Udstilling på DAC: Kvinder skaber rum
© Laura Stamer

Kvinder skaber rum: En hyldest til arkitekturens kvinder

Fra den 13. maj 2022 vises Dansk Arkitektur Centers kommende store udstilling ‘Kvinder skaber rum’, der hylder kvinders bidrag til arkitekturen.

Kvinder skaber rum

Historisk set har kvinder været sværere at få øje på i arkitekturen end mændene. De har ikke i samme grad som deres mandlige kolleger lagt navn til store, spektakulære projekter, eller tegnet vores rådhuse, banker og kirker. Ikke desto mindre har kvinder også begået arkitektoniske landvindinger, som har haft stor samfundsmæssig betydning, og som præger vores hverdag i dag.

’Kvinder skaber rum’ er en udstilling, der viser kvinder i arkitekturen på tværs af tid, alder og geografi. Gå på opdagelse i den danske arkitekturhistorie, og (gen)opdag projekter skabt af både danske arkitekter som Hanne Kjærholm, Karen Clemmesen, Lene Tranberg, Dorthe Mandrup m.fl. og spektakulære installationer fra internationale tegnestuer såsom Tatiana Bilbao Estudio, Helen & Hard og Ensamble Studio.

Udstilling på DAC: Kvinder skaber rum
© Laura Stamer

Ufortalte historier

Udstillingen sætter blandt andet lys på nogle af de kvinder, som op igennem historien har været med til at tegne Danmark fra 1920ere til 1970erne. Hvilke muligheder havde kvinderne dengang? Og hvilke spor har de sat?

Udstillingens historiske del, Arkivet, er skabt i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet. Her hyldes de ufortalte historier og oversete bedrifter af kvinder i arkitekturen. Vi møder bl.a. arkitekterne Ragna Grubb, Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt, der som nogle af de første talte for, at børn skulle have egne værelser, og køkkenarkitekt Ulla Tafdrup, der åbnede køkkenet mod opholdsstuen, og dermed banede vejen for køkkenalrummet.

Udstilling på DAC: Kvinder skaber rum
© Laura Stamer

Kvinder, der tegner Danmark i dag

Udstillingen giver desuden ordet til en række nutidige arkitekter, og spørger dem, hvordan oplever de det at være arkitekt i dagens Danmark. Bør køn og ligestilling i branchen stadig være på tapetet anno 2022? Eller er vi for længst videre?

Mød markante kvinder som Dorthe Mandrup, Lene Tranberg, Lene Dammand Lund og Thea Christine Høeg og Cristina Gimenez fra 'Sexism in Architecture' mfl., der arbejder inden for et bredt felt fra byggeri og landskabsarkitektur til byplanlægning og undervisning.

De har vidt forskellige holdninger til ligestillingsdebatten. Nogle af dem har aldrig skænket det en tanke, at vilkårene skulle være anderledes for kvinder end for mænd. De ønsker ikke at blive betragtet som kvindelige arkitekter, men blot som arkitekter. Andre mener, det er nødvendigt at fokusere på køn. De markerer sig i kønsdebatten, og kræver ligestilling.

Udstilling på DAC: Kvinder skaber rum
© Laura Stamer

’Eget værelse’

Udstillingen trækker tråde til den engelske forfatter og feminist Virginia Woolfs hovedværk ’Eget værelse’ fra 1929, hvor hun slår fast, at hvis kvinder skal kunne skabe noget af betydning, må de være økonomisk uafhængige. De må have deres ”eget værelse” i konkret og overført betydning.

Oplev tre af tidens største internationale, kvindelige arkitekter give deres bud på, hvad temaet ”Eget værelse” betyder for dem, når vi overlader gulvet til Tatiana Bilbao fra Mexico, Siv Helene Stangeland fra Norge og Débora Mesa fra Spanien med deres arkitektoniske installationer; ’A Room, You and Us’, ’Body & Mind Spa’ og ’The Room’.

Udstilling på DAC: Kvinder skaber rum
© Laura Stamer

Fremtidsdrømme

Hvordan oplever de helt unge kvinder det at være arkitekt? Er de optaget af ligestilling og kønskamp, eller er der andre ting på tapetet? I udstillingen møder vi fire unge arkitekter, der arbejder inden for spektret byrum, design, bygninger og grøn omstilling. Fælles for dem er, at de tror på, at arkitektur – hvis den udformes rigtigt – kan fremme inklusion, diversitet og tryghed i det fysiske miljø.

Udstillingen ’Kvinder skaber rum’ løber fra 13. maj til 23. oktober 2022 i Dansk Arkitektur Center.

Læs mere her

LÆS OGSÅ