1: Konstant temperatur
Den optimale temperatur for opbevaring af vin er 12-16 grader. Hvis vin opbevares for varmt udvikler den sig hurtigere, og omvendt ved de lavere temperaturer.
2: Rigtig luftfugtighed
En høj luftfugtighed er fordelagtig for vinopbevaring - ideelt omkring 65-75 procent. Hvis det bliver for tørt i rummet, risikerer propperne at tørre ind, hvilket kan medføre, at ilten trænger ind i flasken og nedbryder vinen. Dog kan etiketterne blive grimme af for høj luftfugtighed.
TIP: Du kan beskytte etiketterne mod høj luftfugtighed ved at give dem et sprøjt hårlak, så holder de sig pæne i længere tid.
3: God ventilation
Det er optimalt at have ventilation der, hvor du opbevarer din vin, da det generelt ikke er sundt for indeklimaet, at luftfugtigheden bliver for høj, uden lejlighedsvis udluftning. Dog tager selve vinen ikke skade af høj fugtighed.
TIP: For at opnå de optimale forhold kan det være en fordel at investere i et vinkøleskab.
4: Beskyttelse mod lys
Generelt har vin bedst af at blive opbevaret et mørkt sted - dog må man selvfølgelig gerne rette lys mod flaskerne, når man skal se på dem. Men: Jo mørkere jo bedre.
TIP: Du kan med fordel lade vinflaskerne ligge i deres originale gave- eller opbevaringsæsker for at beskytte mod lys.
5: Undgå vibrationer
Ved den optimale vinopbevaring skal der være et minimum af rystelser, da vibrationer kan have en negativ indflydelse på vinens udvikling.
OBS: Selv mindre vibrationer fra køleskabe eller frysere kan påvirke vinen.
*Kilde: Michael Kahr Jørgensen, Sommelier. Du kan læse mere her.