Hun er en ener i dansk kunst, eller sagt med hendes mand, komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreens, ord: ”En sjælden fugl! For hvor mange kunstnere i dagens Danmark bruger så mange timer foran et stykke fint tegnepapir med flere hundrede ganske lidt forskellige blyanter inden for rækkevidde?”
De to kunstnere, som er suveræne inden for hver deres kunstart, bor og arbejder hjemme i huset, hvis ikke de opholder sig i deres enestående og smukt beliggende sommerhus på Samsø på første parket ud til havet. Det har Louisianas arkitekt Vilhelm Wohlert tegnet. Men hverdagsrammen er villaen i Hellerup. Pelle Gudmundsen-Holmgreens far, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen (1895-1966), arbejdede her med sine skulpturer i en menneskealder, og senere har Karin Birgitte Lund så overtaget det dejlige, lyse atelier. I over 80 år har dette rum således dannet ramme om en dansk kunstners arbejde. Vilhelm Wohlert har også tegnet komponistens højloftede musikværelse, som hans forældre lod bygge, da han gik i gymnasiet og spillede violin, så han kunne øve sig uden at forstyrre resten af familien.
Karin Birgitte Lund blev uddannet på Kunstakademiet i 1967-73 hos de meget inspirerende professorer grafikeren Palle Nielsen og maleren Søren Hjort Nielsen, som begge har haft livslang betydning for hende.
Hun arbejder ved et avanceret tegnebord, der kan indstilles efter behov. Det kan køres op og ned og indstilles, så det giver skiftende arbejdsstillinger. Hun har afdækket den nederste del af det store ateliervindue med mat papir, så lyset ikke bliver for skarpt. Hun arbejder i den store skala i nogle minutiøst gennemarbejdede gengivelser af virkeligheden i brudstykker, eller hun arbejder i den helt lille skala, som det var tilfældet med pengesedlerne. Når hun er på sin egen boldgade og laver sine frie og selvvalgte værker, har hun forkærlighed for forfald og fragmenter, som hun fotograferer for derefter at omsætte dem til tegninger eller grafiske tryk. Hendes motivverden kredser ofte om oversete ting, som er tydeligt mærket af tidens tand.
Karin Birgitte Lund er en meget respekteret kunstner, men hun er ikke noget højhastighedstog, der som en anden postmoderne billedstormer kan levere en kæmpe produktion. Hun arbejder meget langsomt, fordi hun både er perfektionist og dyrker en myldrende detaljerigdom. I 1997 blev hun hædret med Eckersberg Medaljen af Akademiraadet, et dejligt – men pengeløst – skulderklap fra kollegerne. Økonomien hjælpes dog på vej af en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Hun har en lang række udstillinger bag sig, men hver gang tager det hende en lille krig at tegne tilstrækkeligt mange billeder til at fylde en udstilling. Som da hun i 2004 fyldte Faaborg Museum med sine papirarbejder med et mylder af hestebønner, krabber, blækfisk og courgetter i dæmpede farver. Det tog hende tre år at arbejde op til denne udstilling, som havde titlen Nature Morte. Eller da hun på udstillingen De Natura i 2006 optrådte sammen med kollegaen Inge Lise Westman på Sophienholm - og mange gange både før og siden.
Hen over sommeren 2015 arbejder hun på nogle nye krabbebilleder. I atelieret ligger der tre papirark med hundredvis af krabber, hvis ben, kløer og skjolde vikler sig ind og ud af hinanden. For at holde sammen på de mange detaljer starter hun med at tegne konturerne op. Dernæst arbejder hun med mange fintmærkende farvenuancer. I atelieret er der et glasskab fyldt med sylespidse farveblyanter. Alene i den grå farve er der over 100 forskellige farvenuancer. Karin Birgitte Lund foretrækker douce eller nedtonede farver, som giver motiverne et lidt stille præg – som om de var anede eller drømte. Som en anden, tegnende Hammershøi har hun sans for gråtonernes rigdom, og ligesom den store symbolist har hun forkærlighed for en stille og meditativ motivverden.
– Jeg voksede op i Nordvestkvarteret i en familie, som var meget optaget af musik og kunst. Begge mine forældre sang i kor og spillede violin. Men selvom jeg også var glad for musik, sang og spillede klarinet, var det dog det at tegne, der optog mig. I skolen lærte jeg meget lidt, bl.a. fordi min dansk-lærer i virkeligheden ikke underviste os. Han ejede en minkfarm i Jylland og sad og lavede regnskaber i timerne. Han sagde: “I kan lave, hvad I vil, bare der er ro i klassen.” Det var gefundenes Fressen for sådan en som mig, der meget hellere ville tegne. Da jeg samtidig havde en god tegnelærer - kaldet Tegnemadsen - som animerede mig til at tegne og gav mig topkarakterer, følte jeg mig efterhånden tiltrukket af ideen om at blive kunstner, fortæller hun.
Hun startede på Holbæk Kunsthøjskole og havde arbejdet som en besat for at spare penge sammen til at gå et helt år på den skole, hvor personligheder som Poul Borum og Inger Christensen underviste.
– Henrik Nordbrandt, som er jævnaldrende med mig, var også elev der. Bagefter begyndte jeg at tegne på Glyptoteket, og til sidst blev jeg optaget på Kunstakademiet. Da vidste jeg, at jeg havde fundet min rette plads. Men til forskel fra visse kvindelige medstuderende, som i højere grad tænkte på at eksperimentere og lave verden om (jf. den aktuelle udstilling What’s happening på Statens Museum for Kunst, LB), søgte jeg mod at forstå kunstens indre væsen. Jeg var helt opslugt af kunstens lange historie, der rummede så mange fascinerende aspekter og var ikke en del af tidens feministiske bølge, fortæller Karin Birgitte Lund. Lige nu er det de føromtale krabber, der puster til den kunstneriske glød, og det kan man takke parrets ferieoase på Samsø for.
– I vores sommerhus på Samsø lagde vi for nogle år siden en rejeruse ud i vandet. Men da vi samlede den op, var der ikke én reje, derimod et hav af krabber i alverdens farver. Jeg tog nogle fotos af dem. De var utrolig smukke med en rigdom i gråtonerne. Derefter kogte vi dem, og så fik de selvfølgelig disse fantastiske røde farver. Igen tog jeg nogle fotos af krabberne, først med bagsiden og dernæst med skjoldet opad. Der var motiver nok til flere år! Det er noget af det mest krævende, jeg nogensinde har begivet mig ud i, siger hun.
