
Der findes ikke ét tilfældigt objekt hos Rebecca – heller ikke de 4-5 farver, der er valgt til hvert rum
Boligen er både lys og hjemlig – her kan du nemt finde inspiration til dit eget hjem. I galleristen Rebecca Wernbergs nordsjællandske villa er hvert et objekt valgt med omhu, fordi de fortæller en historie.
AfGennemtænkte æstetiske detaljer, der harmonerer med det funktionelle. Hjemme hos Rebecca Wernberg går alt op i en højere enhed.
Her bliver det umulige muligt, fordi hun tænker over hvad hvert møbel, stykke stuk, radiatorskjuler, dør og farve skal bruges til. Og hvordan alt kan passe med hinanden.
På den måde virker alt som harmonisk parløb i hendes 247 m² store villa i Nordsjælland, hvor hun bor med sin mand, Peter, og deres tre børn. Eller som et parallelløb, da hun altid sørger for at have 4-5 farver i et rum. For det er i det samspil, at der sker en form for balance – noget mere.
Rebecca er uddannet arkitekt og har arbejdet med store ombygnings- og indretningsprojekter i London, og efterfølgende i Slots- og Kulturstyrelsen med restaurerings- og indretningsprojekter på danske slotte og kulturbygninger.
På den måde har hun vekslet mellem at have sine fingre i eksklusiv boligindretning og at føre gamle bygninger og deres stemninger tilbage til det oprindelige.
Armaturet er en Nordic Square Quooker, og den hvide lampe er designet af Erik Gunnar Asplund.
I opholdstuen fornemmer man også Rebeccas faible for godt design med en lædersofa designet af Kaare Klint fra Rud Rasmussen, et sofabord fra V Møbler, Spøttrup i Riopalisander, der er sat sammen med Poul Kjærholms PK91-foldetaburet fra Kold Christensen. Krystallysekronen, der skaber referencer til husets tidlige liv, er sammen med glasvaserne fundet i Paris.
Trappen, der forbinder husets 3 etager, er malet mørk, så den er et markant arkitektonisk element, der snor sig gennem huset. Stolen er en sjælden Hans J. Wegner-kontorstol fra Planmøbler.
Lys luksus med historiske detaljer kendetegner stilen i badeværelset, hvor badekarret er fra Aquadomo og taburetten er designet af Vilhelm Lauritzen.
En bred trappe er både en æstetisk flot og praktisk udgang fra køkkenet, da den også kan bruges som siddeplads. Rebecca indretter også haver, hvor hun bruger sit virke som arkitekt til at skabe rum. I forhold til solens gang og haverummets funktion bruger hun træer og planter til at iscenesætte oplevelsen. Ved køkkenet danner grønne planter rammen om spisepladsen med den indbyggede loungesofa. Om aftenen oplyses planterne af indirekte spots, og man får derfor fornøjelse af at opleve det grønne rum.
Det grønne havesæt fra et svensk loppemarked blender ind under en pergola.