Sådan får du et tæppe af smukke påskeliljer

Påskeliljer er tegn på forår, og vi elsker dem ligeså højt som de første solsortefløjt. Læs, hvordan du får mest ud af disse planter – og få tips til ekstra smukke sorter.

Påskeliljer symboliserer venskab

Påskeliljerne giver os de første gule og hvide forårsblink allerede i marts-april. De danner par med vintergækker i de allerførste blomsterflor, og vi danskere kan ikke få nok af dem.
Desuden er narcisserne forbundet med venskab og påske i vores del af verden – det er en generøs plante, som udstråler kærlighed og nye begyndelser.
Påskeliljer findes i et utal af sorter og hybrider. Man mener, at der er mindst 6000 sorter og 13.000 hybrider, som hele tiden videreudvikles. Af arter er der mellem 30 og 60, afhængig af hvilke eksperter man spørger.

Påskeliljer er stauder og vokser i grupper. Du kan med held mikse dem med grønne planter, som for eksempel bregner, og andre tidligt blomstrende sorter – vi kan anbefale dorthealiljer og perlehyacinther. Mulighederne er uanede – du skal blot huske, at et bed som afblomstrer alt for hurtigt kan være trist i sommermånederne.

Løgene bør lægges i efteråret, og planterne foretrækker veldrænet jord, rig på kompost. De kan placeres ret tæt, men 12-18 cm's mellemrum er at foretrække.
Påskeliljer bør stå i fuld sol eller halvskygge. Det er en dårlig idé at fjerne bladene efter afblomstring, det svækker løget, som trækker energien tilbage via bladene.
Planteklyngerne vender tilbage år efter år, men bør deles hvert 5. til 10. år først på sommeren, når planten er visnet. Delingen sker ved, at man tager sideløgene fra og lægger dem 12-18 cm nede i jorden.
Husk vinterdækning, så fugten bevares i jorden.

Denne sort hedder 'Dafodil Salome'.

Her er nogle eviggyldige tips om påskeliljer:

Koncentrer farverne. Placér dem ikke her og der som stoplys.

Planlæg lang blomstring med forskellige sorter. Hvis du for eksempel mikser sorter som February Gold og Pheasant's Eye, får du glæde af påskeliljer længere.

Plant i kurver, ikke lige linjer. Det sidste ser for institutionelt ud. Det smukkeste er at plante, så haven får et præg af naturlig blomstereng.

Placér nogle af påskeliljerne i krukker, så du kan flytte rundt på dem og få de gule blink forskellige steder i haven.

Sorten her hedder 'Art Design'.