Modernisme i lagkagehuset

Efter i 20 år at have boet på en husbåd i Københavns Havn har Lisbeth Juul og hendes mand Laust Nørgaard fået fast grund under fødderne.

© Lars Kaslov

Sammen med datteren Karla er de flyttet ind i en 170 m2 stor lejlighed i en af Christianshavns mest karakteristiske bygninger.

Lagkagehuset har fået sit navn efter de vandrette tofarvede linjer i bygningens facade. I stueplan ligger den kendte bagerkæde Lagkagehusets allerførste forretning.

Bygningen er en af Christianshavns mest iøjnefaldende - tegnet og opført af den danske arkitekt Edvard Thomsen i 1930-1931 og navngivet efter de vandrette bånd på facaden, der hurtigt kan skabe associationer til gul kagedej og hvidt flødeskum. Lagkage- huset ved Christianhavns Kanal er kendt af de fleste københav- nere, og nærmiljøet var da heller ikke ukendt for Lisbeth Juul, kommunikationschef for teatret Republique, og Laust Nørgaard, der er bådebygger. De havde nemlig i 20 år boet blot et stenkast derfra på en 160 m2 stor og moderne husbåd, som de selv havde tegnet og bygget. Dette par har med andre ord hænderne skruet ordentligt på, hvilket man hurtigt fornemmer, når man besøger parret i deres nye lejlighed. Rumforløbene er ændret en del, da der er fjernet nogle vægge for at gøre stuen og køkkenet større.

  • Vi holder meget af store, højloftede, næsten tomme rum med masser af smukt dagslys, og det var bl.a. en af grundene til, at vi forelskede os i lejligheden, fortæller Lisbeth Juul.

Efter at væggen i den store stue er fjernet, og de smukke asketræs- gulve i sildebensparket er blevet slebet og oliebehandlet, kan man se

næsten hele vejen igennem lejligheden, hvilket giver præcis den fornem- melse af masser af lys, luft og plads, parret gerne ville skabe.

Selvom det har været en gennemgribende renovering, har parret hele tiden haft for øje at bevare det oprindelige udtryk som fx de originale og meget smukke glasdøre, der med de runde hjørner tydeligt har reminiscenser til 1930’ernes art deco.

  • Heldigvis var dørene helt intakte ved overtagelsen. Det havde jo været ærgerligt, hvis de var blevet udskiftet med helt almindelige glatte døre, for netop glasdørene er medvirkende til, at dagslyset uhindret kan passere fra det ene rum til det andet, og man kan få flotte lange kik gennem lejligheden, forklarer Laust Nørgaard.

Selv beskriver parret deres indretningssmag som enkel uden overflø- dige møbler og med kun et minimum af nips. Det stemmer fint overens med den måde, de rent faktisk bor på, hvor den begrænsede brug af møbler understreger fornemmelsen af at være i store lyse rum med plads, som netop var parrets grundlæggende idé.

Et af de rum, det er lykkedes bedst med, er ifølge parret, køkkenet.

  • Tanken var, at vi ville have et stort rum med et bord placeret i midten. Vi ville under ingen omstændigheder have opstillet traditionelle køkkenelementer med overskabe, og hvad der ellers hører til. Derfor ryddede vi det gamle køkken, rev en væg ned og startede helt fra bun- den. Vi elsker at lave mad, og vi kan godt lide at være mange i køkkenet. Derfor designede vi et stort arbejdsbord, hvor der både er integreret en induktionskogetop og lagt en stor rustfri køkkenvask ned, fortæller Laust Nørgaard.

På den ene side under bordet er der indsat en opvaskemaskine og en indbygget ovn, og det er i store træk, hvad køkkenet består af. Porcelæn og glas er placeret i et vitrineskab, som parret selv har lavet af gamle glasdøre fra deres tidligere hjem, husbåden.

  • Så det er både genbrug og et godt minde, vi har taget med os, smiler Lisbeth Juul.

Med undtagelse af en enkelt bestikskuffe har køkkenet overhovedet ingen skuffer, skabe eller hylder. Madvarer som fx mel, gryn, pasta og konserves opbevares i spisekammeret, som parret mener, at alle, der skal lave nyt køkken, bør overveje at lave plads til, for de synes, det ganske enkelt er genialt.

  • Rummet var der i forvejen, så vi har bare sat reoler op fra gulv til loft. Et viktualierum behøver ikke at være særligt stort for at opveje pladsen i de traditionelle vægskabe, men fordelen er derimod stor, fordi det er langt nemmere at overskue, hvad man har stående på hylderne, mener Lisbeth Juul.

Køkkenet, som Laust Nørgaard selv har lavet, er bygget i birketræs- finer og beklædt med sort linoleum. Den raffinerede belysning, nemlig de fleksible arkitektlamper PJ50 3-LED, er tegnet af de svenske designere Ann Morsing & Beban Nord, og kan købes på lightfantastic.dk.

