
Aspargestærte med gedeost
Madtærten får et comeback i denne eksklusive udgave med sæsonens grønne asparges og gedeost.
AfLone Kjær
Aspargestærte med gedeost
4 personer
Det skal du bruge
Tærtedej
- 75 g fuldkornsspeltmel
- 125 g hvedemel
- 1 tsk. salt
- 75 g smør
- 2 spsk. koldt vand
Fyld
- 1 bundt grønne asparges
- 100 g blød gedeost
- 3 æg
- 2 dl creme fraiche
- Salt og peber
- 1 lille bundt kørvel
Sådan gør du
- Bland fuldkornsspeltmel, hvedemel og salt sammen.
- Skær smørret i mindre stykker, og smuldr det i melblandingen.
- Saml dejen hurtigt med en smule koldt vand.
- Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den i køleskabet ca. 30 min. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Træk det ene stykke bagepapir af, og vend det andet med den udrullede mørdej henover en smurt tærteform.
- Træk forsigtigt bagepapiret af, og tryk dejen godt ned i formen, så den kommer op ad kanten. Prik dejen med en gaffel. Læg et stykke bagepapir over bunden, og fyld den med tærtekugler.
- Bag bunden ved 200 grader i ca. 12 minutter. Fjern tærtekugler og bagepapir.
- Knæk den nederste, træede ende af aspargesene, skær dem i snitter, og damp dem i ca. 2 min.
- Afdryp aspargessnitterne.
- Pisk æg med creme fraiche, og kryder med salt og peber.
- Fordel æggemassen over tærtebunden, og fordel asparges og gedeost heri - tryk fyldet lidt ned i æggemassen.
- Bag tærten færdig ved 200° i ca. 25 min., til tærten er gylden, og æggemassen har sat sig.
- Pynt med kørvel.