
I Jasper og Botans nyrenoverede hus kan køkkenet skifte udtryk efter humør
Det meste i drømmehjemmet har fået en overhaling i hænderne på det garvede par, der vægter æstetik højt. Men de elsker også at have gæster til middag, så de fandt et helt særligt køkken, der kan leve op til begge dele.
AfDet tog 2 år at finde drømmeboligen
Nogle gange skal man kunne se det for sig og tro på den fornemmelse, man får ved første besøg, for at finde drømmen.
Sådan var det for parret Botan Christensen og Jasper Carlberg, som efter to års søgen og flere midlertidige lejeboliger bag sig endelig fandt huset med den rigtige beliggenhed, planløsning og stemning, de havde drømt om i årevis.
Huset er fra 1930 og beliggende i Hellerup nord for København. Det er tegnet i nyklassicistisk stil, men stod til en større renovering efter årtier uden videre modernisering.
Alligevel var parret ikke et sekund i tvivl og kunne se potentialet, da de besluttede sig for at lægge et bud hos mægleren tilbage i 2020.
Jasper er fotograf, og Botan har sit professionelle ophav i modebranchen. I dag arbejder de sammen på fotogalleriet The Wall Market, som sælger indrammede fotografiske værker af danske og udenlandske fotografer. Selvom de har hver deres præferencer, er de begge æstetikere ind til benet.
– Botan er til det rene og stramme look og har helst kun det højst nødvendige med. Jasper insisterer på de mere hyggelige detaljer og på at have vores historie med, så det altid bliver personligt, fortæller parret.

I det enorme soveværelse blev loftet åbnet til kip, hvilket giver rummet et monumentalt udtryk. Sengen blev specialbygget af en snedker, og sengebordene fandt parret hos Lula Studio. På dem står to italienske space-age-muranolamper fra 1960’erne fra Særligt Samlet. Lænestolen AA Chair fra Airborne er en special edition i stål fra Sacrecoeur Design Store. Gardinerne er fra &Drape.
