Få en skovbund med anemoner i haven

I selv den mindste have kan du skabe en skovbund - med dejlige anemoner, som vokser under træer og buske og afblomstrer, når resten af haven begynder at grønnes.

Hvad med at flytte dette tæppe hjem i haven?

Man kunne fristes til at gå en tur i skoven i det tidlige forår og grave et par kvadratmeter anemoner op til en privat skovbund derhjemme. Men det er ikke lovligt, medmindre du har en aftale med skovens ejer.
Til gengæld kan det sagtens lade sig gøre at lave den slags hyggelige aftaler, måske også med din nabo, som allerede har anemoner i haven. Og desuden har planteskolen også masser af skovanemonefrø.

Blå anemoner er særligt bedårende

Skovanemoner trives i skyggen af træer og buske på grund af den gode kompost skabt af forrådnende blade. Men lad dig ikke narre af ordet 'skygge', for anemoner blomstrer kun, så længe træerne ikke har blade. Herefter bliver det for mørkt, og det er en del af charmen – anemoner er forårets skønne, kortvarige tæppe af hvidt og blåt.

Som vist på fotoet er der også blå sorter af skovanemoner, fx Blue Queen.

Trives bedst i jord med god kompost fra nedfaldsblade

Haveselskabet.dk giver følgende tips om at dyrke skovanemoner i haven derhjemme.

"Anemoner trives bedst i skovmuld, dvs. en let og luftig jord med kompost og visne blade. Der er ingen pleje af de nyplantede anemoner. De breder sig langsomt over det tildelte område, hvis jorden passer dem. Hvert år lader du dine sammenrevne blade ligge som en 10-15 cm tyk dyne over anemonetæppet."