Hvordan får vi plads til et ekstra værelse i vores lejlighed?

Mette og familien har brug for råd, så deres 76 m2 store lejlighed fungerer til en familie på fire. Få indretningsekspertens bedste bud her.

Kære Lone,

Vi har brug for råd, så vi kan få vores 76 m2 store lejlighed til at fungere til en familie på fire.

Som så mange andre, har vi svært ved at finde (og få råd til) den perfekte lejlighed med den perfekte beliggenhed i København. Derfor har vi besluttet at vi bliver boende et par år mere i vores lille lejlighed.

Vores største udfordring med lejligheden er at vi mangler et børneværelse. Indtil nu har vores to drenge sovet sammen med os i køjeseng i soveværelset, men nu er der brug for, at de får deres eget (dele)værelse. Vi tænker, at vi vil sætte en væg op i stuen, som oprindeligt er to stuer en suite. Vi er dog bekymrede for, hvordan vi både får plads til spisebord, sofa mm. i den reducerede stue.

Derudover er vi trætte af at rummene er så opdelte og mangler sammenhæng i lejligheden. Vi har overvejet, om man kunne lægge noget af den (bærende) væg ned mellem stue og gang, så man kunne udnytte de dyrebare m2 i gangen bedre, og så der blev mere åbenhed mellem køkken og stue.

Det ville være fantastisk med et par kompetente øjne, der måske kan se helt andre løsninger, end vi kan. Samtidigt er det selvfølgelig en løsning, som skal kunne fungere et par år, så det er også en afvejning, hvor stort et projekt, vi vil kaste os ud i.

Bedste hilsner Mette

Kære Mette,

Det kan gøre indretningen i et rum endnu sværere, hvis man eliminerer de gode møblerbare hjørner, så I jeres tilfælde, vil det ikke være en god idé at vælte mur imellem stue og entré. Samtidig ville I jo også lukke op til toiletdøren og det får I heller ikke noget godt ud af, med spisebordet placeret lige overfor.

Jeg vil foreslå at I sætter en væg op i stuen med indvendigt mål i det nye værelse på 200 cm og med en skydedør placeret helt ude ved facaden, så I får glæde af dagslyset på tværs af rummene men også,- og det er det vigtigste, - får en lang ubrudt væg i stuen, hvor I kan placere jeres tv og spisebordet.

Der bliver ikke megen plads i stuen, så det er vigtigt at I tænker i enkelhed og ”smalt design” til jeres møbler. Sofadybde max 85 cm og måske en bænk opad væggen til et spisebord på omkring 80 cm i bredde.

I ved jo at der kommer en flytning på et tidspunkt, når børnene vokser fra deleværelset, så sørg for at skillevæggen laves så nænsomt som muligt i forhold til loft, stuk og gulve, så det er nemt at reetablere det store rum igen ved salg.

Bedste hilsener Lone