Da hun solgte sit hjem i 2016, satte det danmarksrekord i kvadratmeterpris

Cora totalrenoverer og indretter boliger fra top til tå. Så snart hun er færdig, sælger hun boligen igen - med alt interiør.

Flyt ind i den komplette boligdrøm

Turnkey-husprojekter er kendte i udlandet – og her er et dansk eksempel. Måske endda et af Danmarks smukkeste privathuse.

For Cora Lucaz’ passion og arbejde er at lave mondæne drømmeboliger. Bedst som hun har indrettet sit hjem, sælger hun det igen. Med det hele ...

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Cora Lucaz i sit smukke hus med kig til vinterstuen og ved siden af vitrineskabe, som hun selv har tegnet. De er inspireret af 1900-tallet, og hun har ladet stregen gå igen i resten af husets vinduer for at skabe harmoni og sammenhæng.

Hvad ville du sige til at forlade dit hjem med kun dit tøj under armen?

Ikke eje andet end det og nogle få personlige ting? Det er konceptet bag norske Cora Lucaz’ firma Suite 07. Hun lever af at investere i arkitektonisk smukke og historiske ejendomme fra starten af 1900-tallet, som har potentiale til at blive unikke boliger. Herefter laver hun en totalrenovering med skræddersyede løsninger for til sidst at sælge sine hjem igen inklusive alt interiør.

I dette hus i Hellerup bor hun med sin mand, og hunden Seven. Allerede når de elektriske porte åbner sig, får man fornemmelsen af, at dette hus kan noget særligt. En følelse, der kun forstærkes, når man træder ind i gangen, hvor en delikat trappe med metal-gelænder snor sig op gennem alle husets fire etager, og en specialdesignet Michael Anastassiades-lampe hænger i samme længde ned fra loftet.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Hallen imponerer, og det er meningen. Trappen og gelænderet har Cora selv tegnet, og hun har fået Michael Anastassiades’ lampe One Well Known Sequence specialdesignet, så den passer i længden.

Et hjem på 550 m2

Det er tydeligt, at der har været en kreativ hjerne bag det gennem luksuriøse hjem på 550 m². Her står ikke en uheldig arvet sofa eller et fejlkøb i et hjørne. Tværtimod er alt her gennemført ned til mindste detalje. Selv kaffen, for som Cora fortæller, går parret op i god kvalitet, og derfor er maskinen creme de la creme, så en fremtidig ejer ikke skal tænke på det.

– Min forretningsidé startede med, at vi havde købt et andet hus i Hellerup. Men da jeg oplevede, at alle boligerne i området var fyldt med danske designklassikere, ville jeg lave et atypisk hjem med anderledes og klassisk design fra især Frankrig og Italien. Så jeg gennemstøvede mange udenlandske design-møbellagre, specialbutikker og auktioner samt fik specialdesignet en del ting. Det var en ejendomsmægler, som overbeviste os om at sælge huset med alt interiør, og da vi solgte i 2016, satte det danmarksrekord i kvadratmeterpris. Vi forlod vores hjem med vores tøj under armen og lidt service. Ikke engang en vase eller vores puder tog vi med. Køberne var en børnefamilie, der selv skulle i gang med et byggeprojekt, men så en mulighed for at slippe for alt bøvlet med entreprisen, samtidig med at de var vilde med stilen, fortæller Cora.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Haven er som huset også gennemtænkt. Den er fuld af hvide blomster og inspireret af ældre franske haveanlæg med mange små opholdssteder.

Et anderledes koncept

Turnkey-husprojekter, altså hvor man indretter et hus ned til mindste detalje og sælger det med alt indbo, er ikke helt almindeligt i Danmark, erfarede Cora gennem sit hussalg. Det er derimod kutyme i en visse samfundslag i Norge, England og USA, hvor hun har boet.

– Mange af vores venner syntes, at det var mærkeligt, at vi solgte vores bolig på den måde. For med den danske mentalitet holder man godt fast i sine arvestykker. Men folk med gode økonomiske muligheder er mere åbne over for at flytte ind i et hjem, hvor der er sørget for alt. I USA og England bliver mange næsten fornærmede, hvis møblerne ikke følger med. På sigt kan det nok blive et fænomen i Danmark, men lige nu er målgruppen lille. For husene bliver nemlig meget dyre, fordi jeg går så grundigt til værks. Til sammenligning vil en lejlighed til 10 mio. kr. i Danmark koste 35 mio. kr. i Norge, så der er altså et meget større økonomisk råderum. Det er også grunden til, at vi flytter, forklarer Cora.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Spisestuen er enkelt indrettet med et sildebensparket som dominerende dekoration. Spisebordet er tegnet af Cora og lavet af Tokedesign, og den røde plade skaber en fin farvekontrast til Thonet-stolene fra Gebrüder Thonet Vienna. Skålen er designet af Apparatus og fundet hos Studio Oliver Gustav. Den sort-hvide Venini-lysekrone er fra Murano, og den går flot i spænd med det sort-hvide foto, Louise Brooks, af Matt Saunders.

Alt har en snert af 1900-tallet

Grundtonen i villaen er tone i tone forenet med det monokrome look, som giver en sanselig fornemmelse i flowet mellem rummene.

Der er noget velkendt overalt og så alligevel ikke. Forklaringen er, at de fleste møbler er skræddersyet til huset ud fra dets udtryk – en patriciervilla fra 1908. Så alt har en snert af 1900-tallet, hvor man også brugte flot sildebensparket, messing- og marmordetaljer, gardiner og tæpper, men her er det hele i moderne stil med et raffineret strejf af luksus, fordi Cora kun bruger gedigne materialer. Samtidig har et avanceret blend af designerikoner som Gio Ponti, Finn Juhl og Rick Owens fundet vej ind i det mondæne hjem.

