
Annika traf flere afgørende valg: "Jeg vidste, at jeg ikke ville have den typiske køkkenø, man kan sidde ved"
Sådan beskriver ejer Annika Hauschildt de mange detaljer, som hun sætter ekstra meget pris på ved sit nye køkken, som de små gyldne fødder, modulerne står på, integrerede greb på skufferne og hyldeplads til, at hun kan have sin keramik- og glassamling stående fremme.
AfEfter to års renovation flyttede Annika Hauschildt og hendes mand i november sidste år ind i deres villalejlighed på Frederiksberg.
En central del af renoveringen var drømmekøkkenet – og en ny placering for det.
– Tidligere var køkkenet i lejlighedens mindste rum, det, der i dag er vores badeværelse. Så kan du godt regne ud, at det har været meget lille, siger Annika, der til daglig er møbeldesigner og produktudvikler for Mater.
Qua sit arbejde havde Annika også lavet 3-d-tegninger af hvert eneste rum under istandsættelsen, og her placerede hun køkkenet lige i midten af fire stuer en suite. Fra entréen kommer man direkte ind i køkkenet, hvilket er praktisk, når man kommer slæbende med indkøb.
Men placeringen betyder også, at når Annika hver morgen skal ud i køkkenet for at lave sig en espresso, går hun igennem meget af lejligheden for at komme derud og mærker, hvordan hjemmet lever i de forskellige rum.
– Så går jeg en lille tur og betragter mit hjem, og det kan jeg ret godt lide, siger hun.