Kammuslinger

Så kommer turen til de stegte kammuslinger. Hertil flødestegte kartofler toppet med aspargesspåner.

© Pia Enghild

Opskrift til 4 personer

hvide asparges 4 stk.
små, nye kartofler 500 g, skær evt. de største af kartoflerne i halve
smør 50 g
kammuslinger 20 stk., store (ca. 650 g)
groft salt ½ tsk.
hvidvin 1 dl, tør, fx riesling
piskefløde 1 dl
agurk ¼ stk., udkernet og skåret i små tern
bronzefennikel eller dild 1 spsk., finthakket

Skær den nederste hårde del af aspargesene, og skræl dem fra bund til hoved. Snit herefter aspargesene i tynde spåner, fx med en tyndskræller, og læg dem i iskoldt vand.

Skrub kartoflerne, og kom dem i kogende vand tilsat salt. Kog dem i ca. 15 min., eller til de er akkurat møre.

Lad imens smørret blive gyldent i en pande. Tør muslingerne godt, og drys dem med salt. Steg muslingerne ca. 1 min. på hver side – 30 sek. mere, hvis de skal være gennemstegte.

Tag muslingerne op, og kog panden af med hvidvin og piskefløde. Tilsæt kartoflerne, og kog ved jævn varme og under omrøring, til væden er næsten væk og kartoflerne blanke.

Anret kartofler og muslinger på 4 tallerkener sammen med agurketern og aspargesspåner. Afslut med et drys bronzefennikel.

Tallerken fra Rikke Jakobsen og dækkeserviet fra Ilva. Vandglas fra Holmegaard, vinglas fra Iitalla og bestik fra Erik Bagger.

Relaterede Artikler