Opskrift til nytår: Hummershots
Hummerbisque er efterhånden en klassiker til nytår. Vi serverer den som shots, så der er plads til hele to forretter.
AfLone Kjær
Hummerbisque som shots
Shots til 4 personer/forret til 2 personer
Det skal du bruge:
- 10 forkogte jomfruhummere
- 2 spsk olivenolie
- Reven citronskal af en citron
- 1 lille fennikel
- 1 lille løg
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk smør
- 2 spsk tomatpuré
- 2,5 dl hvidvin
- 2,5 dl fiskefond
- 2 dl fløde
- Salt og peber
- 1 citron
- 1 agurk
- Dild eller fennikeltop til pynt
Sådan gør du:
Forberedelse dagen før:
- Flæk de forkogte jomfruhummere, og pil forsigtigt kødet fra
- Gem skallerne
- Marinér kødet i lidt olivenolie med citronskal, og sæt det tildækket i køleskabet
- Skær fennikel i tern
- Pil og hak løget
- Varm smørret i en gryde, og svits fennikel, løg og presset hvidløg
- Kom jomfruhummerskallerne ved, og steg et par minutter
- Tilsæt derefter tomatpuré, og vend rundt. Hæld nu vin og bouillon på, og lad det koge i ca. 15 min
- Tag gryden af varmen, og lad suppen trække til næste dag
På selve dagen:
- Si suppen, og kom den tilbage i gryden
- Kog suppen ind til det halve
- Tilsæt fløde, og smag til med salt, peber og citronsaft
- Servér suppen som shots med jomfruhummerkød og agurk skåret i spåner
- Pynt med dild eller fennikeltop
Læs også: Nyfortolket nytårstorsk med korianderolie.