Arkitektens drømmehus i London

Vil man vise sig frem som arkitekt, er et godt trick at bygge sit eget spektakulære hjem.

© Mads Mogensen

Som det så ofte er tilfældet, er Herringbone House et resultat af alle mulige faktorer, som hverken arkitekt eller bygher- re er herre over: byggeregulativer, grundens udformning, hensyn til naboerne osv.

- Grunden er meget kantet, hvilket betød, at der ikke var plads til de helt store arkitektoniske armbevægelser. Og så var naboer- ne ret bekymrede for, at min bygning ville tage lyset fra deres huse, forklarer arkitekt og designer Zoe Chan. Selve byggetilladelsen trak også ud, og Zoe Chan siger med et grin, at hun måske skulle have bagt en kage til kommunalbestyrelsen for at speede processen lidt op. Men da tilladelsen kom, gik hun straks i gang med at tegne et hus, hvor der er åbnet så meget op for lyset, som det overhovedet er muligt på den ellers ret tillukkede grund. Løsningen blev et L-formet hus med to gård- områder i hver ende, der fungerer som fikspunkter. Lyset ledes fint ind i huset via to ovenlysvinduer og gennem de store vinduesflader, der vender ud mod gårdområderne. En markant svævende trappe i hvidmalet stål, der binder etagerne sammen, er ligeledes medvirkende til at skabe et lyst hjem. Husets mest markante element og det, folk oftest kommenterer, er dog det smukke, sildebensmønstrede murværk, der er bygget op i lyse mursten. Mønsteret giver huset et helt særegent udtryk og en lethed i murværket, man sjældent ser. Håndværksmæssigt er murværket også helt i top - selv om man godt kan forestille sig, at de murere, der har lagt hver eneste sten med præcision, har brugt mindre pæne ord om projektet undervejs i arbejdet. Resultatet kan der dog ikke sættes en finger på, og mon ikke, der er en murermester et sted i London, som i dag bruger Herringbone House, når han skal vise nye kunder sin kunnen.
Zoe Chan påbegyndte byggeriet alene, men mødte så Merlin Eayrs, som i dag er hendes partner både professionelt og i det private. De to opkøber sammen ejendomme i områder, der ikke umiddelbart er særligt attråværdige. - Vi bruger vores egne penge på projekterne, og det betyder, at vi kan gennemføre vores ideer, lige som vi har tænkt dem. Samtidig giver det os en frihed og enkelhed i hele arbejdsprocessen, som man ofte skal lede længe efter, når man arbejder for en bygherre, forklarer Zoe Chan. Smagsmæssigt er parret på mange måder en modsætning, hvor Merlin Eayrs er til det gammeldags og traditionelle - næsten middelalderlige, siger han selv - mens Zoe Chan hælder mere til et moderne udtryk. Begge dele er repræsenteret i Herringbone House, hvor interiøret er en blanding af danske klassikere, fund fra Indien, Frankrig og mange andre lande, som parret har rejst i. - Det samlende element er vores smag, som, selv om vi på mange måder er forskellige, alligevel flugter. Vi prøver hele tiden at inspirere os selv og hinanden, siger Merlin Eayrs. Det sker i høj grad i form af rejser til lande i hele verden, og selv om det er skønt at være ude, så nyder parret, hver eneste gang de har været væk, når de kommer hjem igen. - For mig føles huset bare meget trygt og indadskuende zenagtigt, man ånder befriet ud, når man træder indenfor. Det ene- ste problem er, at her føles så trygt, at jeg indimellem slet ikke har lyst til at bevæge mig udenfor, siger Zoe Chan

© Mads Mogensen

Parrets kontor er indrettet, så det står i forbindelse med huset, men alligevel ligger for sig selv

© Mads Mogensen

Huset har en lille baghave, som man ofte ser det i de ældre kvarterer i London. Zoe Chan og Merlin Eayrs, som sammen har arkitektfirmaet Chan Chan and Eayrs, har indrettet den med et grillbækken og et par bænke. Stenbelægningen er rester fra den oprindelige garage, som blev revet ned.

© Mads Mogensen

De store foldedøre lukker masser af lys ind i huset, som ellers let kunne blive ret mørkt som følge af den indelukkede beliggenhed. Stuen er indrettet med skandinaviske møbelklassikere.

© Mads Mogensen

I stueetagen smelter køkken/spiseplads og stue sammen i en smuk lys løsning. Interiøret er en blanding af klassikere og moderne design. Spisebordet har Zoe Chan selv designet. Sofaen er fra den britiske møbelkæde Camerich.

© Mads Mogensen

Marmorfliserne på bagvæggen i køkkenet gentager temaet fra murværket i en mere dæmpet form. Køkkenet er bevidst holdt i en kølig og minimalistisk stil, så det falder neutralt ind i det store fællesrum.

© Mads Mogensen

En skænk - eller en lav reol, om man vil - ved stuens endevæg udstiller en lille samling af minder fra barndommen og køb fra rejser. Maleriet, der forestiller Merlin Eayrs, er malet af designeren Evan Saarinen, som er en god ven. Daybed fra Auping. Bordet er dansk vintage.

© Mads Mogensen

Den elegante trappe består af trin, der sidder i væggen, og et gelænder, der er fæstnet i loftet. Det giver et utraditionelt indtryk, samtidig med at det åbner for lyset fra ovenlysvinduet i gangen på førstesalen.

© Mads Mogensen

Ovenlysvinduet i mellemgangen spreder lys selv på en typisk grå London-dag.

© Mads Mogensen

Badeværelset står helt frisk og rent i egetræ med marmorvaske. Væggene er, som i køkkenet, beklædt med marmorfliser

© Mads Mogensen

På den anden side af gangen, som oplyses af endnu et ovenlysvindue, ligger et andet, lidt mindre soveværelse.

© Mads Mogensen

Soveværelset er rent og næsten asketisk indrettet. Ovenlysvinduet og det lyse egetræ skaber en lys og frisk atmosfære.

© Mads Mogensen

Herringbone House skiller sig ud fra de øvrige huse i kvarteret i det østlige London. Det store gulv til loft-vindue, hvor husets ejer og arkitekt Zoe Chan står, fører ind til gæsteværelset. I stue- etagen kan man åbne op til terrassen med en foldedør, så ude- og inderum mødes.

Relaterede Artikler