Her er et eksempel på det modsatte: Kvalitet frem for kvantitet. Huset er på kun 30 m2 men der er kælet for materialer og detaljer.
På samme måde med byggematerialer
Man opfinder en lang række byggematerialer med det fælles mål, at de skal gøre det billigere at bygge. Og så må de gerne ligne noget de ikke er.
For en stor del at disse byggematerialer gælder det, at man ikke ved nok om deres holdbarhed, vedligehold og miljømæssige konsekvenser. Det måske bedst kendte eksempel, er de asbestplader der erstattede traditionel tegltage.
Og det nyeste eksempel er de famøse vindspærre plader fra Kina, der har kostet en formue for flere entreprenørfirmaer.
Tapet i stedet for mursten
Et andet eksempel er billigt fyrretræ der skal trykimprægneres og males med plastikmaling, for at kunne holde til at stå ude om natten. Eller murstenshuse der er blevet til “tapet huse” fordi murstenen er reduceret til en simpel facadebeklædning, uden på en bagmur af gasbeton og et tykt lag af stenuldsisolering og plasticmembraner.
Det arkitektoniske resultat er, at vi bygger boliger der patinere dårligt og som er blottet for stoflige kvaliteter. Det er hvidmalet gibsplader eller beton, billige laminat gulve i stedet for massivt træ, komposit materialer hvis indhold er et mysterium, og som kun bliver grimmere og grimmere.
Det er hvad størstedelen af nyt dansk boligbyggeri har at byde på. Og det er uanset om det er dyre boliger til 40-50.000 kr. i Carlsbergbyen, eller om det almindelige parcelhuse.
En af årsagerne er vel at markedet, ikke efterspørger en højere kvalitet?
Men det er ærgerligt, fordi når vi bygger bruger vi mange penge på at grave, støbe fundament, trække vand og el, isolere osv.
Og selvfølgelig koster det mere at bruge bedre materialer, men set i forhold til det samlede budget, er det forkert at spare på de sidste 5-10 cm, fordi det er det vi sanser og oplever. Dvs. gulvet, vægge lofter, facader og andre overflader.
Omkringliggende klipper som en del af boligen
“Knapphullet” er et lille anneks der ligger i forbindelse med større villa i Sandefjord i Norge.
Det er på kun 30 m2, men rummer alligevel en stor arkitektonisk fortæller-glæde, som resultere i en oplevelsesrig og kompleks boligarkitektur.
Blandt andet fordi den stoflige komposition er udført virtuost. Både den interiør stoflighed, men også den der findes lige uden for vinduerne, fordi man har inddraget de omkringliggende klipper som en del af boligen. Det virker næsten som om man har tapetseret væggene med klipperne.
Vi magter snart ikke mere åndsforladt hvidmalet gibs og beton. Og det evige mantra om at lyst er godt, behøver ikke at gælde i enver bolig og til enhver tid. Her er et eksempel på hvordan det mørke træ og det glittede betongulv, skaber et varm rum. Arkitekt: Lund Hagem.
Balance i materialer
En smuk stoflig komposition kan f.eks. opstå når der en balance mellem det bløde og det hårde. Det feminine og det maskuline. Og den balance synes jeg at dette projekt har, hvor betongulvet kontrasteres af massive egetræsdøre, smukke farvede tekstiler, akustikloftet der er beklædt med egetræsstrimler m.v.
”Meget af noget dårligt er ikke sjovt, men det er lidt men godt til gengæld”
Og så har man opnået en fin kontakt mellem ude og inde, ved at lade den lange bænk, der er lavet af det samme beton som taget, kører med ud på den lille og intime terrasse. Ja, det er sgu et lille stort mesterværk, som gør at man bør overveje at vægte kvalitet fremfor kvantitet når man bygger. Meget af noget dårligt er ikke sjovt, men det er lidt men godt til gengæld.
