I kunstens tegn

Rød er den fremherskende farve i billedkunstner Susanne Aamunds ellers hvide og næsten æteriske taglejlighed i indre København.

© Kira Brandt

Der er noget æterisk og nærmest zenagtigt over Susanne Aamunds 177 m² store taglejlighed i København, som hun deler med sin mand, professor Henrik Kehlet. Her er hvide vægge, hvide lofter og hvide gulve. For hvidt reflekterer lys og giver ro - to ting, der er vigtige for Susanne Aamund, når hun maler.

Parret har netop fået køkkengulvet malet for anden gang siden indflytningen i efteråret 2010. Så her dufter atter kraftigt af oliemaling fra både gulv og Susanne Aamunds seneste maleri, der stråler på sit staffeli i det kombinerede atelier og køkkenalrum.

Maleriet er rødt, nærmest knaldrødt, og hvis der er én anden farve end hvid, som springer i øjnene i lejligheden, er det rød. Her er røde malerier, røde puder, rødt tilbehør og røde blomster.

© Kira Brandt

Susanne Aamund har malet hele livet - ganske enkelt, fordi hun ikke har kunnet lade være. Passionen førte hende på Kunsthåndværkerskolen i København i 1961, men først efter skilsmissen fra Asger Aamund i begyndelsen af 80’erne blev kunsten hendes levevej. Værkerne tæller både litografier, skulpturer og især oliemalerier på lærred, som har kunnet ses på en lang række udstillinger både i Danmark og i udlandet.

© Kira Brandt

Over sofaen hænger en række malerier med særlig betydning for Susanne Aamund og hendes mand, Henrik Kehlet, der begge samlede på gamle rammer, da de mødte hinanden. I centrum af billedvæggen hænger en stor Knud Odde-litografi i en ramme fra Brock Rammer i København. Den grå Eilersen-sofa er købt til lejligheden og gør Poul Kjærholms patinerede PK22-stole selskab i stuen. Det kinesiske sofabord er fra Green Square, og lysestagen er et antikt loppefund.

© Kira Brandt

Entrégulvet er som resten af lejlighedens gulve malet hvidt og danner smuk baggrund for et gammelt kelimtæppe, der lyser op som en rød farvestribe på et hvidt lærred. Tæppet matcher perfekt Susanne Aamunds egne malerier på væggen bagved.

© Kira Brandt

For at skabe godt lys i køkken-alrummet er væggene revet ned, og køkken og badeværelse har byttet plads. Det nye køkken er fra Multiform. Elipsebordet er blevet sprøjtelakeret i Susanne Aamunds foretrukne farve, rødbrun. Stolene er fra antikforretningen Vejrhanen i København. Bakken bag kogepladen stammer fra Susanne Aamunds barndom i Tyrkiet.

© Kira Brandt

En futonbriks har fået plads i et hjørne af det kombinerede atelier og køkken-alrum, hvor gæster kan slænge sig, og børnebørnene kan overnatte, når de er på besøg. Over briksen hænger et maleri fra Susanne Aamunds mere erotiske periode. Det gamle tebord er fra Damaskus og er endnu et fund fra Susannes Aamunds mange udenlandsrejser.

© Kira Brandt

Lejlighedens soveværelse er placeret i det gamle herreværelse. Det lyse sengetæppe er syet i Damaskus af to hamamhåndklæder i en blanding af silke og bomuld. Over sengen hænger en ikon med en sort Jesus-figur, som Susanne Aamund har købt på en rejse til Mexico.

© Kira Brandt

Den foretrukne læsestol i stål og læder fra Eilersen står i stuen, også kaldet musikværelset. Lejlighedens enkle, hvide rum præges af Susanne Aamunds forkærlighed for buddhaer og Østens filosofi. Det lille kinesiske bord er fra Green Square.