Hjemme i Julie og Mathias' hjemmebyggede hus kan man ikke lukke en dør bag sig – der er nemlig kun én

Det var egentlig ikke til dem selv

– Vi endte med at blive glade for stedet, for projektet og processen. Det gik fra at være en relativt simpel idé, som andre skulle stå for for os, indtil muligheden for selv at være mere involveret opstod, og vi tænkte, at det ville vi ikke være foruden. Selv at skulle bygge de streger, vi havde tegnet, selv hyre håndværkere og stå for alle samarbejder – hele den proces har været en enormt fed oplevelse, også fordi det er vores fag, forklarer de.

Så udgangspunktet var egentlig også at have “de næste” i tankerne, dem, som skulle købe huset, når det stod færdigt, og at Julie og Mathias’ egen familie selvfølgelig nok skulle bo lidt tid i huset, men at tankerne omkring arkitekturen var lidt mere “generiske”, som Mathias kalder det, fordi andre også skulle kunne se sig selv bo der.

– Men det blev meget mere personligt, da vi først gik i gang. Vi har tænkt os selv ind i huset, og det er det, der har gjort hele forskellen. I vores professionelle virke arbejder vi også ud fra vores kunders behov. Så vores udgangspunkt arbejdede nok lidt imod os selv, men det fandt vi jo hurtigt ud af, griner han.

Både som mennesker og i deres arbejde er Julie og Mathias fascineret af kontraster, og på mange måder er huset blevet kontrasten mellem det lukkede ydre og det åbne indre. Selve bygningen ser meget simpel ud, men når man kommer tæt på facaden, vil man opleve en detaljerigdom i noget, der ellers virker enormt enkelt – som eksempelvis at længdefugen er trukket ind, og studsfugen trukket ud, så det giver nogle lange linjer.

Helhedsindtrykket udenfor bølger også frem og tilbage imellem kontraster: de mørke sten imod det varme træ, den stringente arkitektur imod den bløde have.

– I overgangen mellem terrasser og have har vi eksempelvis valgt en pigstensbelægning. Det er en klassisk og mere forfinet løsning og vi ønskede bevidst at undgå noget for stramt og kantet, forklarer Julie.

Haven har de selv tegnet i samarbejde med gartnere fra Winther & Trolle. Da de befinder sig tæt på Ejer Bavnehøj, er terrænet kuperet med mange lag i landskabet, der er fredet natur. Derfor har de valgt at inddrage genkendelige elementer fra området, herunder marksten fra den omkringliggende natur, samlet i et stendige, som er med til at definere havens afgrænsning

– Vi har forsøgt at lave lag i haven for at skabe noget dybde, som guldaldermalerne gjorde det i deres malerier med forgrund, mellemgrund og baggrund, forklarer Mathias.

Et hus bygget til fællesskab

Bevæger man sig indenfor, ser man straks, hvad parret mener, når de siger, at de har tænkt sig selv ind i huset: Det er et hus, der er bygget til fællesskab og til at være sammen. Der er kun én traditionel dør, nemlig hoveddøren.

Derudover er den lange bygningskrop disponeret med fire skydedøre og en salondør til toilettet, som understøtter en mere glidende måde at bevæge sig gennem huset på. Overgangene mellem funktionerne er tænkt som flydende – som en bevægelse snarere end en brat opdeling – og rumlighederne opleves som zoner, der kan åbne og lukke sig efter behov.

– Vi har været meget bevidste om, hvor vi har placeret de enkelte funktioner: Huset er så åbent og visuelt, og alle kan se hinanden. Men fordi det er så langstrakt, bliver afstandene alligevel lange i forhold til lyd. Børnene har deres ende, og de voksne deres, og så kan man mødes i midten sammen. Det passer godt til os. Nogle ville have behov for at lukke mere af, end vi har. For os er familien og fællesskabet det bærende – at være sammen i hverdagen, forklarer Mathias om strukturen på familiens hjem, der foruden Julie og ham tæller tre børn og hunden Abu.

Den rumlige kontinuitet stiller også store krav til interiøret – her har parret skullet tænke i at indrette mere serielt, så det hele smelter sammen, frem for i enkelte rum. Rygraden er den lange auberginefarvede skabsvæg, der løber langs hele den ene langside, og som i den grad kan kaldes multifunktionel: Foruden masser af opbevaring gemmer den på en ekstra fryser, vaskemaskine og tørretumbler, fjernsyn og diverse sidde- og legenicher. Som koncept er den enkel, men farven og funktionerne gør, at den ikke bare står som et dødt element, men en levende, integreret del af livet i huset.

I det hele taget spiller indbyggede løsninger en stor rolle indenfor, og de indtager karakter af møbler i sig selv; det være sig køkkenet, skabene i soveværelset, garderoben ved indgangen alt sammen bygget i HeartOak fra Dinesen, som også beklæder væggene.

– Med den åbne grundplan bliver huset meget ærligt – det, der er fremme, er også det, man ser. Det har betydet, at vi har været ekstra opmærksomme på indretningen og på at vælge løsninger, der fungerer i hverdagen, siger Mathias, og Julie fortsætter:

– Vi har hele tiden vidst, at vi ikke kunne have så mange møbler – lidt, men godt, siger hun.

Og faktisk var området, hvor stuen er placeret, endnu enklere til at begynde med, fordi den store bogreol ikke var en del af den oprindelige plan.

– Vi havde "gemt" en hvid væg til kunst, men det fungerede ikke i rummet. Reolen blev tilføjet og er et samlende element, der smelter sammen med skabsvæggen på modsatte side. I dag er den blevet det, jeg holder allermest af, fortæller Julie.

For Mathias er det de flydende linjer mellem inde og ude, som gang på gang bekræfter ham i, at det var den rigtige beslutning at bygge huset efter familiens egne behov og ikke andres.

– Vinduerne er nedsænket i gulvet, og når man sidder i sofaen, kan det føles, som om man sidder på terrassen. De store skydedøre tillader, at vi kan sætte et langbord ud igennem huset, når vi har mange gæster: Det er et hjem, der er lavet til fællesskaber. Om sommeren, til børnefødselsdag, når der er sat vandland op udenfor, er det nærmest, som om huset forvandler sig til en pavillon i haven.