Kom inden for hos fire kunstelskere

Kunst kan drage, inspirere og sætte gang i tankevirksomhed og følelser. Vi har besøgt fire kunstelskere; en kunsthandler, en kunstsamler, en kunstmægler og en kulturjournalist for at se, hvordan de bruger kunst i deres private hjem.

Art advisor Susanne Højriis

© Claus Troelsgaard

Susanne Højriis er art advisor og arbejder både nationalt og internationalt. Hun bor sammen med sin mand, Ulrik Højriis, på en fire-længet stråtækt gård i Nordsjælland.

### "Et liv uden kunst er som et liv uden erotik og kærlighed" – Når man arbejder professionelt med kunst, får man mange fristelser, men jeg har det heldigvis sådan, at jeg ikke behøver at eje alt, hvad jeg ser. Personligt bliver jeg lige så glad, når mine kunder kan lide mine forslag, og af de valg, de træffer på baggrund af dem. – Jeg køber selv, når jeg simpelthen ikke kan lade være. Når det er sagt, er jeg altid i en proces, hvor jeg løbende sælger fra og opdaterer. De ting, jeg vælger, skal gøre indtryk og have en kvalitet efter mine begreber, samt tjene som daglig inspiration. Og her er jeg især glad for papirarbejder. – Der var engang én, der sagde, at et liv uden kunst er som et liv uden erotik og kærlighed – det bliver følelsesløst. Det er jeg 100% enig i. Kunsten hos os er derfor erhvervet gennem et langt liv. Enkelte værker har jeg arvet og beholdt, fordi de er en del af min historie, andre er kommet til gennem årene, men fælles for dem er, at de har en historie i forhold til, hvor de er købt eller i forbindelse med en eller anden oplevelse. Tilsammen viser de min nysgerrighed og glæde ved at opleve og leve med kunst. Jeg ville aldrig indrette mig og bo med det lette og omkostningsfri dekorationsmaleri. – Når jeg hænger kunst op, tager jeg grundlæggende udgangspunkt i det æstetiske og i forskelligheden og den oplevelse, det giver. Hænger man for meget op af det samme, kan man lige så godt tapetsere. Derudover har jeg altid hængt lidt provokerende kunst på gæstetoilettet, så der er noget at tænke over og tale om bagefter. Lige nu hænger der et foto af Jakob Hunosøe, af en mand der ”går på vandet” i et badekar, samt en Michael Kvium-radering fra 1986, Kvindebillede II, der kan virke stærkt på nogle mennesker, og som flere har stillet spørgsmål til efterfølgende.

Kulturjournalist Adrian Hughes

© Claus Troelsgaard

Adrian Hughes er vært på DR K’s Kunstquiz, Historiequizzen og KulturRådet og bor sammen med sin mand, Verner Kristiansen, i en lejlighed på Nørrebro. De bruger kunsten som en fælles hukommelse om sjove, dejlige eller udfordrende stunder i deres liv. ### Stor kærlighed for det visuelle
– Det visuelle fylder i alt, hvad jeg laver. Billeder har altid fascineret mig, og jeg er bedre til at se på dem end at læse en tekst. Første gang, virkningen af kunst gik op for mig, var på en Arne Haugen Sørensen-udstilling hos Asbæk. Herefter drømte jeg om at bo i et tårn på Israels Plads med et stort hvidt flygel omgivet af Arne Haugen Sørensen-malerier. Den drøm har jeg stadigvæk, men nu må der også gerne være andre malerier. For der sker det, når man begynder at interessere sig for kunst, at man kommer ind i en verden, som man ikke kan undgå at blive sygeligt optaget af, ligesom den appellerer til ens samlergen. Derfor bruger jeg mere og mere af min disponible indkomst på kunst. – Kunst handler for mig om at gå i dialog med en kunstner, som qua sin kunst kan give en et personligt udtryk. For at bo med kunst betyder, at man bor som ingen andre, da der med malerier kun findes et af værkerne. Hvis kunstneren vil noget med sin kunst, og det er et projekt, som man synes er interessant, fortsætter dialogen for evigt. Det forklarer også, hvorfor vi til stadighed ser på værker af Diego Velásquez og Leonardo da Vinci. Det er den fornemmelse, jeg søger at finde, når jeg køber kunst, selvom det ikke er i samme liga. – Farver har stor betydning for, hvordan jeg trives, og derfor bor vi ekstrovert og voldsomt på et niveau, hvor folk, der kommer på besøg, synes, at vi har kastet farver på med en skovl. Kunstkøb rummer derfor altid et dilemma for os, fordi vi skal være enige om værket. Vi køber dog aldrig ud af det blå, men har altid forinden holdt øje med kunstnerens udvikling og placering i kunstverdenen. Samtidig ser vi så meget kunst som muligt for at sammenligne. – At købe et værk handler også om, hvorvidt man vil blive en del af en kunstners fanskare, som man automatisk bliver. Derfor er det en lige så følsom og stor beslutning at skille sig af med et værk som at købe det. Målet, når vi køber et værk, er, at vi vil bo 20-40 år med det. Motiverne er altid personlige, forstået på den måde, at værket skal sige os noget, og vi skal finde klangbund i det, ligesom vi skal kunne knytte vores egen historie til det. Vi går ikke op i, hvad der er sidste skrig fra Paris, eller om det er en god investering. Af samme årsag bliver størstedelen af vores kunst kun mindre værd med tiden.

