Mesterværk på mesterværk

Her lever den fødte samler, i bogstavelig forstand. En mand, der allerede som 12-årig studerede strukturer på smukt udførte træmøbler og funderede over sammenføjninger. En kunstkenders sind begyndte at forme sig: Hvordan opnår håndværkeren harmonisk helhed? Hvor opsporer man de særlige stykker design før andre samlere? Hvordan identificerer man den første udgave af et værk - dét, som ikke er masseproduceret, det ophøjede og unikke?

Jens’ barndomshjem var indrettet med solide møbler fra FDB. Den slags, som hans forældre købte i 1960’erne, og som definerede efterkrigstidens uhøjtidelige, folkelige indretningsstil. Hans farbror, en højskoleforstander, indrettede sig derimod med kræsne møbler af Hans J. Wegner og Børge Mogensen. Lidt finere snedkerarbejder, lidt mere intellektuelle, og stadig med rene linjer.

Jeg husker tydeligt, at det var rart at komme i disse omgivelser, og min fornemmelse for det enkle formsprog stammer fra min opvækst, siger Jens.

I en tidlig alder begyndte han at låne bøger om kunsthåndværk på biblioteket, og i 7. klasse var han i erhvervspraktik hos en tæppehandler. Drengen åd sig igennem faglitteratur om kinesisk porcelæn og købte sine første porcelænsfigurer som 12-årig. Gradvist blev blikket dog rettet mod Danmark, specielt keramik og møbelkunst fascinerede.

Kombinationen af form og stoflighed, træets overflade, keramikkens glasur, den håndværksmæssige forarbejdning - dét optager mig. I dag i en alder af 42 år har Jens indrettet sig med en af Danmarks største private samlinger af kunsthåndværk med Finn Juhl som omdrejningspunkt. Han bor i en smuk funktionalistisk villa fra 1937 med sin lille søn og ægtefællen Per. Keramik af bl.a. Gertrud Vasegaard, Gutte Eriksen og Christian

Poulsen flankerer møblerne. Disse keramikere hører til den generation, der blev uddannet på den nyetablerede kunsthåndværkerskole i 30’erne og selv stod for hele processen og udførelse af værkerne. Et element, som Jens har et særligt trænet øje for.

Man må gerne kunne se tilblivelsen afspejlet i værket - håndens eller ildens spor. En glasur, som er smeltet og løber ned over krukken og er stoppet et øjeblik, før den løber helt af, forklarer Jens.

Som 23-årig blev han for alvor samler - det skete med fundet af seks Egypterstole designet af Finn Juhl, og de står i dag, mere end 20 år efter, omkring parrets spisebord. De ejer fortrinsvis Finn Juhl-eksemplarer fra sidste halvdel af 1940’erne og starten af 50’erne. De bedste og mest avancerede blev tegnet til og fremstillet af snedkermester Niels Vodder, og en anden vigtig pointe er, at de stammer fra en periode, hvor masseproduktionen ikke foregik endnu. Samme år købte Jens også det første mesterværk af keramikeren Gutte Eriksen, en lille sekskantet vase, og her startede et livslangt kærlighedsforhold til unikating. - Jeg havde lige læst en bog om hende, men aldrig set keramikken i virkeligheden. En aften kom jeg forbi et butiksvindue og så vasen, og selvom man kun lige akkurat kunne ane den gennem vinduet, var jeg overbevist om, at dette var Gutte Eriksens. Dagen efter gik jeg tilbage og købte den.

