Huset ved Vadehavet

Med Vadehavet, Ho Bugt og indsejlingen til Esbjerg lige uden for døren samt udsigt til Fanø mod vest, Ribe mod syd og Blåvand Fyr mod nordvest, ligger en funkisinspireret villa og trodser det vilde landskab og det barske klima.

© Jacob Termansen

Byggeriet var gennem mere end et år ”talk of the town”. Alle fulgte med i forvandlingen af den gamle rødstens funkisvilla fra 1936, oprindeligt tegnet af arkitekt Harald Peters.

Nogle syntes, det var helligbrøde at forgribe sig på den meget karakteristiske, men nedslidte bygning, mens andre så til i beundring, da et nyt, moderne og stringent hus tog form. Uden skelen til den offentlige mening gik Rie og Finn Alexandersen i 2009 i gang med at bygge og indrette deres drømmehus.

Efter mange år i et ældre hus i Varde ville de noget helt andet – både med tilværelsen i almindelighed og med deres hjem i særdeleshed. Arbejdslivet var lagt om, og det var blevet tid til også at lette anker.

Lysten til mærke horisonten og udsynet til vand førte parret til Esbjerg, hvor funkisvillaen netop var sat til salg – at huset, for et par generationer siden havde tilhørt Finns bedsteforældre, var et rent tilfælde.

© Jacob Termansen

Rie og Finn Alexandersen der har investeret mere end et år af deres liv på at renovere drømmehuset. Parret har i mange år drevet en række møbelbutikker i det sydvestjyske, som de solgte for et par år siden. Friheden gav anledning til en tilværelse i helt nye rammer.

© Jacob Termansen

Om aftenen fås det optimale kig til solnedgangen Ho Bugt og Vadehavet fra plateauet i bunden af haven. Det var egentlig Ries idé at skabe en uhøjtidelig udkigspost, som falder i med landskabet, efterhånden som bevoksningen får fat.

© Jacob Termansen

Materialevalget er enkelt I gården, som forbinder hus og garage, er der anvendt store betonfliser, som hænger smukt sammen med trapperne og Toldbod-lamper fra Louis Poulsen.

© Jacob Termansen

Solgården er indrettet med magelige loungestole fra Sika Design i sort flet. En af de helt geniale ideer er etableringen af en solgård – der er skåret ind i klitten. Her kan man stort set altid finde læ for den hårde vind og nyde solen og udsigten over Vadehavet og indsejlingen.

© Jacob Termansen

Spisestuen er lige så enkel i sit udtryk som resten af huset. Rummet tilføres dog en smule stoflighed af Philippe Starcks plaststole fra Kartell, der har fået hvid kjole på. Over det store Piet Hein-bord hænger Louise Campbells dekorative Collage-pendel fra Louis Poulsen, der her utraditionelt er anbragt helt oppe mod loftet.

© Jacob Termansen

Den store terrasse uden for køkkenet er det foretrukne opholdssted, når vejret viser sig fra sin pæne side. Også her er møbleringen enkel med Toy-stole, designet af Philippe Starck for Driade. Det galvaniserede bord har parret selv designet. De brede rustikke brædder på terrassegulvet er fra Dinesen.

© Jacob Termansen

Olivenplanter i pileflet en zinkvandkande og en gammel glassifon, anbragt dekorativt på et fyrretræsbord, giver stemning i gårdmiljøet. Rie har øje for at skabe enkle tableauer både ude og inde.

© Jacob Termansen

Husets centrale pejs har ligesom alt andet fået en total make-over og står nu fuldstændig stringent. Et zebraskind og Poul Kjærholms smukke PK33-skammel, sofaen fra Eilersen og den lyse PK22 i flet understreger enkelheden. Der er lagt lange, brede fyrretræsplanker fra Dinesen i det meste af huset. Materialevalget matcher naturen og den enkle byggestil. For at understrege linjerne og skabe kontakt til det udendørs rum er der anvendt planker af tilsvarende bredde på terrasserne – her blot med en sandblæst overflade. Maleriet af den blå tiger er af Uffe Christoffersen.

Den hvide, højglanslakerede metaltrappe
© Jacob Termansen

Den hvide, højglanslakerede metaltrappe snor sig skulpturelt op gennem hele huset. Indretningen er sparsom og enkel.

© Jacob Termansen

Indretningen i stuen er næsten asketisk – et helt bevidst valg, som skaber visuel ro i rummene. Den hvide farve er gennemgående, og det betyder, at det først og fremmest er skygger og kanter, form og materialer, der træder frem. Den næsten nøgne reol er et godt eksempel på de mange fravalg, der ligger til grund for indretningen. Stort set alle møbler er hvide, det gælder også musik- anlægget fra Geneva og Eilersen-sofaen i stuens østlige ende, hvor morgensolen sender sine varme stråler ind. Også her er virkemidlerne få, men effektfulde.

© Jacob Termansen

Det superenkle Bulthaup-køkken står knivskarpt langs væggen. Den horisontale effekt understreges af en række hvide Bestlite-lamper. Ekstra stole, stablet i køkkenet. Stakken af 7’er-stole udgør i sig selv en skulpturel installation.

© Jacob Termansen

Husets indvendige trappe der forbinder de tre etager, var det sidste, der faldt på plads. Underetagen rummer foruden kontor et stort gæstebadeværelse, bryggers, depot og vaskerum forbundet af et lyst og bredt gangparti, indrettet med klassiske hvide stole, designet af henholdsvis Eames og Arne Jacobsen. De hvide Bestlite-lamper lyser ned over et maleri af Elsa Sidsner.

© Jacob Termansen

Udsigten fra soveværelset der er placeret på øverste etage, er intet mindre end fremragende. Det imponerende panorama gør al dekoration overflødig, og rummet indeholder stort set også kun en seng og en stol – Arne Jacobsens Svanen i sort læder.

© Jacob Termansen

Det maskuline udtryk slår igennem på Finns kontor i underetagen, hvor det hvide univers får grafisk kant med sorte kontraster af blandt andet den sorte stol fra Cassina LC2, designet af Le Corbusier i 1928.

© Jacob Termansen

De brede betontrin fører op til husets stueetage og giver direkte adgang til køkkenet. Med nogle bløde hynder kan trinene anvendes som siddepladser. Toldbod-lamperne er fra Louis Poulsen.