Kunstssamleren Samira Kudsk

© Claus Troelsgaard

Samira Kudsk har gennem mange år arbejdet med PR for designvirksomheder som bl.a. Georg Jensen. I dag ejer hun sit eget PR-bureau, hvor hun arbejder med en række danske og internationale design- og livsstilsbrands. Hendes kontor og showroom ligger centralt på Frederiksberg, og oven over det bor familien, der, ud over Samira, består af Søren, der har det litografiske værksted Hostrup, Pedersen & Johansen, Karlo på 8 år og Olivia på 6 år. ### Farverig kunstvæg med moderne og humoristisk kunst
– Vores indretning er enkel, klassisk og minimalistisk med neutrale toner, hvor den farverige kunstvæg larmer og sparker lidt til det hele. Det meste af vores kunst er moderne og har humoristiske temaer. På den måde bruger vi kunsten til at give vores hjem kant, fordi værkerne har et visuelt stærkt udtryk, som bliver forstærket af, at de er samlet, hvilket også betyder, at man ikke kan undgå at tage stilling til dem. – Vi går ikke op i, om folk kan lide vores kunst, men synes altid, at det er sjovt at høre, hvor forskelligt folk kommenterer og fortolker værkerne. Derfor er vores kunstvæg også altid et godt omdrejningspunkt for samtale med vores gæster. – Ud over at vi begge går op i kunst, er kunsten hos os også præget af, at min kæreste driver et litografisk værksted, hvor han arbejder med en masse kunstnere, som vi også kender privat. Kunstvæggen er bygget op over 20 år, og hvert eneste værk gemmer på en sjov historie. Derfor har alle billederne stor betydning, fordi der er mange personlige bekendtskaber og anekdoter knyttet til dem. – Vores væg er en tydelig fortælling om, at vi er kunstinteresserede og har mod til at indrette os med ting, som er lidt på kanten. Billederne er også udtryk for, at jeg elsker at omgive mig med og arbejde med kreative mennesker. Samtidig har vi også i vores ophængning taget højde for, at billedvæggen skal være én stor oplevelse at gå på opdagelse i, så andre også kan blive inspireret.

Kunsthandleren Tom Christoffersen

© Claus Troelsgaard

Tom Christoffersen er gallerist med galleri i eget navn, hvor han repræsenterer både danske og udenlandske kunstnere. Han bor i en lejlighed på 150 m2 i København med sin kone, Lone Bøgelund Christoffersen, der også er medejer af galleriet. ### Hjem med internationalt og nationalt kunst
– Kunst køber jeg, fordi det er afsindig smukt i mit hjem, og fordi det fortæller mig nogle fantastiske historier. Og så er der malerier, der sparker mig i nosserne hver morgen. Som gallerist køber jeg primært værker af galleriets kunstnere, og så holder jeg øje med internationale og nationale auktioner. Det, jeg altid er på udkig efter, er den gode historie og kvalitet, men først og fremmest skal kunst udfordre mig, og give mig lyst til videre fordybelse og undersøgelse af indholdet og historien om kunstneren, samt hvad de vil med billedet. Jeg kunne ikke forestille mig et hjem uden kunst, eller et liv og en hverdag uden de historier, kunsten fortæller. – Min kunstsamling afspejler, at jeg er dybt optaget af Mellemøsten og elsker området. At jeg interesserer mig for at se over skulderen på den kunst, som har noget historie. Men mit hjerte banker stærkest for Gudrun Hasle og den nye kunst, som jeg repræsenterer og viser frem på galleriet. Hver dag ser jeg på hendes værk, hvorpå der står ”Jeg vil garne blive lyklig” (Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette handicap aktivt i sin kunst, red.) – som er et af tyve labels, hun satte på sit tøj. Værket, som for længst er udsolgt, betyder meget for mig, for hvem drømmer ikke om at blive lykkelig en dag? Når jeg ser på det værk jeg har af Franciska Clausen, som hun lavede i 1929 i Paris som en kommentar til Mondrian, tænker jeg på, hvordan hun kom hjem til Danmark, hvor kunstkredsene ikke kunne se hendes kvalitet, og vi mistede en verdensklassekunstner. – Jeg har også et Per Kirkeby-billede, hvor han er totalt optaget af popkunsten, og med det tænker jeg på, hvor god den unge og begavede maler var i 1964, og på, hvordan ungdommen suger nye retninger til sig. I min samling har jeg også en lille gouache (maleteknik, hvor der anvendes vandfarver, red.) af Jens Adolf Jerichau, en af Per Kirkebys helte, og jeg tænker altid på, at han udførte værket to år inden, at han skød sig selv i en baggård i Paris grundet ulykkelig kærlighed, 26 år gammel. For mig er dét nogle interessante historier i værkerne. Når jeg hænger dem op, må de derfor gerne tale med hinanden både indholdsmæssigt og æstetisk.

Relaterede Artikler