
Norske restaurant Iris – med dansk stjernekok i spidsen – åbner endelig for bookinger
Med den danske ‘Umamidronning’ i spidsen åbner den enestående Restaurant Iris i Norge endelig for bordbestillinger til deres bæredygtige gourmetoplevelse i de smukkeste omgivelser.
Af — 26. maj 2023Endelig!
Fredag kl. 17.00 åbner Restaurant Iris for bookinger.
Med adresse i den flydende kunstinstallation Salmon Eye, midt i den storslåede Hardangerfjord i Norge, slår Restaurant Iris nu dørene op til deres bæredygtige gourmetunivers ledt an af den danske stjernekok Anika Madsen.
Efter en storslået sejltur til restauranten venter en 18-retters tasting menu – med fokus på bæredygtighed, lokalitet og livet under havoverfladen – og en bjergtagende panoramaudsigt til den smukke fjord, gletsjere og høje bjerge.
Restaurantens frontkvinde og chefkok er den danske stjernekok Anika Madsen, også kendt som ‘Umamidronningen’, der tidligere har kokkereret hos blandt andet Formel-B, Fasangården og Kadeau-gruppens restauranter.
Ved hendes side står Nico Danielsen som restaurantchef, der også trækker på sin erfaring fra københavnske restauranter som Formel B, Meyers Madhus og Sletten Kro.
Glæd dig til en uforglemmelig oplevelse, hvor gourmetmad og bæredygtighed går hånd i hånd – og hvor der bliver kamp om, hvad der er mest spektakulært‚ maden eller omgivelserne.
Restaurant Iris byder gæster velkommen for første gang 22. Juni 2023.
Fra kl. 17.00 i dag fredag d. 26. maj kl. 17.00 kan du booke bord via deres hjemmeside her.
Dansk design i verdensklasse
Holdet bag restauranten er ikke det eneste danske islæt ved den særprægede bygning.
Det er nemlig Danske Kvorning Design, der står bag selve konceptet og designet af Salmon Eye, som er verdens største flydende kunstinstallation.
Det 1.256 tons tunge fiskeøje rummer – udover restaurant Iris – også et udstillingsområde, hvor du kan blive klogere på bæredygtig havbrug.