33 rum og 3 hunde
Villa Bel Colle blev opført i Rungsted af den italienske konsul Waldemar Glückstadt i 1900-tallet. Nu har parret Lone og Claus Friis sat de 33 rum i stand, så den i dag udgør en imponerende ramme om familien.
Af
I Villa Bel Colle fra 1900-tallet har man ifølge servitutterne tilladelse til at holde zebraer og antiloper. Men familien Friis har dog valgt kun at omgive sig med en golden retriever, en engelsk bulldog og en amstaff. Villaen er beliggende i et attraktivt boligområde i det gamle Rungsted, og fra de højloftede stuer en suite er der ikke kun udsigt til Øresund, men også til et område, som er indhyllet i en særlig egnshistorie.
Villaen blev opført af den italienske konsul Waldemar Glückstadt og senere hen overtaget af forskellige ejere - lige fra rekreationshjem til faderhus. Baronesse Schaffalitzky de Muckadell boede her også i en årrække, hvor selveste Karen Blixen var hyppig gæst. Det var en længere proces at få overtaget huset, og der skulle en god portion kampgejst til, inden familien Friis kunne underskrive skødet og åbne den smukke hoveddør til et nyt boligkapitel i deres liv.
Husets 768 m², fordelt på fire etager, er istandsat med mange eksklusive løsninger. Ved indflytningen, for ca. tre et halvt år siden, herskede der denne stemning af forladt sjæl, og projektet for familien var at få den traditionelle og legendariske herskabsånd tilbage i en moderne og nutidig indpakning. Samle og flette husets mange rum sammen med deres stilsikre valg og sans for indretning. Det var vigtigt for parret at holde boligen i et afbalanceret og enkelt farvevalg med respekt for husets arkitektur.
Lone Friis fik for to år siden en helt særlig og anderledes fødselsdagsgave af sin mand - et firmaprojekt, som skal udleves fra hjertet.
- Det er et ønskeprojekt, hvor jeg frit kan udfolde mig. Lolas Project - en virksomhed, som designer og producerer livsstilsprodukter, siger hun. Navnet Lola er et synonym for alt godt i familien, og mange af familiens favoritting har heddet Lola. Nu bliver navnet koblet på en ny og spændende rejse i smykke-, interiør- og tøjuniverset.
Huste her er blevet shinet op med kærlighed og en dyb respekt for ejendommens originalitet. Der er nøje udvalgt materialer, og arbejdsprocesserne har fået den tid, det har krævet. Alle gulve fik fx syv gange Coelan-skibslak, inden parret var tilfreds, og resultatet blev et smukt lakgulvtæppe, som man nærmest kan spejle sig i. Der er omtanke bag valgene og en sjældent set grundighed. Det kræver fordybelse at finde den røde tråd på så mange kvadratmeter, få skabt en familiebolig med karakter og få husets sjæl flettet ind i ombygning og indretning.
Et kendetegn for hele indretningen er de fine og simple interiørvalg, der komplementerer husets udtryk. Der er ligevægt og en god balance i rummene, og møblerne er placeret harmonisk og enkelt.
- Det har været en udfordring at indrette et hus med så meget gangareal og få det integreret som en helhed, men vi synes nu, at det er lykkedes meget godt, fortæller hun.
I indretningen indgår der mange forskellige og mange store spejle. Der er med vilje ikke mange billeder på væggene, og dem, der er, er skabt af familien selv. Rundt om i huset finder man flere steder stemningsaltre med indrammede fotos af husets beboere. Børnene har fået lov til at udfolde sig, og det lægger man mærke til som gæst i huset. Her er der gjort plads til alle i en fusion af herlig herskabelighed og kreativitet.

Det 3500 m² store haveanlæg har Lone og Claus Friis selv tegnet. De mange kvadratmeter har gjort det muligt at lege med spændende græs og fliseløsninger, og der er skabt mange skønne oaser på grunden. Springvandet er fra tiden, hvor den italienske konsul Waldemar Glückstadt boede i huset, og det har Lone og Claus fået flyttet fra baghaven, hvor det ikke helt kom til sin ret, og frem i forhaven, hvor det i dag er en harmonisk del af indgangspartiet.

Galionsfiguren i køkkenet er et halv ton tungt vidunderkøleskab fra det amerikanske firma Sub-Zero and Wolf, som også er udstyret med et dekorativt vinskab i den ene side. Så behøver man ikke altid at gå ned i husets vinkælder, og flot ser det ud, når der er lys på de hvilende flasker. Køleskabets stålflade har givet inspiration til valg af køkkenbordpladen, som er fra Zystm, og ovn samt det legendariske komfur fra J. Corradi.

