Kunstneren Vilhelm Hammershøi har gjort den grå farve verdensberømt. Hans palets yndlingsfarve til at beskrive det bedre borgerskabs stuer og liv har for længst indskrevet sig i verdenskunsten.
Melankoli forbindes med farven, men de grå nuancer kan så meget andet. De kan understrege og være en neutral baggrund for kunst og møbler og skabe en rolig ramme for et hjem. Det beviser besøget hos Marie Sand og Gerard Ruiz. Hun er datter af Lene og Søren Sand, der nu bor i Como i Norditalien, hvorfra de leder modefirmaet Sand.
Marie Sand står for firmaets PR og marketing, mens kæresten Gerard Ruiz arbejder som Sands internationale brand manager. Efter et par år i London købte de et mindre rækkehus nord for København.
Marie Sand fortæller: Pladsen i det lille rækkehus blev efterhånden lidt for trang for os, efterhånden som vores datter blev større. Derfor begyndte vi at kigge efter et andet og større hus i samme område. Vi ønskede ikke et kæmpe hus, men ledte efter en bolig, der lige netop havde den plads, vi havde brug for. Vi kan godt lide, at vi har kontakt med hinanden, uanset hvilket rum vi befinder os i.