Design Awards 2020: Årets Lampe

Prisen gives til en lampe, der forener god formgivning, nytænkende materialevalg og optimal belysning, der fungerer naturligt i et moderne hjem. Se de nominerede her.

Soft Spot Solar lanterne af Maria Berntsen for Rosendahl
© Rosendahl

Design Awards 2020

BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet, Nordic Living og Costume Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Lampe. Se de nominerede her.

La Linea af BIG for Artemide

La Linea af BIG for Artemide
© Artemide

Er det en lampe eller en kunstinstallation? Begge dele og lidt til.

Med La Linea leverer BIG et lys og et design, man ikke glemmer lige med det samme.

Det fleksible lysrør kan sno sig op og ned af vægge, det kan bruges inde som ude og klare temperatursvingninger på op til 60 grader.

Designet pirrer nysgerrigheden, appellerer til det legesyge i os alle og både understreger og tilfører nyt til rummets dimensioner. Her er wauw-effekt for alle pengene.

Hashira kollektionen af Norm Architects for Menu

Hashira kollektionen af Norm Architects for Menu
© Menu

En smuk, rolig og vellykket familie af lamper, som består af en eller flere søjler – deraf navnet.

Norm Architects har en stærk kærlighed til Japan, og det er Hashira endnu et eksempel på. Lampen er en moderne, nordisk fortolkning af den traditionelle rispapirlampe.

Det transparente lærred giver lampen et stofligt udtryk og sender et blødt og behageligt lys ud i rummet. Velegnet over spisepladsen eller som små, lysende hyggespredere i bord- og gulvversionen.

Soft Spot Solar lanterne af Maria Berntsen for Rosendahl

Soft Spot Solar lanterne af Maria Berntsen for Rosendahl
© Rosendahl

Vi har i den grad indtaget uderummet i de seneste år, og det har lamperne også.

Soft Spot Solar skiller sig ud som et særligt gennemtænkt bud på udendørs hyggebelysning.

Maria Berntsen har skabt en yderst funktionelt og stram, grafisk ramme, som hun mikser med bløde, rund former, og samspillet understreges kun yderligere, når lampen er tændt – i øvrigt ved hjælp af indbyggede solceller. En tro, lille følgesvend i sommernatten.

Tense Pendant Lamp af Panter & Tourron for New Works

Tense Pendant Lamp af Panter & Tourron for New Works
© New Work

Tense svæver fin og let som en drivende sky i rummet. Den hvide dug er lavet af det genanvendelige materiale Tyvek, som giver den et stofligt, næsten transparent udtryk, som kun bliver understreget af de tynde stålwirer.

Den er smuk både med og uden lys og fungerer godt alene over spisebordet eller i flok i et større rum.

Panthella Portable af Verner Panton for Louis Poulsen

Panthella Portable af Verner Panton for Louis Poulsen
© Louis Poulsen

Ja, Panthella er absolut en klassiker, men teknologien og brugsfunktionen er så ny, at den kvalificerer sig til en plads blandt årets nye lamper.

Verner Pantons ikoniske design er skaleret ned og har fået en ny diskret fod, som gør det muligt, at oplade denne model og tage den med sig.

Perfekt i reolen og på sengebordet, men især har den sin berettigelse udenfor, når mørket falder på, og sommeraftenen skal være ekstra smuk og hyggelig.

LÆS OGSÅ