Living in a box – udnyt alle kvadratmeter
Hos arkitekt Morten Rask Madsen genbruges alle kvadratmeter flere gange takket være multifunktionelle møbler og nicher, der giver liv til boligens store flader.
Af
Andelslejligheden ligger i en ejendom fra 1920 med Øresund i forhaven.
Multifunktionel tilgang frem for minimalistisk
Vi flytter måske aldrig herfra, så vi må finde løsninger på, hvordan en familie på fem kan bo bedst på 120 m2, tænkte arkitekt Morten Rask Madsen, da han og Christine Rosager i 2004 fik muligheden for at flytte med deres tre børn til en lejlighed i Hellerup klos op ad Øresund. Løsningen blev hjemme-designet, multifunktionelt inventar, hvor rumstore møbler dannede lejlig-hedens nye vægge. Selv om familien kom fra en 2-værelses i København og fik mere plads, var de godt klar over, at de relativt få, nyerhvervede kvadratmeter skulle udnyttes optimalt. I stedet for at bygge vægge op og lave værelse til hvert barn, få separat soveværelse og så ellers indrette sig minimalistisk for at få luft mellem møblerne, gik Morten Rask Madsen helt anderledes til værks. Vægge blev fjernet for at få større rum, og møbler, der fylder fra gulv til loft med store flader, blev sat op.
Se flere ombyggede lejligheder hos Danske BoligArkitekter
Udnyt alle kroge og sprækker
– Ved at lade møblerne spænde fra gulv til loft føler man ikke, at de fylder i rummet. De store møbelflader får rummene til at virke større, og fladerne skaber ro, fortæller Morten Rask Madsen. De store flader står dog aldrig alene. Møblerne har med Mortens egne ord sprækker i form af skuffer, hulrum, udtræk, indtræk og nicher, der udfylder en pladsoptimerende funktion og skaber oplevelser, når de kommer i brug.
– Sprækker er vigtige. Uden sprækker vil du ikke kunne bestige bjerge. Sprækken og nichen er det rum, hvor vi kan klemme os ind og fylde ud med vores krop. Er rummet fyldt med glatte flader eller elementer, som er større end én selv, virker det imponerende, men det får os også til at føle os utrygge og søge efter en niche at krybe ind i. Er rummet kun nicher, bliver det en hule, og på et tidspunkt får du iltmangel, forklarer Morten Rask Madsen. Han tilføjer, at sprækker og nicher i møblerne ud over at skabe sidde- og liggekroge også er her, at alle dine personlige genstande og historier fra fortiden kan placeres.

Morten Rask Madsen er medejer af Zoom Arkitekter, hvor én af kernekompetencerne er arkitektur med bæredygtige løsninger, som også praktiseres i privaten.
Omgiv dig med ting, som har en historie
– Personlighed i indretningen er alt. Personligheden er det filter, som du forstår verden igennem. Hvis vi glemmer, hvem vi er, så er der ingen historie og ingen forskelle. Så bliver alt ligegyldigt. Her i lejligheden omgiver vi os med ting, der har historie. Det gør livet mere tredimensionelt, siger Morten Rask Madsen. For tolv år siden stiftede han med en kompagnon tegnestuen Zoom Arkitekter, der renoverer boliger med fokus på bæredygtighed.
– Vi forsøger at skabe løsninger, der giver mere, end de tager. Når vi løser ét problem, vil vi gerne skabe flere værdier, og ved at genanvende byggematerialer at skabe værdi af det værdiløse, siger han. Den grønne tankegang går igen i privaten, hvor netop dét at bo en større familie på relativt lidt plads tvinger dem til at genanvende kvadratmeterne optimalt.
Se flere arkitekttegnede ombygninger her
Vigtigheden af fleksible møbler
– Ambitionen var fra begyndelsen at indrette os, så her ikke føles trangt, men tværtimod at rummene virker større, end de reelt er, forklarer Morten Rask Madsen. Løsningen kom til udtryk i form af de hjemmedesignede møbler, der er bygget ind i hvert rum og har flere funktioner. Præcis som på en båd. Den ene sofa kan trækkes ud og blive til en dobbeltseng. Den anden sofa er bygget så høj, at du kan nyde udsigten over vandet, selv om du sidder ned. Samtidig er sofaens fundament en kommode klunset til storskrald med plads til en del opbevaring. Arbejdsbordet i det ene værelse kan ændre rummets funktion gennem døgnet. Møblet indeholder flere arbejdsstationer, kan omdannes til et spisebord, til en sofa og omdannes hver nat til soveværelse med dobbeltseng. To møbler i børneværelset danner sovehemse, men samtidig en niche til hvert barn, så der er tre små værelser i rummet. Møblernes flader er indrettet med reoler, klatrevæg og skrivetavle.
– Vi bor simpelthen i vores møbler, og med tiden bygger vi mere på det enkelte møbel, så det løbende raffineres og dermed også bliver mere personligt. Møblerne er som mindre kroge i lejligheden, hvor vi hver især kan søge hen. Havde vi som traditionelt blot ét spisebord og ét sofaarrangement at søge mod alle fem, ville her føles trangt, siger Morten Rask Madsen. Fleksibiliteten i mange af møblerne gør også, at hvert rum jævnligt forandrer udtryk.
– Møblet indgår som fast del i flere hverdagsritualer. Det er som flere af vores andre møbler ikke blot smeltet sammen med boligen, men også med os.