Parret har en anden stor, rillet vase stående, som også hører til blandt de første køb. Vasen er usædvanlig, fordi den bærer en særlig form for reliefmønster, keramikeren ellers ikke benyttede. Siden har han erhvervet over 50 værker af Gutte Eriksen og nåede også at udvikle et venskab med hende, inden hun døde i 2008. - Per og jeg nåede at besøge Gutte to gange i hendes hjem og værksted. Ved det sidste besøg var hun holdt op med at lave keramik. Hun var på det tidspunkt i slutningen af 80’erne, og hun solgte heller ikke sine ting. Men jeg fik alligevel lov til at købe en stor gulvkrukke, som hører til hendes største værker. At være ejer af så omfangsrig en samling kræver, at man holder øje med både auktioner og forhandlere, men det sker også, at Jens får værker tilbudt, før de kommer i handlen, både af private og forhandlere, som kender Jens’ store interesse. Man skal være vågen, som han siger. Og “det gode køb” er ikke nødvendigvis det bedste, det er de enkelte tings niveau, der afgør samlingens kvalitet. Jens og Per boede tidligere i en lejlighed med stuk og høje træpaneler, men de ville gerne finde en bolig i den nordiske funktionalistiske stil. Det 200 m2 store hus fra 1937 havde været ejet af den samme familie, siden det blev bygget, hvilket betød, at det ikke var ændret væsentligt i sin grundstamme. Til gengæld trængte villaen til en gennemgribende renovering. Af og til bliver der lavet om på indretningen eller ligefrem rummenes funktion. Fx er det ikke så længe siden, at pejsestuen har været indrettet som spisestue. Såvel keramik som møbler bliver ofte flyttet, så tingene indgår i andre sammenhænge, nye tableauer og farvespil opstår. Et af parrets principper er, at man bliver blind overfor ting, hvis de står det samme sted i for lang tid. Skønheden begynder at fade ud - smukke ting har brug for andre smukke ting for at stråle. At samle ting handler også om at samle på historier. De mest uvurderlige værker i villaen er dem, der var svære at anskaffe - eller som har en helt særlig anekdote tilknyttet. Parret har fx en hvid, firkantet krukke af Christian Poulsen stående på første sal. Den var engang ejet af Finn Juhl. Møbelarkitekten brugte vasen til en af de store udstillinger, som han arrangerede i USA. Finn Juhls første kone fik den med sig, da de blev skilt, men da hun døde, kom den i handlen. Jens så den i en butik uden at kende historien, og senere genså han den i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk fra 1960. Tilfældigheder? Nej, sans for detaljen og det “sprog”, kunstværker taler.

- Så var jeg nødt til at købe den! Historien giver en ekstra dimension. En anden fantastisk fortælling hører til en stor kumme med trappemønster af Gertrud Vasegaard. Den er helt exceptionel, fordi store arbejder i den kvalitet næsten aldrig kommer til salg, men pludselig dukkede den op hos Bruun-Rasmussen. - Det er et af hendes absolutte hovedværker. Den blev første gang vist i 1983 på en udstilling sammen med tre andre, men jeg synes selv, at jeg har den bedste, siger Jens - og tilføjer en imponerende fodnote: De to andre blev købt af Designmuseum Danmark og Statens Kunstfond. Jens lægger ikke skjul på, at det en gang imellem kan være svært at få fingre i det, man allerhelst vil have, for som han siger: “De gode ting kommer sjældent til salg.” Eksempelvis Helen Schous hesteskulptur, som er et forarbejde til hendes hovedværk “Den Jyske Hingst” i Randers. Jens og Per synes begge, det er en fantastisk skulptur, og da den kom på auktion for en del år siden, forsøgte de at købe den, men salget gik over deres maksimumbud. Tre år senere dukkede skulpturen af uvisse årsager op igen i det samme auktionshus, og denne gang lykkedes det parret at få den med hjem. Mange af samlingens ting stammer fra en bestemt tid omkring 1940’erne og 1950’erne eller er skabt af kunstnere, som grundlagde deres karriere i midten af det forrige århundrede, og det betyder, at indretningen har tydelige referencer til den periode, der kaldes “klassisk modernisme”.

- Vi laver ikke opstillinger alene for den dekorative virknings skyld. I vores hjem finder du fx ikke sjove loppefund, nostalgiske effekter som et rustent blikskilt, en slidt læderkuffert, gamle billedrammer eller blot rene dekorationselementer. Det er heller ikke tilfældigt, at fjernsynet ikke står fremme. Et fjernsyn skæmmer rummet... Kigger man rundt i parrets bolig, er det Finn Juhls værker, der dominerer, og spørger man Jens, om interessen for Finn Juhls møbler stadig er intakt, svarer han prompte: - Finn Juhl holder. Hans møbeldesign var enestående, bl.a. på grund af en skulpturel formgivning og en nytænkning af konstruktionen, hvor de bærende dele synligt adskilles fra de bårne elementer. Jeg ville meget gerne have fat i et spisebord, der blev præsenteret på Snedkerlaugets udstilling i 1949 sammen med Egypterstolene, nemlig det såkaldte Judasbord. Originaliteten spiller en stor rolle for en samler på dette niveau. Nutidens møbler produceres på andre måder nu, end da de oprindeligt blev skabt. - På en måde er de en slags kopier, næsten ligesom man i slutningen af 1800-tallet fremstillede stilmøbler, der var kopier af tidligere tiders stilarter. Det behøver ikke at være forkert, og jeg har da også selv suppleret med nyfremstillede møbler, fx vores grønne sofa. Men rigtige samlere ved, at det er to helt forskellige ting, siger Jens. Og for endnu en gang at understrege sin kvalitetssans fortæller han, hvad et fremtidsønske til boligen kunne være: - Et flygel, så jeg kunne lære min tre-årige søn at spille.

