Kig ind i en moderne lejlighed i den gamle betonkonstruktion fra 50'erne

Menneskeligt nærvær spirer i Torpedohallen

Den gamle betonkonstruktion fra 1954 blev i gamle dage brugt til at reparere flådens torpedobåde. I dag danner den rammen om 67 boliger, som byder lyset, vandet og naturen velkommen og skaber rum for menneskelige møder.

Her kan tankerne flyde

– Det er en favnende lejlighed, som lukker lyset ind gennem sine store vinduer, og som med sin katedrale rumlighed giver mulighed for at ånde og lade tankerne flyve.

Sådan beskriver Mette Hartlev, professor i sundhedsret, og hendes mand, Morten Kjærum, direktør for Raoul Wallenberg Instituttet for Menneskerettigheder, deres hjem i Torpedohallen.

De flyttede til lejligheden fra et byggeforeningshus i Komponistkvarteret på Østerbro. De havde egentlig troet, at de ville blive boende i huset på Østerbro resten af livet, men da begge børn var flyttet, og Morten igennem syv år boede i Wien, hvor han arbejdede, stod det klart, at huset ikke længere passede dem.

Det, der havde været et fantastisk hjem for en lille familie på fire, var, som parret fortæller, reduceret til en fysisk konstruktion, som gav læ og varme, men ikke havde hjemmets kvaliteter.

Et godt naboskab

I Torpedohallen fandt parret en fornyet glæde ved deres hjem. Her blev alle kvadratmeter taget i brug, og nye sociale relationer spirede frem fra møder på alt fra parkeringsdækket til gangbroen uden for huset. Den gamle betonkonstruktion fra 1954, som tidligere blev brugt til at reparere flådens torpedobåde, var nemlig efter Vandkunstens indgriben blevet til 67 boliger med fællesarealer, indrettet på en måde, som skabte rum for menneskelig interaktion.

– Den luftige struktur gør, at man naturligt kan se og hilse på sine naboer. Det er et dejligt sted at bo, hvis man gerne både vil være sig selv og have et tæt forhold til sine naboer. Man kan ordne plantekasser, lave bar på broen og mødes til en snak om dit og dat, siger parret, som også fortæller, hvordan der i bygningen både findes et kajaklav, et bådelav og et saunalav. Især saunaen, som ildsjæle i bygningen selv har taget initiativ til at få opført, har skabt relationer på tværs af de individuelle hjem.

– Det, som ultimativt har været den største samlende kraft, imens vi har boet her, det har været saunaen. Pludselig sidder man der i det rene ingenting og møder folk, som bor nede i den anden ende af bygningen, som man måske ikke lige ser til daglig. Det har bragt os i kontakt med alle dele af bygningen, siger Mette, og Morten supplerer:

– Alle er så glade af alle de endorfiner, som bliver løsgivet af det kolde vand, og der er sådan en god stemning. Der er kommet mange gode venskaber ud af den sauna.

"Her er rigtig rart at være"

Foruden de nye venskaber er naturens nærhed også et element i den genfundne livsglæde.

– Vandet og himlen er lige udenfor. Gøgens kukken eller ændernes plasken i husets indre kan vække én om foråret, og Holmen er fyldt med klondikeagtig natur, som er ideelt til løbeture, en gåtur med venner og til leg med børnebørnene, fortæller de begge.

I Torpedohallen synes Mette og Morten at have fundet det hele: Der er masser af social interaktion, naturen er helt tæt på, og så har bygningen sjæl og historie, som giver bygningen en særlig karakter.

– Det er sjovt, hvad arkitektur kan gøre for ens velbefindende. Vi havde en lejlighed i Wien, hvor alle, som kom ind, altid sagde: Ah, her er rart at være. Engang gik vi så rundt i den østrigske kunstner Hundertwassers museum i Wien. Her var der masser af farver, former og ingen lige linjer. Pludselig sagde vi til hinanden: Kan du mærke, at det er samme
fornemmelse som i lejligheden? I lejligheden i Wien var der forskellige plateauer, hjørner, kroge og et lille tårn. Vi blev enige om, at den gode rumfornemmelse kom af, at de lige linjer blev brudt. Her i lejligheden er der også forskellige plateauer, en åbenhed og en skævhed, og man har bare den der fornemmelse af, at her er rigtig rart at være, siger parret.