Køkkenet er et værksted fyldt med smukke redskaber. Det inspirerer til madlavning og skaber en god stemning. Ideen til de hængende gryder og pander udsprang af, at Morten ville få den grimme emhætte til at forsvinde. Det blev til en stålramme lavet af en smed. Rammen er dimensioneret, så den smelter sammen med emhætten, integrerer arbejds-belysning og giver overblik over de mange gryder, pander og redskaber, familien ofte bruger.

Orangeriet kalder familien det lille rum, som engang var en åben balkon. Rummet fungerer som drengeværelse. En madras er bygget ind i niveau med vinduet, så udsigten til det store Øresund får værelset til at virke større. Et skrivebord beklædt med søkort over Øresund kan klappes ned, og plateauet kan trækkes ud og fungere som seng. Over hovedet svæver et hav af reoler.

Der er mange møbler i stuen ud fra den filosofi, at et rum virker større, hvis der er mange sprækker og kroge at trække sig tilbage i. Især hvis der bor flere mennesker i boligen. Reolerne fra Atbo er sammen med skydedøren, og den grønne sofa tænkt som en mosaik, der bryder den store væg- og hjørneflade dynamisk op. Glasfiberstolen er designet af Eames, mens sofabordet er fra Stilleben. Billedet på den blå hylde er tegnet af sønnen Albert Rask Rosager.

Stuens hvide sofa er lavet af en kommode fundet i storskrald og en gammel Ikea-reol, der er skilt ad og sat sammen på en ny måde. Sofaen er så høj, at du kan sidde og kigge ud af vinduet på havet. Kommodeskufferne er beklædt med japansk papir, mens madras og puder er skåret på mål i koldskum og er betrukket med hjemmesyet betræk. Over sofaen hænger billeder lavet af den ældste søn, Albert Rask Rosager, og blikdyr hentet hjem fra rejse i Afrika.

Fem i én kunne være titlen på Mortens hjemmetegnede multimøbel, der optager det meste af pladsen i et af lejlighedens rum. Møblet er både en lille arbejdspult, et stort arbejdsbord, et spisebord, en dobbeltseng og en sofa.

Multimøblet er lavet af birkefinér med flader i rød laminat og bygget af møbelsnedker Lars Bille Christensen. Der er et utal af sprækker og lag i Mortens multimøbel med hver sin funktion og oplevelse indlagt. Tæpperne i lejligheden er hentet hjem fra ferier i Marokko, Jordan og Syrien.

Radiatorskjuleren er tegnet og snedkereret efter forlæg fra lejlighedens andre og originale skjulere. Akrylkassen på siden huser læsebriller, fordi skjuleren fungerer som en slags natbord, når Kube-møblet er slået ud som Morten og Chistines soveværelse. Gyngestolen er af Eames.

Da de tre børn var mindre, delte de ét værelse, der blev delt op med en sovehems i hver side. Under hemsene er der lavet nicher med forskellige funktioner for på den måde at skabe flere rum i rummet.

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter. Gå på opdagelse blandt de flere hundrede projekter, der alle er beskrevet, ved at gå ind på danskeboligarkitekter.dk. Danske BoligArkitekter er en ordning med flere end 100 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring fra byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger eller kan dokumentere en tilsvarende viden. Alle medlemmer har dækning gennem Danske BoligArkitekters særlige ansvarsforsikring, der også dækker rådgiveransvar, selvom arkitekten lukker sin virksomhed.