Skænken af teaktræ er smukt snedkerarbejde, men kunsthåndværkeren bag kendes ikke. Vaserne på skænken er skabt af Turi Heisselberg Pedersen og er tidligere udstillingsobjekter, som ejeren har fulgt nøje. Maleriet hører også til i toppen af dansk kunst, olie og akryl af Anna Sørensen. På soklen står en af samlingens klenodier, en krukke med fem hanke af Gutte Eriksen.

En parade af danske sværvægtere, nænsomt sammensat, så ikke én farvetone eller ét materiale træder ved siden af. Eneste brud på den nationale stil er tæpperne, der til gengæld er antikke og kelim fra Kaukasus. Bakersofaen er tegnet af Finn Juhl i 1951 til en amerikansk producent. Stolen med gult stof er ligeledes et Finn Juhl-værk, et af de mest markante, som blev udformet hos den berømte snedker Niels Vodder i 1945, deraf navnet NV45. Bordet foran sofaen blev formgivet af parret Tove og Edvard Kindt-Larsen. Skålene på rullebordet bærer Christian Buur Bangsgaards signatur, den ovale skål derunder er af keramiker Dorte Heide - det samme gælder gulvvasen. Billedet over bordet er af Niels Nedergaard, og væglampen fra Vilhelm Lauritzens funktionalistiske serier.

Detalje fra de såkaldte Egypterstole, som Finn Juhl tegnede til snedker Niels Vodder i 1949. Han brugte her et motiv kendt fra gravfund af egyptiske stole, det ses især på rygkonstruktionen. Jens købte seks Egypterstole allerede som 21-årig og er nok en af de få i Danmark, der spiser aftensmad med værkerne hele vejen rundt om bordet.

Vasen i midten er et af hans første køb, kunstneren er Gutte Eriksen, som samleren nåede at få et personligt forhold til.

Billedet viser de smukke rammer, som villaen fra 1937 bidrager med. Den gule sofa er ikke overraskende af Finn Juhl. Den blev designet i 1950 og fremstillet af Bovirke. Armstolen ved vinduet er også Finn Juhls genistreg, det er en model NV48. NV står for Niels Vodder, som var snedker. Keramikken i vindueskarmen hører til de særlige i samlingen, til venstre fire værker af Gutte Eriksen og til højre tre af Gertrud Vasegaard. Disse to keramikere er i dansk kunsthåndværks absolutte top og er del af den generation af formgivere, som blev uddannet på den nye kunsthåndværkerskole i København i 1930’erne.

De to klare glasvaser er Tora Urups design.

Kommoden er af en ukendt snedker, men valgt på grund af den fine forarbejdning. Keramikken er af Christian Poulsen, det er stentøj med såkaldt monokrome glasurer. Poul Henningsen skabte den klassiske lampe, og billedet over kommoden er et litografi af Georg Jacobsen.

Høvdingestolen i valnøddetræ og læder blev fremstillet hos snedkermester Niels Roth-Andersen, der overtog produktionen efter Niels Vodder. Det er vigtigt for samleren, at stolen netop er fra den oprindelige snedker, som har arbejdet professionelt med designet ned til den mindste detalje. Litografiet er heller ikke af hvem som helst, det er en Matisse trykt hos Mourlot i Paris i 1948. Nanna Ditzel har tegnet det lille bord, og Christian Poulsen stod for de to vaser.

