Huset er fra 1924, og ud over de tre etager til beboelse er der kælder under hele huset.
– Huset stod med de originale materialer. Det havde en karakter og en sjæl, som ofte går tabt i ældre huse, der typisk er bygget om gennem flere årtier og med skiftende ejere, forklarer Thomas Hjort, der er arkitekt og medindehaver af M4 Arkitekter.
Det var dog langtfra et indflytningsklart hus, som familien Hjort overtog, og de fleste ville uden tvivl være løbet skrigende bort efter den første inspektion af huset, der var et kombineret dødsbo og håndværkertilbud.
– Vores første besøg i huset var til et åbent hus en sen vintereftermiddag. Der var så mørkt i huset, at ejendomsmæglerne havde medbragt sin egen standerlampe, griner Thomas Hjort.
Tilstandsrapporten var da heller ikke noget at råbe hurra for. Til arkitektens store bekymring indeholdt rapporten hele 27 K3’ere, der er de allerkritiske skader et hus kan have.
Renovering af de to øverste etager
Thomas indrømmer, at det er en stor mundfuld at gå i gang med sådan et gammelt og stort hus. Og han vil ikke anbefale ikke-byggekyndige at gøre det samme.
De to øverste etager, hvor parret og deres to yngste børn i dag bor, er fuldstændig renoveret. På første sal er der køkken, stue, forældresoveværelse og bad. Her blev en væg fjernet, så der er plads til et nyt og større køkken.
Thomas Hjort lagt vægt på at genbruge og genskabe detaljer, hvor det giver god mening og kan lade sig gøre. De gamle fyldningsdøre var de fleste stedet dækket med finerplader, som blev fjernet, og dørene blev renset, spartlet ud og malet, mens nye, gamle dørhåndtag blev fundet hos Genbyg.dk. Samtidig med istandsættelsen er huset blevet lunere at bo i. De gamle to cm tangmåtter er således erstattet med 250 mm ny isolering i loft og skunk.
Se flere af arkitekt Thomas Hjorts projekter her.
BILLEDE Kig fra entréen til det åbne køkken. For at holde rummet så enkelt og stramt som muligt, er emfanget indbygget i loftet.