Norm Architects har skabt Gjøvik house, der er indbegrebet af hygge

Ved sø og blandt træer står det smukke minimalistiske hus. Se det her.

arkitektur norge hygge indretning moderne træ facade
© Norm Architects

En time fra Oslo har Norm Architects skabt et hus, der er indbegrebet af hygge. Vi i Norden er glade for hygge, og Gjøvik House er indbegrebet af netop det. Dog ikke på den traditionelle og små-rodede måde, som nogle af os forbinder med hygge ­– tværtimod har de skabt hygge på en moderne og minimalistisk måde.

arkitektur norge hygge indretning moderne udsigt
© Norm Architects

Men hvordan har Norm Architects formået at skabe hygge på moderne vis?

Først og fremmest via beliggenheden: Huset ligger tæt ved Mjøsa, Norges største sø, som giver en fantastisk udsigt. På den anden side af huset finder vi ægte norsk skov, som huset giver sig ud for at være en del af. Beliggenheden gør, at huset er isoleret, og dermed giver plads til, at slappe helt af, hygge sig, og ikke lade noget forstyrre.

arkitektur norge hygge indretning moderne beton træ
© Norm Architects

Gjøvik House er bygget op i klynger – mindre, overlappende firkanter, som skaber et hus med spil i, og mange hyggekroge. Et perfekt sted at nyde den nordiske vinter, i stedet for at flygte fra den.

arkitektur norge hygge indretning moderne vindue vinduer
© Norm Architects

Mange af møblerne er indbygget i huset, og medvirker til at skabe det minimalistiske udtryk indvendig. De glatte gulve og vægge giver også rummene et enkelt og moderne udseende.

arkitektur norge hygge indretning moderne køkken
© Norm Architects

Med store vinduer, som stækker sig fra gulv til loft, udgør køkkenet husets hjerte. Her er god plads til, at familien kan samles og sammen lave mad.

arkitektur norge hygge indretning moderne træ facade
© Norm Architects

Husets facade er i flot træ, som med tiden vil komme til at se mere vejrbidt ud, og dermed falde flot ind i omgivelserne. Meningen er netop, at huset på sigt skal blive en del af naturen.

– "Huset falder smukt ind blandt sine omgivelser. Med dets ydmyge struktur og små kroge, er huset indbegrebet af hygge." – Norm Architects