Indretningen kommer ikke ud af ingenting, for bag det stilige hjem ligger mange timers arbejde i at skabe et interessant hjem, der har så meget appel, at det kan sælges med alt interiør.

Som uddannet danser og journalist var det ikke indretning, der lå i kortene hos Cora, der er gået intuitivt til værks, men hun har altid har tegnet, malet og forholdt sig til farver.

– Trends er ikke noget, jeg tænker over. Mit udgangspunkt er at købe smukke ting og skabe en stil, som man ikke skal skifte om fem år. Man kan nøjes med at skifte stoffer og puder eller male om, siger Cora.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Luftig og med plads til mange mennesker. Stuen med den store sofa Michel Effe fra B&B Italia og sofabordet Loren fra Baxter skaber et hyggeligt samlingssted foran en pejs og på et håndknyttet silketæppe fra Tai Ping. Brændekurven Castle er fra Friends & Founders, og den grå glasvase er fransk vintage.

"Tanken var, at huset skulle underholde"

Parret havde holdt øje med huset i to år, så da de købte det, var Cora fast besluttet på at lave sit drømmehus. Det var opdelt i to villalejligheder med små rum overalt, og derfor blev alle vægge revet ned for at skabe store, åbne rum. Et herskabeligt element er skabt med enkel, underspillet stuk og flotte glaspartier.

– Tanken var, at huset skulle underholde – ligesom i gamle dage. Derfor har jeg gjort noget ud af hallen, som skal imponere ved ankomsten. Køkkenet er stort og funktionelt, for vi elsker at lave mad, men bruger også af og til kok til vores selskaber. Stuen og spisestuen skal kunne rumme mange gæster, og vinterstuen er tænkt som stedet, hvor man både kan starte med en cocktail og ende med et kortspil, forklarer Cora, der får mange reaktioner på boligens internationale atmosfære, der er inspireret af parrets mange udlandsrejser.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Fornemmelsen af åbenhed er sat på spidsen i køkkenet, hvor alt, også et grovkøkken, er gemt væk bag skabslåger ud fra en idé om at give rummet mulighed for at skifte status mellem køkken og opholdsrum.

Man skal kunne føle sig hjemme

– Der er nogle, som siger “Øj, det var ellers et blåt rum” og synes, at her er meget excentrisk. Men det er mest dem, der bor med hvide vægge og klassiske møbler, og som ikke kender en stol af Gio Ponti. Efter noget tid trives alle her, fordi der er en utrolig god stemning. For kunsten at få folk til at føle sig hjemme i en bolig, hvor alt er købt fra nyt, er at lege med tiderne og blande dem. Især skal man føle sig omhyllet af huset, som er en fornemmelse, jeg har fremelsket med farver og tekstiler, fortæller Cora.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

God mad og vin går parret højt op i, og derfor er der et indbygget vinkøleskab, ligesom Cora har designet en pejs, der også kan bruges som flammegrill.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Brunt marmor med aftegninger skaber en stoflig fornemmelse sammen med sildebensparkettet, som Cora har valgt farven på marmoret ud fra. Køkkenet er lavet af Malte Gormsen, og armaturet er fra The Watermark Collection. Lampen Lariat 3 er håndlavet og specialdesignet af Apparatus, og Designfabrikken har designet barstolen Alphi. Fadet er fra Studio Oliver Gustav.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Glasdørene har Cora selv tegnet, og idéen er at skabe transparens og en ensartethed, som giver harmoni gennem hele huset. Barvognen er fransk vintage, og stoftrykket er lavet af Kirstine Roepstorff og er fra serien Rehearsing Volume.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

I køkkenet har Cora kreeret et element af stue med Finn Juhls Japansofa, der er betrukket med stof fra Dedar, stolen Lady, der er designet af Marco Zanuso for Cassina, samt et fransk vintagebord og champagneskjuler. Væglampen er designet af Serge Mouille, og urtepotteskjuleren er fra Tine K Home.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Vinterhaven er stedet, hvor man starter med en drink eller ender med en cognac og et spil kort. Sofaen FJ 53 er designet af Finn Juhl, og loungestolen Elettra er fra Arflex, mens Pierre Jeanneret har designet stolen med træstel. Den japanske foldevæg er vintage ligesom bordene og messingskulpturen. Pendlen Tim er fra Bomma, uld- og silketæppet er fra Tai Ping, og plaiden er fra Adele’s Mohair.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Et påklædningsrum er der også blevet plads til i det mondæne hus. Tøjstativerne har Cora designet, mens barvognen er fransk vintage, og lampen med silkeskærm er fra Aqua Creations.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Fra soveværelset er der direkte adgang til en balkon, påklædningsrummet og et badeværelse, der giver en samlet fornemmelse af luksus og velvære. Sengen og lænestolen Lipp er designet af Piero Lissoni for Living Divani. Sofaen Lady Divano er designet af Marco Zanuso i 1951 for Cassina, mens sofabordet med træstel er dansk vintage. Med bløde tekstiler har Cora skabt et varmt og hyggeligt element i form af et sengetæppe fra Society Limonta og et silke- og uldtæppe fra Tai Ping.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Øverst på anden sal er husets bjælker fritlagte. Her fordeler sig tre rum og et badeværelse af marmor og messing designet af Cora.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

I badeværelset skaber beton og marmor et sart og varmt udtryk grundet materialernes stoflighed. Den kinesiske stol er vintage, og bademåtten er fra Society Limonta.

© Foto: Birgitta Wolfgang, Styling: Cora Lucaz

Det store, enkle badeværelse har Cora selv designet, og det er udført af Malte Gormsen. Væglamperne er fra Tekna, og det sort-hvide værk er af Claus Christensen.