Vegetarbøffer med jordbærsalat og mormordressing
4 Personer
Vi dropper kødet og laver vegetarbøffer af linser og lækre krydderier. Bøfferne tilberedes i ovnen, og hertil serveres en let salat med jordbær. Det smager af sommer, og jeg lover, at du ikke savner kødet.
Det skal du bruge:
Vegetarbøffer
- 100 g belugalinser
- 1 fed hvidløg
- 1 løg
- 1 tsk. spidskommen
- 1 tsk. røget paprika
- 1 æg
- 5 spsk. havregryn
- 1 tsk. flagesalt
- Peber
- 1 bundt forårsløg
- Lidt dild
Jordbærsalat
- 200 g spæde salater
- 1 bakke jordbær
- 1 lille bundt dild
Mormordressing
- Saft af 1 citron
- 1 tsk. sukker
- 1 dl piskefløde
- Peber
Sådan gør du:
Vegetarbøffer
- Skyl linserne godt, og kog dem møre med presset hvidløg.
- Afdryp linserne.
- Hak løget.
- Kom linser med hvidløg, løg, krydderier, æg og havregryn i en blender, og kør til en fars.
- Krydr med flagesalt og peber.
- Er farsen for våd, tilsættes lidt flere havregryn.
- Form farsen, så godt du kan, til 6 hakkebøffer, og læg dem på en bageplade med bagepapir, og bag i ovnen ved 180° i ca. 20 min., til de er faste.
Jordbærsalat
- Skyl salaten, og slyng den tør.
- Skyl jordbærrene, nip dem, og skær dem i mindre stykker.
- Skyl og hak dilden.
- Vend salat med jordbær og dild.
Mormordressing
- Rør ingredienserne til dressingen sammen, og dryp den over salaten.
- Servér vegetarbøfferne med drys af snittet forårsløg og dild og til salaten.
TIP:
Vegetarbøfferne kan også serveres i en burger. Lav evt. dobbelt portion, og frys halvdelen til en anden dag.