har det den fordel, at man kan flytte rundt på krukkerne, når nogle begynder at afblomstre, fortæller Claus.

Ved indgangen til Claus Dalbys have har han arrangeret et bombardement af blomster, nøje kurateret i forhold til både farve og størrelse. Blomsterne er i øvrigt arrangeret i niveauer på en trappe, så ingen af de smukke blomster bliver overset.
Både praktiske og æstetiske fordele
Han dyrker ikke kun blomster i krukker af praktiske årsager. Det har nemlig også flere æstetiske fordele, fordi man let kan rykke rundt på krukkerne og arrangere dem i smukke tableauer.

Foråret har, for Claus Dalby, alle farver, men skal han alligevel nævne nogle, så må det være de grønne, gule og hvide nuancer, som han særligt forbinder med årstiden.

Et farvemæssigt ekko
– Jeg bruger min farvesans, når jeg arrangerer blomster. Jeg arbejder tone i tone, jeg arbejder med kontraster samt med det, som jeg kalder for Kenzo Colours, inspireret af den japanske
designer, som er kendt for sin ikoniske sammensætning af farver som pink, purpur, lavendel, orange og limegrøn.
Jeg har ca. 10.000 tulipaner i krukker, og har en masse på lager, så det er lidt ligesom at lægge et puslespil. En god tommelfingerregel er at bruge 10-20 % brogede blomster/planter/løv sammen med 80-90 % ensfarvede, og jeg sørger for, at de farver, som er i et løv, går igen i blomsterne. På den måde kan man skabe det, som jeg kalder for et farvemæssigt ekko, forklarer Claus.

Én type blomst i én krukke
Han har i øvrigt en række grundprincipper, når han går i gang med at lægge løg. Fx planter han altid én type blomst, i én farve, i én krukke. Han blander ikke løgene. Nogle sorter blomstrer før andre, og ved ikke at blande de forskellige sorter i én krukke kan man altid bare fjerne krukken med de blomster, som ser trætte ud, så kun de smukkeste står frem.


De smukke tulipaner i en smuk purpurfarvet palette står og strækker sig efter forårsdagens sene solstråle. Claus Dalby dyrker både blomster udenfor og i drivhus, så de blomstrer på forskellige tidspunkter.
Visuel harmoni
Et andet princip er at arbejde med gentagelsen. Planter han fx 15-20 krukker, planter han ikke 15-20 forskellige planter, men i stedet tre potter med samme plante. På den måde kan man skabe visuel harmoni.

Forårets blomster
Det første, Claus glæder sig til i foråret, er narcisserne, som springer ud. Den smukkeste narcis, som findes i hans verden, er pinseliljen, som også hedder narcissus poeticus. Den er fin og yndefuld. Den er på lange strunke stængler og dufter helt fantastisk. Efter narcisserne kommer tulipanerne, som for Claus er forårets kronjuvel. Han elsker dem pga. deres farveintensitet og diversitet.
For ham har foråret alle farver. Han anbefaler, at man sammen med tulipaner og narcisser planter hornviol, bellis og forskelligt løv. Desuden synes han, det er en god idé at sætte nogle af krukkerne i drivhus og nogle udenfor, så man på den måde kan have blomster, der blomstrer på forskellige tidspunkter.

Krukken er statisten
Claus gør også meget ud af at vælge de rigtige krukker, og han tænker i størrelser og former, bruger firkantede sammen med runde, høje med lave, og sørger for at vælge krukker med patina, så de ikke har et for renskuret udtryk.
– Krukken er statisten, og derfor bruger jeg ikke farverige krukker. Jeg synes, de tager magten fra blomsterne. Samtidig skal der være en vis skala over tingene, så jeg synes heller ikke, at krukkerne må blive for små. Der skal være noget volumen, hvilket også betyder, at de ikke skal vandes så ofte, forklarer Claus.

TIP: Undgå vintervæde
Tulipanløg skal lægges omkring oktober. Det er vigtigt for løgvækster, at de ikke får vintervæde. Man vander potterne, når løgene lægges, og så skal de enten dækkes af eller stå under et halvtag eller i en garage, og så skal man ikke vande, før de første spirer viser sig. De kan tåle ned til minus 20º, så kulden er ikke noget problem. Det er til gengæld skiftende frost og tø, fordi det gør, at løgene står og sopper. Derved risikerer man, at de rådner.

Claus Dalbys have er kæmpestor, og overalt, hvor man kommer, kan man se nye farveskalaer, omhyggeligt sammensat af smukke blomster.
Forventningens glæde
Han er ikke meget for at udpege sin yndlingsblomst, men kigger man på hans forårs- og sensommerhave, er der alligevel to sorter af blomster, som indtager hovedrollerne.
– Hvis jeg virkelig skal vælge to favoritblomster til krukker, så er det tulipaner og dahliaer, og det er pga. deres farveintensitet. Lige om lidt springer tulipanerne jo ud, og mens vi nyder synet af dem, kan vi lægge knolde til dahlia, som blomstrer senere.
Man taler så meget om, at man skal stresse af. For mig er der noget livgivende ved, at ting tager tid. Jeg kan godt lide det meditative ved haven.
Når man dyrker blomster i krukker, begynder man med forventningens glæde, man ser spidserne komme til syne, så begynder man at kunne skimte knopperne, så blomstrer de, og dernæst kan de stå i i hvert fald 2-3 uger. Det er hele denne cyklus, som er fantastisk at tage del i, fortæller Claus.


Sensommerens farver er, ligesom foråret, kendetegnet ved en stor mangfoldighed, men er overordnet set mere dybe og mørke i sine nuancer.

Sensommer blomster
Det, som er grundstammen i Claus' beplantning for sensommeren, er dahliaerne, som han kombinerer med løvvækster, buske, sommerblomster, udplantningsplanter samt en bred palet af andre planter. Sensommeren har for Claus ligesom foråret alle farver. Men skal han vælge nogle farver, er det orange, kobberfarvede og brændte og mindre pastel.
Claus bor op ad en bøgeskov, hvor han kan se løvet, som begynder at skifte, og disse farver er for ham også definerende for sensommerens farveskala. Dahlia er knoldvækster, som skal lægges i april måned. Det er godt at plante dem i krukker, så de får det lys og plads, der skal til. Man skal i øvrigt være opmærksom på, at dahliaer ikke tåler frost.

TIP: Bliv ved med at klippe dem
Et tip, som er vigtigt, når det handler om dahliaer, er, at man bare skal blive ved med at klippe dem ind til buketter. Desto mere man klipper, desto mere kommer der. Det er også godt at støtte planterne, når de bliver omkring 1 ½ m høje. Her kan man bruge pile- eller hasselkæppe, der stikkes ned i krukken i en trekant og ombindes med høstbindegarn eller lignende.

Claus Dalby ses her i sin have, blandt alle de smukke sensommer blomster.