Gamle møbler får nyt liv
Kim Grenaa flyttede fra 170 m² til 95 m², og hvad gør man så, når man på forhånd ved, at der ikke bliver plads til det hele? Han ventede ikke på, at flyttelæsset skulle ankomme til citylejligheden, for han vidste godt, at det ville blive kaos. Derfor tegnede han lejligheden nøjagtigt op på nogle ark papir og lavede moodboards – og var først og fremmest hård. Kun de ting, der fandt vej til illustrationerne, kom med, resten blev solgt.
Mest ondt gjorde salget af Finn Juhls sofa Poeten, som havde fulgt ham i mange år, men der var ikke plads, og nu har en mand i Aarhus glæde af den. Onlineauktioner og Den Blå Avis tog sig af det meste andet – omkring 120.000 kr. fik han ind – og ellers bad han naboerne på villavejen om at tage det, de gerne ville have, og en Ikea-seng, der havde 15 års nætter i sig, fandt således nye ejere. Derfor blev selve flytningen uproblematisk. Han vidste jo, nøjagtig hvor tingene skulle stå.
– En flytning er en psykisk omvæltning, som næsten rangerer på højde med skilsmisse og dødsfald. Mit bedste råd, når man skal flytte fra noget større til noget mindre, er at være barsk. Virkelig sætte sig ned og tegne op på moodboards, hvilke møbler der skal indgå i det nye hjem, og man bør også finde ud af, hvor meget porcelæn og glas man har brug for i det daglige. Og begynd med en minimalistisk indretning; man kan altid hælde flere ting ind senere, siger Kim Grenaa, der nu også professionelt rådgiver firmaer og private om indretning i sit nye firma, Grenaa Creative Living.
Draget af indretning
Kim Grenaa står for indretningen af tomme boliger, som skal sælges – og tilbyder samtidig at hjælpe privatkunder med inputs eller totalindretningsløsninger. Samtidig har han stadig kunder i modeverdenen og er medudgiver af det internationale modemagasin Dansk. Boligens magi og indretning tiltrækker ham lige nu.
– Grundlæggende synes jeg, man skal hylde boligens oprindelighed. Lad fx være med at lave et parcelhus om til en patriciervilla.
Man skal gå med boligens arkitektoniske stil, ikke imod den, siger han.