Honningkagehuset
Orangeriet ligner næsten et honningkagehus med sprossede vinduer og vægge og tag beklædt med tagspåner.
Her forventer man nærmest at se Hans og Grete komme spadserende ud af skoven og mellem høje stauder fortsætte ind i huset. Og orangeriet er eventyrligt og samtidig den daglige virkelighed for Louise Provencher Brøchner, hendes mand, Simon, børnene Neel og Elias samt kattene Kalle og Astrid.
En snedig deal
Det var drømmen om hjemmedyrkede blomster og grøntsager, der satte idéen om et orangeri i gang.
Dealen var nemlig, da parret i sin tid flyttede ind på matriklen, at Simon, som kører rally, skulle have et værksted, og Louise skulle have et drivhus. Og efter at Simon fik bygget sit værksted i det østlige hjørne af haven, hvor han roder med sine rallybiler, blev det tid til Louises drivhus.
Genbrugsguld
Efter at have kigget på mange færdigproducerede drivhuse så Louise tilfældigt ét i et magasin, der var bygget af genbrugsvinduer, og forelskede sig straks i det.
Simon sagde ubekymret: ”Skat, jeg kan da godt bygge dig et orangeri af genbrugsvinduer.”
"Derefter tog det bare totalt overhånd," ler Louise.
Vinduet fra Østerport
Så Simon byggede, og Louise lærte sig selv at rense maling af, kitte og sætte glas i de gamle vinduer, og den beskæftigelse har hun brugt mange vintertimer på, før orangeriet blev færdigt.
Vinduerne blev fundet et for et, bl.a. på DBA, og de bestemte faconen på bygningen. Det mest markante fund var det halvmåneformede vindue i gavlen, der oprindeligt stammer fra den gamle Østerport Station i København.
En idè bliver til flere
I alt har det taget parret to et halvt år fra start til slut at bygge orangeriet, inklusive en meget fugtig og kold vinter, der besværliggjorde arbejdet.
Men det har været det hele værd, og nu er det her, Louise bruger tid på at så, prikle, forspire og planlægge den store skærehave, som udfolder sig i hjemmebyggede højbede lige uden for orangeriet. For under opførelsen af orangeriet voksede tanken om skærehaven nemlig frem.