Panna cotta med brændt marengs

En lækker italiensk dessertklassiker med et twist.

© Anders Schønnemann

Panna cotta med brændt marengs og amarenakirsebær

Italiensk dessertklassiker baseret på kogt fløde med masser af vanilje serveret med små hjemmebagte marengs og amarenakirsebær.

Panna cotta minder lidt om en budding eller fløderand og laves ved, at fløden koges op og tilsættes husblas, så den stivner og får konsistensen som på én gang er blød og stiv. Panna cotta er en ideel dessert at servere, når du skal have gæster. For desserten skal laves i god tid i forvejen.

4 personer

Det skal du bruge:

Panna cotta

  • 1 vaniljestang
  • 4 dl piskefløde
  • 75 g sukker
  • 2 blade husblas

Marengs

  • 1 æggehvide
  • 1 tsk. citronsaft
  • 50 g sukker

  • 1 lille glas amarenakirsebær

  • skovsyre

Sådan gør du:

Panna cotta

  1. Læg husblad i blød i koldt vand i ca. 10 min.
  2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud i lidt af sukkeret. Kom vaniljekorn og -stang, fløde og sukker i en gryde, og varm op, til sukkeret smelter, og fløden når kogepunktet. Den må ikke koge. Tag gryden af varmen.
  3. Vrid husblas fri for vand, og kom den i en skål. Rør med en lille smule af den lune fløde med husblas, til den smelter. Spæd gradvist til med resten af fløden. Fordel flødemassen i 4 små skåle eller glas.
  4. Dæk med husholdningsfilm, og stil på køl i 3-4 timer.

Marengs

  1. Pisk æggehviden stiv med citronsaft. Tilsæt gradvis sukker, til du har en tyk stiv marengsmasse. Kom marengsmassen i en sprøjtepose med tylle, og fordel i små toppe på en bageplade med bagepapir.
  2. Tør marengsene i ovnen ved 100 ° i ca. 1 time.
  3. Pynt panna cottaen med sprøde marengs. Knus lidt af marengsene og drys over. Top med lidt amarenakirsebær og skovsyre.