Parret har en anden stor, rillet vase stående, som også hører til blandt de første køb. Vasen er usædvanlig, fordi den bærer en særlig form for reliefmønster, keramikeren ellers ikke benyttede. Siden har han erhvervet over 50 værker af Gutte Eriksen og nåede også at udvikle et venskab med hende, inden hun døde i 2008.
- Per og jeg nåede at besøge Gutte to gange i hendes hjem og værksted. Ved det sidste besøg var hun holdt op med at lave keramik. Hun var på det tidspunkt i slutningen af 80’erne, og hun solgte heller ikke sine ting. Men jeg fik alligevel lov til at købe en stor gulvkrukke, som hører til hendes største værker.
At være ejer af så omfangsrig en samling kræver, at man holder øje med både auktioner og forhandlere, men det sker også, at Jens får værker tilbudt, før de kommer i handlen, både af private og forhandlere, som kender Jens’ store interesse. Man skal være vågen, som han siger. Og “det gode køb” er ikke nødvendigvis det bedste, det er de enkelte tings niveau, der afgør samlingens kvalitet.
Jens og Per boede tidligere i en lejlighed med stuk og høje træpaneler, men de ville gerne finde en bolig i den nordiske funktionalistiske stil. Det 200 m2 store hus fra 1937 havde været ejet af den samme familie, siden det blev bygget, hvilket betød, at det ikke var ændret væsentligt i sin grundstamme. Til gengæld trængte villaen til en gennemgribende renovering. Af og til bliver der lavet om på indretningen eller ligefrem rummenes funktion. Fx er det ikke så længe siden, at pejsestuen har været indrettet som spisestue. Såvel keramik som møbler bliver ofte flyttet, så tingene indgår i andre sammenhænge, nye tableauer og farvespil opstår. Et af parrets principper er, at man bliver blind overfor ting, hvis de står det samme sted i for lang tid. Skønheden begynder at fade ud - smukke ting har brug for andre smukke ting for at stråle.
At samle ting handler også om at samle på historier. De mest uvurderlige værker i villaen er dem, der var svære at anskaffe - eller som har en helt særlig anekdote tilknyttet. Parret har fx en hvid, firkantet krukke af Christian Poulsen stående på første sal. Den var engang ejet af Finn Juhl. Møbelarkitekten brugte vasen til en af de store udstillinger, som han arrangerede i USA. Finn Juhls første kone fik den med sig, da de blev skilt, men da hun døde, kom den i handlen. Jens så den i en butik uden at kende historien, og senere genså han den i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk fra 1960. Tilfældigheder? Nej, sans for detaljen og det “sprog”, kunstværker taler.
- Så var jeg nødt til at købe den! Historien giver en ekstra dimension.
En anden fantastisk fortælling hører til en stor kumme med trappemønster af Gertrud Vasegaard. Den er helt exceptionel, fordi store arbejder i den kvalitet næsten aldrig kommer til salg, men pludselig dukkede den op hos Bruun-Rasmussen.
- Det er et af hendes absolutte hovedværker. Den blev første gang vist i 1983 på en udstilling sammen med tre andre, men jeg synes selv, at jeg har den bedste, siger Jens - og tilføjer en imponerende fodnote: De to andre blev købt af Designmuseum Danmark og Statens Kunstfond.
Jens lægger ikke skjul på, at det en gang imellem kan være svært at få fingre i det, man allerhelst vil have, for som han siger: “De gode ting kommer sjældent til salg.” Eksempelvis Helen Schous hesteskulptur, som er et forarbejde til hendes hovedværk “Den Jyske Hingst” i Randers. Jens og Per synes begge, det er en fantastisk skulptur, og da den kom på auktion for en del år siden, forsøgte de at købe den, men salget gik over deres maksimumbud. Tre år senere dukkede skulpturen af uvisse årsager op igen i det samme auktionshus, og denne gang lykkedes det parret at få den med hjem.
Mange af samlingens ting stammer fra en bestemt tid omkring 1940’erne og 1950’erne eller er skabt af kunstnere, som grundlagde deres karriere i midten af det forrige århundrede, og det betyder, at indretningen har tydelige referencer til den periode, der kaldes “klassisk modernisme”.
- Vi laver ikke opstillinger alene for den dekorative virknings skyld. I vores hjem finder du fx ikke sjove loppefund, nostalgiske effekter som et rustent blikskilt, en slidt læderkuffert, gamle billedrammer eller blot rene dekorationselementer. Det er heller ikke tilfældigt, at fjernsynet ikke står fremme. Et fjernsyn skæmmer rummet...
Kigger man rundt i parrets bolig, er det Finn Juhls værker, der dominerer, og spørger man Jens, om interessen for Finn Juhls møbler stadig er intakt, svarer han prompte:
- Finn Juhl holder. Hans møbeldesign var enestående, bl.a. på grund af en skulpturel formgivning og en nytænkning af konstruktionen, hvor de bærende dele synligt adskilles fra de bårne elementer. Jeg ville meget gerne have fat i et spisebord, der blev præsenteret på Snedkerlaugets udstilling i 1949 sammen med Egypterstolene, nemlig det såkaldte Judasbord.
Originaliteten spiller en stor rolle for en samler på dette niveau. Nutidens møbler produceres på andre måder nu, end da de oprindeligt blev skabt.
- På en måde er de en slags kopier, næsten ligesom man i slutningen af 1800-tallet fremstillede stilmøbler, der var kopier af tidligere tiders stilarter. Det behøver ikke at være forkert, og jeg har da også selv suppleret med nyfremstillede møbler, fx vores grønne sofa. Men rigtige samlere ved, at det er to helt forskellige ting, siger Jens.
Og for endnu en gang at understrege sin kvalitetssans fortæller han, hvad et fremtidsønske til boligen kunne være:
- Et flygel, så jeg kunne lære min tre-årige søn at spille.