Malene Birger i samarbejde med Slettvoll
© Slettvoll

Malene Birger designer ny eklektisk kollektion for SlettVoll

Designer Malene Birger er i evig bevægelse – som nomade flytter hun sig fra sted til sted, og karrieremæssigt bevæger hun sig legende mellem mode, kunst og interiør. Uanset hvad hun rører ved, så får det dog et umiskendeligt Malene Birgersk særpræg. Det gælder også for den nye kollektion, som hun har designet for det norske familieejede designbrand Slettvoll.

Umiskendeligt Malene Birgersk

De fleste forbinder nok Malene Birger med hendes to store internationale modemærker, men hendes stilsikre univers har også vist sig særdeles oversætteligt til interiørdesign. Det kommer nu til udtryk i en ny stor kollektion for det norske brand Slettvoll.

Kollektionen er et møde mellem Slettvolls rene, enkle møbelstil og Malene Birgers stærke æstetiske dna, forfinet igennem mere end 30 års arbejde med både mode, interiør og kunst.

Slettvoll og Malene Birger er mødtes om fælles værdier som høj kvalitet, godt håndværk og et internationalt udsyn. Udtrykket er dog umiskendeligt Malene Birgersk, og det har fået lov at folde sig ud i et stort sammenhængende univers, hvor hun har designet alt fra tæpper og accessories til keramik, kunst og ikke mindst en tekstilkollektion, som Slettvolls møbler kan beklædes i.

Malene Birger i samarbejde med Slettvoll
© Slettvoll

"Min stil rykker med mig, men fornyes lidt hver gang"

Stilen er ud over at være grafisk, monokrom og eklektisk også farvet af Malene Birgers tilværelse som nomade.

– Jeg er flyttet mere end 30 gange, siden jeg var 20 år. For mig er det ny inspiration og energi at flytte mig. Min stil rykker med mig, men fornyes lidt hver gang, fortæller Malene Birger.

Et af de steder, som hun har et særligt forhold til, og som også har påvirket hendes stil, er Mallorca.

– Jeg har altid følt mig hjemme på den ø. Under palmerne. På Mallorca er der en følelse og energi, der gør mig godt. Jeg møder nye mennesker og opdager nye små værksteder, byer og workshops og inspireres. Hvor jeg bor, og hvad jeg gør i mit liv, præger mit univers, forklarer Malene Birger.

Malene Birger i samarbejde med Slettvoll

Skulpturer, vaser og kunst af Malene Birger er en stor del af kollektionen for Slettvoll.

© Slettvoll

Kunst som inspiration

Malene Birgers egen kunst er en stor del af den nye kollektion for Slettvoll, og kunst er i det hele taget en stor del af hendes univers.

– Min kunst er gennem de senere år blevet en integreret del af mit udtryk, og mange kunstnere inspirerer mig. Picasso er mesteren over alle i mine øjne. Desuden er jeg glad for Soulages, Cy Twombly, Motherwell og Franz Kline. Malerierne, som jeg har lavet til Slettvoll, er skulpturelle abstrakte former, naturligvis i sort og creme. Jeg forsøger at udvikle mig hele tiden, og jeg har stadig så meget, jeg skal lære. Men kunst inspirerer mig på alle planer, og den er altid med mig, fortæller Malene Birger.

En sammenhængende følelse af hjemlighed

I løbet af de sidste 17 år har Malene Birger renoveret, designet og skabt hjem til sig selv i London, Italien og på Mallorca. Hun er blevet en mester til at skabe en sammenhængende følelse af hjemlighed, som samtidig rummer det eventyrlystne. Hun ser sin nye kollektion for Slettvoll som et helstøbt “hjem”, som andre kan tage til sig, hvis de vil.

– Jeg håber, at dem, der kender min stil, vil genkende min stil hos Slettvoll. Jeg har mit eklektiske og maksimalistiske udtryk, miks af materialer, kontrastfulde sammensætninger, masser af tekstiler og selvfølgelig striber, zebra, sort og creme, men også få farver. Min kunst, min keramik og mit design univers er for første gang stærkt præsenteret uden for mit eget hjem. Slettvoll har ønsket hele min verden, og det er jeg ovenud lykkelig for.

Se mere af kollektionen hos Slettvoll.

Malene Birger i samarbejde med Slettvoll

Kollektionen er på vej ud i butikkerne, og det samme gælder for Marlene Birgers tredje interiørbog MOVE&ART, hvori man kan læse mere om hendes designfilosofi.

© Slettvoll

LÆS OGSÅ