
Kunst og kærlighed i Skagen
Historien fortæller, at det var hertil Marie Krøyer listede sig gennem skoven fra sit og P.S. Krøyers hjem, når hun skulle møde sin elsker ...
AfVivian Boje
Høj sol, hybenroser og et lille, gult hus med det karakteristiske røde tegltag det kan næsten ikke være mere klassisk Skagen.
Vi er på besøg i en lille kunstnerbolig på Drachmannsvej. Og kunstnerbolig er det i ordets bogstaveligste forstand, for huset har, siden det blev bygget i ca. 1900, været beboet af en perlerække af passionerede ildsjæle, der alle har været en del af Skagens kreative kunstnermiljø.
Der går en historie om, at P.S. Krøyer lejede netop dette hus til sin kones elsker, den svenske komponist og violinist Hugo Alfvén. På den måde kunne Marie Krøyer diskret liste fra kunstnerparrets eget hus på den anden side af skoven, når hun skulle besøge ham …
Maleren Ulla Becker er den seneste i den lange række af kunstnere, som har beboet det klassiske skagenshus. Huset er bevaringsværdigt, men hun fik for nogle år siden lov til at udvide det med den lille tilbygning i træ, hvor hun har sit atelier. Her sidder hun på terrassen foran med sin ven, komponisten Svend E. Nielsen, der er flyttet ind for sommeren.
En broget samling kopper og service, kongeligt og ikke-kongeligt, står stablet på de åbne hylder i et hjørne af stuen. Indretningen er en blanding af nyt, gammelt, arvegods og loppefund. Hyggelig, tilfældig, piget og sommerligt, sådan som Ulla Becker trives bedst med det.
De hvidmalede gulve i stuen forstærker lyset fra vinduerne, og møblerne herinde er også holdt i hvidt. På væggene hænger en række af Ulla Beckers malerier. Hun skifter dem ofte, sådan at det er de nyeste, hun går og kigger på.
Ét af skagenshuset to køkkener Før i tiden benyttede man sig nemlig af to separate køkkener, sådan at man havde vask og bageovn i det ene og et separat til stegning af fisk, så man kunne lukke af og undgå stegeos i resten af huset. Den opdeling er bevaret, og de to små køkkener ligger ved siden af hinanden, med et vindue imellem sig.
Måske var det her ved køkkenindgangen at Marie Krøyer diskret bankede på, når hun besøgte sin elsker Hugo Alfvén.
Husets nye tilbygning er ét stort, lyst og højloftet rum, der er indrettet til Ulla Beckers atelier. Gulvet er i lyst fyrretræ, og de træbeklædte vægge er malet hvide med let hånd, så de nærmest ser ludede ud. To store ovenlysvinduer sørger for et fantastisk lys til Ulla Beckers arbejde, når hun sidder foran lærredet i midten af rummet. Herfra har hun også kig til haven, hvis blomster og farver hun henter inspiration fra.
Entréen - eller kahytten, som den bliver kaldt Her er nemlig en alkove med et koøje, hvor én af husets tidligere ejere, skagenskokken Marie Kruses mand, sov. Efter sigende spøger det herude, men på den gode og hyggelige måde, siger Ulla Becker.
Høstanemoner, hybenroser og vildskab præger haven og grunden om huset.
En gammel Børge Mogensen-lædersofa står i et hjørne af stuen, hvor også et par af Ulla Beckers malerier hænger.
Farverige blomster blander sig med duftende krydderurter og står smukt og grønt mod den gule facade.
Kunstnerhuset set fra forhaven. Fint og velbevaret med småsprossede vinduer og rødt tegltag med hvide blonder, der er klassiske for Skagen.
Et lille skrivebord ved vinduet i stuen. Her har Ulla Becker samlet et inspirerende tableau af fin fajance, tegninger, breve, fotografier og spejle.