Køkkenet er husets hjerterum. Det er her, familie og venner oftes samles, og der er højt til loftet og plads til den gode snak. Lone og Claus har selv designet køkkenet og fået det bygget af Zystm, som normalt laver hospitalslaboratorier. De har valgt at mikse koldt og varmt interiør som en kontrast til husets herskabelige rammer.

Familiens højborg, spisebordet, er af eget design og lavet af massivt træ fra Bali. De store rum bliver varmet op flere steder af Faber-pejse og visuelt af lyset fra den smukke, fyldige lysekrone over spisebordet, som er hentet hjem fra en af parrets mange rejser - denne her er fra Tjekkiet. Kraniet på væggen er fra Eichholtz. Spisebordsstolene er fra Gubi.

Kontoret. Det er her, de helt store planer udtænkes for Lones nye virksomhed Lolas Project. Omkring det store antikke arbejdsbord står to Svane-stole og en stol fra Gubi. Lamperne er fra Design by Us.

Den sidste stue ud af fire er den, som har fået fjernsynet og børnenes opmærksomhed. Her hygger drengene tit med Playstation, omringet af møbler købt på auktion og hylder med billeder af familien.

Når middagen er indtaget, kan der slappes af i de tilhørende gemakker i skøn sofa fra BoConcept, som er designet til rummet. Sofabordet og maleriet er købt i USA, hvor familien har boet i fem år, i butikken Restoration Hardwear. Reolen er eget design, og lampen i hjørnet er fra Design by Us.

Detaljebillede fra stuen, hvor et mix af kunst, bøger og nips er kunstfærdigt arrangeret på hylder og en gammel metalkuffert.

Stuen er placeret i en kantet karnap med fint flisegulv, og herfra er der kig
til den pragtfulde have. Mies van der Rohes Barcelonastole står på et tæppe fra Marokko og fint oplyst af filmlampen fra Restoration Hardwear, USA.

Den hvide stue, som den bliver kaldt, er den mindre aktive stue, som kun bliver brugt, når juletræet skal have en plads i huset, og ellers fungerer den som et dekorativt bindeled til de øvrige stuer. Den unikke lænestol i hjørnet med taburetten trækker tankerne til de varmere himmelstrøg, hvor den også er købt, på en rejse til Marokko.

Spejlet fra Bali hænger over en vintagebænk, som smukt er pyntet med gamle lysestager i forskelligt design. De to hvide stole er fra Ghost, og her er også puffen købt, hvorpå der står et fad fra Day Home med forskellige personlige indkøb fra Marokko. Loftslampe fra Casa Shop, og det store Buddhahoved er fra Eichholtz.

Med fire etager kan man godt trænge til et hvil, og det kan her gøres på en stol fra Ilva. Spejlet er købt på Østerbro, og den hvide lampe er fra Design By US.

Chatollet fra Eicholz er blevet autolakeret - en flot kontrast til det 100 år gamle spejl. Buddhafigur fra Eichholtz.

Alle soveværelser har eget toilet, og her er det mindste toilet ud af husets i alt ni med interiør fra Copenhagen Bath og spejl indkøbt på auktion.

Twinvaske fra Duravit stående på autolakerede vintagekommoder og spejle indkøbt på auktion.

I soveværelset står stolen Ægget i læder af Arne Jacobsen. De to spejlkommoder er lavet på Bali, og sengebordet med spejl er fra Icoltz.

I soveværelset står stolen Ægget i læder af Arne Jacobsen. De to spejlkommoder er lavet på Bali, og sengebordet med spejl er fra Icoltz.

Husets masterbadeværelse har masser af plads. De smukke facetslebne spejlfliser danner et dekorativt vægmaleri, som kan nydes, når man sidder i det runde badekar fra Copenhagen Bath.

FAKTA OM DANSKE BOLIGARKITEKTER
Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter. Gå på opdagelse blandt de flere hundrede projekter, der allesammen er beskrevet og illustreret, på danskeboligarkitekter.dk.
Danske BoligArkitekter er en ordning med flere end 100 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring fra byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger eller kan dokumentere en tilsvarende viden. Alle medlemmer er dækket af Danske BoligArkitekters særlige ansvarsforsikring, der også dækker rådgiveransvar, selvom arkitekten lukker sin virksomhed.