Hjemme hos Jens Birger Christensen
Hos manden bag den legendariske københavnske modeforretning, fylder kunsten meget. Men ikke på den prætentiøse måde.
AfDet er stilfærdigt. Men man fornemmer straks og meget tydeligt, at man er i et hjem med kunst. Det er så kontroversielt at skrive god smag, men der er ingen tvivl om, at her bor mennesker med æstetisk sans, med en kultiveret baggrund og med en kærlighed til det smukke.
Og det er ikke en passion, Jens Birger Christensen har fra fremmede. Hans tipoldefar grundlagde familiedynastiet, pels- og modehuset Birger Christensen, og hans far, Finn Birger Christensen, var meget interesseret i kunst, men det var måske primært gennem hans mor, Lone Wilhelm Hansen, at opdragelsen fandt sted. Hun var musikforlægger og hendes barndomshjem var i 1920erne fyldt med datidens kunstnere.
Jens Birger Christensens onkel var desuden en af Danmarks ypperste møbeltegnere, nemlig Finn Juhl, og Jens kom meget i hans hjem i Ordrup, hvor han i timevis sad og observerede og lærte om farver og former. Så Jens er i den grad blevet påvirket fra barnsben, også gennem utallige rejser med besøg på gallerier og museer, og han overvejede seriøst selv at blive arkitekt.
Portræt af moderen ... Det smukke maleri over Poul Kjærholms runde spisebord forestiller Jens Birger Christensens mor, Lone, som 14-årig pige. Hun sad model for Vilhelm Lundstrøm i 1943. Lone var søster til Hanne Wilhelm Hansen, som blev gift med Finn Juhl.
Det store blå maleri er malet af russiske André Lanskoy (1902-1976), og er en collage fra 1959. Værket er placeret i et meget lyst hjørne, så det kommer ordentligt til sin ret.
Det siddende par er skabt af Lynn Chadwick (1914-2003). Den engelske billedhugger er bl.a. kendt for sine mennesker, eller væsener, med figurer i stedet for ansigter. Hans værker fra især 1940erne er i høj kurs. Jens Birger Christensen boede i en længere årrække i London, og stiftede bekendtskab med kunstneren derovre.