Du er netop vendt hjem fra en tur langs den grønlandske vestkyst. Hvad var formålet med denne rejse? – Jeg var inviteret af Søværnet, som jeg også arbejdede sammen med sidste år i Adénbugten. Her indgik man fra dansk hold i en større operation, der skulle dæmme op for de omfattende piratangreb i området. Jeg var inviteret med i egenskab af bataljemaler på fregatten Esbern Snare. Det var en virkelig spændende opgave for mig som maler, og selv om jeg som gammel hippie i sin tid var militærnægter, befandt jeg mig til min store overraskelse aldeles godt blandt søofficererne og menige om bord. Resultatet blev maleriet Blue Shield samt en række portrætter af personalet. Disse værker er nu en del af Frederiksborgmuseets faste samling. I år blev jeg igen inviteret med på en ekspedition. Denne gang langs den grønlandske vestkyst, hvor jeg portrætterede skibets mandskab. Her malede jeg ét portræt af én mand/kvinde om dagen. Jeg lærte disse brave mænd og kvinder lidt bedre at kende, når de sad for mig. I tilgift oplevede jeg den storslåede grønlandske kyst med isbjergene, havet og fjeldene. Det var en stor oplevelse.
For nylig blev du også bedt om at male et portræt af Helle Thorning-**Schmidt til Det Nationalhistoriske Museum. Hvordan arbejder du med det?** – Jeg malede først en grisaille-skitse som forlæg, og nu skal jeg i gang med det egentlige maleri, der skal være færdigt ved udgangen af dette år. Peter Martensen har i forvejen udført to portrætter af Folketingets formænd til Christiansborg: Erling Olsen og Christian Mejdahl samt et portræt af tidligere statsminister Poul Hartling, som hænger på Frederiksborg Slot, hvor han næste år har en stor soloudstilling med portrætter. Den vil bl.a. omfatte 14 portrætter i helfigur af kunstnere, som direkte eller indirekte har inspireret ham. Det drejer sig om filminstruktører, billedkunstnere, komponister og forfattere. Men selv om han er en fremragende portrætmaler, opfatter han ikke sig selv som portrætkunstner. Portrætterne er kun et sidespor.
Huset i Odsherred hedder Tasilik, som betyder huset ved søen på grønlandsk. Hvorfor har det fået et grønlandsk navn? – Den ældre dame, som vi købte huset af for tre år siden, havde arbejdet på Grønland i 10 år. Men det har sjovt nok intet med sagen at gøre, for det hed allerede Tasilik, da hun og hendes mand købte det for over 30 år siden. Huset er bygget i 1826 og har bl.a. været landsbyskole. Senere overtog den grønlandske landshøvding det som sommerbolig. Sælgeren viste os et fotografi af polarforskeren Knud Rasmussen ude på gårdspladsen. Det var ham, der navngav huset engang i 1920’erne.
Hvordan høster du kunstnerisk af at arbejde så langt fra byen? – Egentlig står jeg lige nu i et vadested. Jeg erkender, at alle mine billeder fra de seneste tre årtier er storbybilleder, men jeg har aldrig har haft bedre arbejdsforhold end nu. Jeg befinder mig overraskende godt i naturen. Jeg skulle have flyttet ud på landet meget tidligere. Men var jeg nået så langt, hvis jeg havde boet på landet, fra jeg var 25 år? Naturligvis har mine motiver ændret sig meget efter flytningen. De tager farve af de nye omgivelser.
Den botaniske rigdom, som man sidder her i stuen og kigger ud på, må påvirke en maler? – Ja, og fordi jeg maler både organisk og intuitivt, vandrer disse motiver ind i mine billeder, om jeg vil det eller ej. Jeg kan hverken beregne mig frem til motivet eller tænke det frem. Det sker helt af sig selv. Jeg er nok en reflekteret maler, men refleksionen indfinder sig først, når billedet er færdigt. Hvad angår motiverne, så skal de kunne kanalisere min indre verden ud. Processen skal være lystbetonet. Men det betyder ikke, at det er den rene hedonisme. Det er et hårdt arbejde ved staffeliet mange timer i døgnet.
Hvorfor er dine malerier stadig befolket af anonyme hvidskjortede mænd? – Jeg bruger jo mennesker i mine billeder som identifikationsobjekter. Når jeg vælger sådan nogle generaliserede mennesker uden identitet, så er det for at gøre det lettere for publikum at identificere sig med dem. Jeg forsøger at undgå at blive fanget i en bestemt fortælling. I stedet vil jeg gerne starte en generator for mange forskellige fortællinger. I årtier gjorde jeg alt for at undgå at blive opfattet som en fortællende maler, for så fik man skudt i skoene, at man var litterær. Det var ikke comme il faut, for det skulle være maleri. I dag vedgår jeg, at der er en mængde forskellige fortællinger ude at gå i mine billeder. Men jeg undgår at havne i en bestemt grøft og forsøger at gøre mine billeder så mangetydige som muligt.
Peter Martensen har i de senere år fået fastere grund under fødderne rent kunstnerisk, og han når ud til en stadig større kreds. Ud over de allerede nævnte udstillinger havde han sidste år en større soloudstilling i New York, i Bertrand Delacroix Gallery i Chelsea. Her blev de fleste malerier solgt dagen før åbningen. Flere af dem blev indlemmet i nogle gode, private, amerikanske kunstsamlinger, mens et enkelt værk blev købt af forfatteren og digteren Siri Hustvedt. Peter Martensen har relativt sent i livet fået succes efter årtiers arbejde i relativ ubemærkethed. Han går ikke på kompromis, men hviler i sig selv og har altid været sig selv tro.