Det trebenede bord fra 1950 af Finn Juhl er en kombination af teak og eg. I keramikken er hele tre navne præsenteret: Morten Løbner Espersen, Christian Poulsen og Anne-Lise Bruun Pedersen. Plakaterne er tegnet af Jens’ mor i 50’erne - hun var reklametegner.

Det lyserøde fad er et værk af Flemming Tvede Hansen, som er blevet udstillet flere steder, bl.a. i USA som repræsentant for dansk kunsthåndværk. Maleriet derover er af Anna Sørensen.

Dette fad af Gertrud Vasegaard på podiet har været ejet af ingen ringere end møbelarkitekt Børge Mogensen. Han købte det til indretningen af sit nybyggede hus ved Limfjorden, som han ikke nåede at tage i brug før sin død i 1972. Det er blot en af de fine anekdoter, der er knyttet til samlingen.

I skænken er musselmalet porcelæn fra 1800-tallet, en blå vase af Turi Heisselberg Pedersen og en tekande skabt på Den Kongelige Porcelænsfabrik i 1960.

Egypterstolene, Finn Juhls pragtdesign - og de første møbler i Jens’ samling - omkring et snedkerbord af ukendt fabrikat. Fadet på bordet er et skattet eje kreeret af Gutte Eriksen og en af hendes egne favoritter. Masken på skænken var tidligere en del af billedhugger Robert Jacobsens private samling. Den er fra bambara-stammen i Mali. Den høje, røde vase ved siden af er af Morten Løbner Espersen og har været udstillet på Saatchi Gallery i London i 2009. Krukkerne under Lundstrøm-litografien er designet af Christian Buur Bangsgaard. Anna Sørensen har skabt det store kunstværk, og lampen i loftet er af Vilhelm Lauritzen.

Sofaen af mahogni er et eksempel på en designtradition, som tog sit udspring i 1930’erne, og er skabt af Tove og Edvard Kindt-Larsen. Billedet blev malet af Vilhelmine Jais Nielsen. Det lille bord kommer fra snedkermester Willy Becks produktion i 1950’erne. På bordet står en vase og krukke af hhv. Christian Poulsen og Christian Buur Bangsgaard, to værdifulde stykker kunsthåndværk.

Lænestolene, også kaldet kaminstole, er tegnet af Tove og Edvard Kindt-Larsen i 1939. De er et tidligt eksempel på moderne dansk møbeldesign, som dannede skole.

Skulpturen i bronze er et forarbejde til verdens største hesteskulptur, Den Jyske Hingst, der har stået i Randers siden 1969 og er et af Helen Schous hovedværker. Den hvide porcelænsvase på arbejdsbordet er af Sandra Davolio.

Både armstole og skrivebord er Finn Juhls design. Bordet blev tegnet i midten af 40’erne som en specialopgave til et privat hjem. Bordlampen viser samlerens store fascination af Vilhelm Lauritzens lampeserier - de er en vigtig del af indretningen. Den 12-kantede kumme og kummen med trappemønster på podiet er begge vigtige og tidstypiske arbejder af Gertrud Vasegaard fra 1983.

Ejeren af denne villa har været fascineret af porcelæn og keramik, siden han var 12 år, og har en betragtelig samling af de helt store danske keramikeres værker. Der er oven i købet eksempler på keramik, som kunstnerne selv har ejet, eller som de gerne ville købe tilbage. Desuden har mange krukker og kummer været udstillet både i udlandet og herhjemme, før de landede hos Jens og Per.

Den hvide “porcelænsblomst” er af Sandra Davolio.

Gutte Eriksens og Gertrud Vasegaards smukke glasurer og strukturer i samspil.

Her ses den imponerende hesteskulptur i bronze, som Helen Schou skabte i 1969, og som i dag står opstillet i Randers i den store udgave. På reolen bagved er tre danske kunsthåndværkere præsenteret: Lisbeth Munch-Petersen, Gutte Eriksen og Gertrud Vasegaard.

I husets hall ses det arkitektoniske islæt fra 1937 tydeligt, fx i kombinationen af stramt og svungent. Ejerne boede tidligere i en ældre herskabslejlighed med stuk og paneler, men den store villa passer meget bedre til møbelsamlingen, som i mange tilfælde er fra samme periode. Stilen er også bevaret i køkkenet, som dog er af nyere dato.