© Anders Schønnemann

Roulade med kaffeflødecreme

Få opskriften på en lækker roulade med kaffeflødecreme og grofthakkede hasselnødder, som med fordel kan serveres til kaffen eller som dessert.

Roulade med kaffeflødecreme

Kagecreme:

Det skal du bruge:

  • vaniljestang 1⁄2
  • sødmælk 1⁄2 l
  • æggeblommer 6 stk.
  • sukker 145 g
  • majsstivelse 40 g
  • smør 25 g

Sådan gør du:

  1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og bring stang og korn i kog med mælken. • Kom æggeblommerne i en skål, og pisk med sukkeret, til blandingen er ensartet.
  2. Tilsæt majsstivelse uden at piske.
  3. Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden, og sæt den over varmen. Lad cremen koge i 1 min. under kraftig piskning.
  4. Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, varm op til 60°, og pisk så smør i.
  5. Dæk overfladen til med husholdningsfilm, og køl af i køleskabet inden brug.

Kaffecreme:

Det skal du bruge:

  • fløde 1 dl
  • smør 130 g blødt
  • kaffegranulat fx Nescafé 2spsk. opløst i lidt varmt vand
  • kagecreme 500 g, stuetemperatur

Sådan gør du:

  1. Pisk fløden til let skum. Stil skålen køligt.
  2. Pisk smørret luftigt i 5 min. Tilsæt kagecreme, smag til med kaffe, og vend til sidst flødeskum i.

Rouladebund:

Det skal du bruge:

  • mel 50 g
  • æg 2 stk. hele
  • æggeblommer 2 stk.
  • sukker 80 g
  • æggehvider 2 stk.
  • sukker 30 g
  • hasselnødder ca. 200 g ristede, afskallede og grofthakkede

Sådan gør du:

  1. Forvarm ovnen til 170°.
  2. Sigt melet på et stykke bagepapir.
  3. Pisk de hele æg og æggeblommerne med 80 g sukker, indtil det er hvidt.
  4. Pisk hviderne stive med 30 g sukker, bland med æggene og til sidst melet.
  5. Bred dejen ud på en bageplade med bagepapir. Brug en paletkniv.
  6. Bag på næstnederste rille i 8 min.
  7. Lad bunden stå lidt efter bagningen.
  8. Strø lidt sukker hen over overfladen af bunden, og læg et rent viskestykke over. Sæt en kold plade på, vend det hele om, fjern bagepladen. Nu ligger bunden omvendt med bagepapiret øverst. Pensl evt. papiret med lidt koldt vand, så er det nemmere at fjerne. Brug en paletkniv, og træk forsigtigt papiret om paletkniven, så det nemmere går af. Læg papir over.
  9. Hav kaffeflødecremen klar.
  10. Brug en metalpaletkniv, og bred 2/3 af cremen ud over bunden i et jævnt lag.
  11. Rul forsigtigt rouladen sammen fra den ene ende til den anden. Brug viskestykket som støtte, først stramt og dernæst lidt mere løst.
  12. Læg rouladen på et fad, og fordel den sidste del af cremen over rouladen med spidsen af en paletkniv.
  13. Drys med de ristede, afhindede og grofthakkede hasselnødder. Sigt evt. en smule flormelis på toppen.
  14. Opbevar rouladen køligt.