Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Blomkålssuppe med hvide bønner, brunet smør og sprøde brødcroutoner

En cremet og smagfuld blomkålssuppe, som tages til nye højder med sprøde, hjemmelavede brødcroutoner.

Blomkålssuppe

© Tia Borgsmidt - Blomkålssuppe med hvide bønner og brunet smør. Tallerken fra Tavolamia, skåle fra Tine K Home, messingske vintage, hørserviet fra Søstrene Grene.

Blomkålssuppe med hvide bønner, brunet smør og sprøde brødcroutoner

4 Personer

Det kræver lidt planlægning – men ikke nødvendigvis en masse tid – at bruge tørrede bønner i en suppe. Til gengæld giver de suppen dejlig fylde og en fantastisk smag. Brug evt. resten af fonden fra kyllingefrikassén og en rest daggammelt brød til croutoner.

Det skal du bruge:

Blomkålssuppe

  • 100 g tørrede hvide bønner
  • 1 løg
  • 1 blomkål
  • 1 spsk. olivenolie
  • 3 kviste timian
  • 1 liter hønsefond, evt. fra kyllingefrikassé
  • 1 dl piskefløde
  • Flagesalt og peber

Brødcroutoner

  • 4 skiver daggammelt surdejsbrød
  • ½ dl olivenolie
  • Flagesalt

Brunet smør

  • 100 g smør

Sådan gør du:

Blomkålssuppe

  1. Kom bønnerne i en skål, og hæld koldt vand over. Lad bønnerne stå i ca. 10 timer.
  2. Kassér vandet, og kog bønnerne i frisk vand i ca. 30 min., hvorefter de afdryppes.
  3. Pil og hak løget. Del blomkål i buketter.
  4. Varm olien i en gryde, og svits løget.
  5. Tilsæt blomkål og kogte hvide bønner (tag lidt fra til pynt), og vend rundt.
  6. Tilsæt timian, og hæld bouillon i gryden.
  7. Kog i ca. 10 min., til blomkålen er godt mør, og tag timiankvistene op.
  8. Hæld bouillonen fra, og blend suppen, mens du gradvist spæder til med bouillon og dernæst med fløde, indtil suppen har en cremet, let skummende konsistens.
  9. Smag suppen til med flagesalt og peber.

Brødcroutoner

  1. Skær brødet i tern, eller riv det i grove stykker.
  2. Vend med olivenolie, og fordel på en bageplade med bagepapir.
  3. Krydr med flagesalt.
  4. Bag croutonerne sprøde i ovnen ved 200° varmluft i ca. 5 min.

Brunet smør

  1. Smelt smørret i en lille gryde, og brun det, indtil det dufter skønt.

Servering:

  1. Anret suppen i skåle, og drys resten af bønnerne over.
  2. Dryp med brunet smør, og top med timian.
  3. Servér med brødcroutoner.

Tip:

Iblødsæt og kog gerne flere bønner, end du skal bruge. Derefter kan de fryses, og du har bønner klar til en anden dag. Det sparer både tid og ressourcer.