Se hjemmet, der forener italiensk rationalisme med afrikansk design
I dette hjem ved Comosøen møder hvide overflader store mængder af palisandertræ, hvilket har givet hjemmet et præg af 60'er modernisme. Se det flotte resultat her.
Af
Familiens yngste medlem, Caterina, skubber en fleksibel væg i valnøddetræ, der kan skærme mellem køkkenet og stuen.
Comosøen
Comosøens vestlige bred har i årtier været et foretrukket feriested for velhavende italienske familier – her finder man elegante villaer og frodige og eksotiske haver. Det er også her, familien Samios hjem ligger – et modernistisk hus indlejret i den omkringliggende natur.
Som to arme, der strækker sig ud for at byde velkommen med et kram, åbnes porten, der via en indkørsel beklædt med småsten og flankeret af rosenbuske og en have fyldt med duftende middelhavsurter leder op til huset. Her bor entreprenør Max Samio og kommunikationsekspert Vera Samio med deres tre børn.

Stuen set fra køkkenet. Trappen derned er lavet i græsk Tasso-marmor, og gulvet er støbt i elfenbensfarvet beton. Flere af møblerne i stuen er vintage, bl.a. den grønne, italienske sofa og det rektangulære sofabord og de to stole, som alle har skandinavisk ophav. Skamlen er Sori Yanagis Butterfly Stool for Vitra, og skulpturerne er fra Afrika.

Den grønne sofa bugter sig frit og matcher det grønne landskab udenfor. De store gulv til loft-vinduespartier skaber en øjeblikkelig forbindelse til den frodige have. Trolleyen Cubovo med glastop og på hjul er designet af Bruno Munari.

Marmoret fra trappen løber også hele vejen langs den ene væg som en slags indbygget bænk. Herpå står en samling af håndlavede vaser og krukker fra Elfenbenskysten.
Kompromiset der skabte kunst
Tanker og drømme om familiens hjem var længe undervejs. Max og Vera skulle først forene deres respektive ønsker: Hans var træbeklædte vægge, der mindede ham om hans bedsteforældres 60’er hus, der altid var fyldt med gæster og fester. Hendes var store, hvide rum fyldt med naturligt lys.
Man kan sige, at de er mødtes på midten, for hjemmet balancerer harmonisk de hvide overflader, der bliver blødt op af store mængder palisandertræ på vægge, gulve og i loftet. Arkitekturen – det flade tag, U-formen og de indbyggede niveauer i grundplanen – er stærkt inspireret af John Lautners Schaffer House i Californien fra 1949, af rationalismen og bevægelsens lokale Como-arkitekter Giuseppe Terragni og Ico Parisi.

Familien Samio: Max, Vera og børnene Maria Magdalena, Michelangelo og Caterina.

Den skrånende grund er årsagen til, at huset er bygget i flere niveauer, og der findes små kroge overalt – ude som inde.

Der er biblioteket for Bellavista. Det ligger nogle få trin nede fra stuen, og væggene er beklædt med speciallavede reoler fra gulv til loft. Lænestolen er Gio Pontis 829, betrukket med originalstof fra Rubelli. Gulvlampen er vintage.
Et hus i forskellige niveauer
Grundens naturlige skrånen er årsagen til, at det var nødvendigt at bygge huset i forskellige niveauer og i to bygninger, forskudt for hinanden. Derfor er hjemmet også indrettet i afdelinger: På nederste niveau i den ene bygning finder man en spa-afdeling med sauna og et fritstående marmorbadekar, et legerum, en hjemmebiograf og vaskerum.
På grundplanen ovenover findes der gæsteværelser, garderobe og et stort kombineret køkken og spisestue, og et par trin ned strækker en stor stue sig ud med udsigt over haven.
Den anden bygning indeholder alle de private rum: en stor master suite, der består af Max og Veras soveværelse med dertilhørende badeværelse og påklædningsrum, og tre børneværelser plus et badeværelse mere. Forældre- og børneafdelingen bliver forbundet af et bibliotek med kæmpe vinduespartier, der forstærker forbindelsen til haven udenfor.

Masser af luft i den lyse stue, hvor nøje udvalgte vintagemøbler bliver mikset med moderne design. Max Samio har selv designet bogreolen i valnøddetræ og metal. De runde sideborde hedder Liquid og er designet af Draga & Aurel for Baxter og er gaver fra designerne. De blå vaser derpå er fundet i Toscana.

Det træbeklædte loft giver noget varme til det ellers stilrene og minimalistiske køkken. Øen i rustfrit stål er fra Boffi og bryder det hvide look, som resten af køkkenelementerne fra Boffi er i. Alle træobjekter og al keramik er fra Afrika, og værket på væggen hedder Arabesque og er af Pierre Charpin.

Spisepladsen er i direkte forlængelse af køkkenet og udgøres af få, skulpturelle elementer. Det hvide bord er Eero Saarinens klassiske Oval for Knoll. De sorte stole har parret fået designet i Afrika. De hedder Iroko-stole og er håndlavede. Den store glaslysekrone er et ikonisk mesterværk i sig selv: Den er fra 1950’erne, designet af Carlo Scarpa for Venini.
Inspiration fra 60'ernes modernisme
Interiøret bærer i høj grad præg af parrets to største inspirationskilder: deres tidligere hjem og liv på Elfenbenskysten og 60’ernes modernisme. De har bragt møbler, objekter og stammekunst med sig hjem fra Afrika og mikset det med udvalgte designklassikere, vintagemøbler og kunst. Farveskalaen er holdt i hvid, knækket hvid, brun og sort og med få indspark af flaskegrøn og dybblå, der efterligner naturen udenfor.

Det elegante badeværelse er indrettet med et fritstående badekar, hvis farvekombination mimer det mørkegrå marmorgulv og de hvide vægge. Badekarret er fra Devon & Devon, og litografiet er af kunstneren Giuliano Collina.

Store vinduespartier sørger for, at der altid er et fantastisk lys i soveværelset, og at årstiderne er helt tæt på. Ligesom i resten af huset er meget af interiøret her vintage. Glaslysekronen er samme stil som den i køkkenet, designet af Carlo Scarpa for Venini i 1950’erne. Den sort-hvide lænestol er af Guglielmo Ulrich, de små borde er af Ico Parisi, bogreolen er fra 1940’erne, og det koptiske kors er fundet i Etiopien.

Et afslapningshjørne med læderbeklædt chaiselong og sofa, designet af Max Samio.

I soveværelset er der byttet rundt på farverne i forhold til resten af huset, i den forstand at det her er gulvene, der er træbeklædte, og loftet, der er hvidt. Den dybe blå farve på væggene skaber en helt særlig ro. Det smukke sengetæppe er skabt af Elena Carozzi for Somma 1867.