Begge er meget tilfredse med det færdige resultat og synes ikke, der er noget, de ville have gjort anderledes.

  • Lejligheden indeholder alt, hvad vi har brug for. Netop fordi vi har gjort den så åben og indrettet den med et minimum af møbler, er den uhyre nem at vedligeholde, siger Lisbeth Juul.

På spørgsmålet om, parret har et yndlingssted i lejligheden, svarer de begge, at de holder meget af at sidde på deres høje barstole ved de dybe vindueskarme og kikke ned på det pulserende liv ved kanalen.

© Lars Kaslov

Spisebordet, med pendlen Titania fra italienske Luceplan hængende over sig, har parret selv designet og fremstillet. Eames-spisebordsstolene i forskellige farver er af både ny og gammel dato. For enden af stuen er de smukke originale glasdøre slået op til soveværelset.

© Lars Kaslov

Lejlighedens beboere er Lisbeth Juul, kommunikationschef på teatret Republique, Laust Nørgaard, bådebygger og konceptudvikler med egen virksomhed, datteren Karla på 18 år samt familiens golden retriever Buster.

© Lars Kaslov

Parrets absolutte yndlingssted er her ved vinduet siddende på de høje barstole, designet af Egon Eiermann, med udsigt til livet i kanalen.

© Lars Kaslov

Stuens hyggehjørne består i al sin enkelthed af den modulopbyggede sofa Mags fra Hay, hvor puderne også er fra, samt en ældre udgave af Poul Kjærholms trebenede taburet PK33, der her bruges som bord.

© Lars Kaslov

Stuen, der fungerer som kombineret spise- og opholdsrum, er indrettet med kun de allermest nødvendige møbler. Bemærk, hvor flot sildebensparketgulvet i asketræ, der efter mange års slid var meget medtaget, nu fremstår.

© Lars Kaslov

De små keramiske vaser er samlet gennem flere år og er alle fra Saxbo Keramik. Bordlampen er en Bestlite-klassiker.

© Lars Kaslov

Køkkenet er bl.a. udsmykket med opklæbede plakater sat sammen på én væg. Især plakaten Revolve fra teatret Republique er bemærkelsesværdig, fordi plakatserien har modtaget flere internationale designpriser. Lisbeth Juul har brugt tapetklister til at sætte plakaterne direkte op på væggen med.

© Lars Kaslov

Køkkenet var oprindeligt opdelt i to mindre rum, som nu er slået sammen til et stort. Parret har selv designet og bygget det store køkkenbord, der er udført i birketræsfiner med linoleum på toppen. Sammen med vitrineskabet til venstre i billedet udgør dette i store træk lejlighedens køkken. På endevæggen ses et stort fotografi af Pierre Winther.

© Lars Kaslov

Udgangspunktet var, at køkkenet ikke måtte virke standardiseret, og den mission må siges at være lykkedes ganske godt. Bemærk belysningen, der består af tre loftmonterede og fleksible arkitektlamper, der stilmæssigt passer rigtig godt til både rummet og husets øvrige interiør. Bordpladen udgøres af mange supertynde lag af finer. Øverst er bordpladen belagt med en helt ny type linoleum, der er så tynd og elastisk, at det er muligt at folde den pænt omkring en afrundet bordplade.

© Lars Kaslov

Vitrineskabet bruges til glas, porcelæn samt nogle få gryder og kander. Skabet, der er med skydedøre, er lavet af glasdøre fra parrets tidligere husbåd og vækker dagligt minder for lejlighedens beboere om deres tidligere bopæl, der var flydende på vandet.

© Lars Kaslov

Datteren Karla har ligesom forældrene valgt en enkel indretning med få udvalgte møbler. På væggen har Laust Nørgaard monteret en smal hylde, som Karla bl.a. bruger til udstilling af pladecovers, fotografier, postkort og lignende ting. Det lille gule sengebord er fra Hay.

© Lars Kaslov

Entréen har også funktion af at være galleri, hvor man hele tiden kan have skiftende udstillinger. Billederne er placeret på specialdesignede hylder, som Laust Nørgaard selv har lavet og monteret. På hylderne ses bl.a. fotokunst af Anton Corbijn, Henrik Saxgren og Thomas Grøndahl samt billeder af Kathrine Ærtebjerg og Claus Rohland Jørgensen.

© Lars Kaslov

Lejlighedens smukke og meget karakteristiske ovale døre er nænsomt renoveret. Parrets garderobe har de selv designet og udført. Skabene på hver side af døren ud til gallerigangen er lavet ved hjælp af sprøjtemalede hulplader, der er monteret i en skinne, som løber tværs over hele rummet. Skal der hentes noget fra de øverste hylder i skabene, bruges stigen, der står parkeret ved siden af.