Blændende blomsterværk
Fotografen og stylisten Signe Bay kalder sig visual storyteller. Hendes gennemførte casual stil sætter gang i drømme om det perfekte uperfekte liv, som hun iscenesætter på magisk vis gennem sine stylede kreationer.
Bliv inspireret her af hendes autentiske julebord.
Det gamle trykkeri i Charlottenlund
I et gammelt trykkeri fra 1952 med store vinduespartier i Charlottenlund i Nordsjælland bor Signe Bay.
Selv kalder hun sig visual storyteller, og hun arbejder som fotograf og stylist. Hun er drevet af intuition og fantasi og har en stil med en vis nordisk fornemmelse, der har bjergtaget flere internationale magasiner.
– Jeg er dybt inspireret af både danske malere som Hammershøi og de helt gamle hollandske mestre og deres brug af lys, fortæller Signe.
Farver der popper
Signes idéer opstår gerne ret spontant, bl.a. under hendes daglige lange gåture i skoven. Hun vidste, at hun til dette års julebord ville bruge sine røde Thonet-stole, og så var farvepaletten ret klar.
– Jeg holder meget af at bruge en grundfarve, som beige, og så en farve, der popper, som den røde. Men ikke andre farver, der forstyrrer. Så jeg planlægger nok farverne, men derefter er resten lidt tilfældigt, for jeg tænker ikke så meget over, hvad jeg gør, men gør det bare: sætter ting sammen og tager noget ud og noget andet ind. Blomsterne vælger jeg lidt efter, hvad der er til at få fat på, men røde, det skulle de være i år, siger Signe.
Italiensk og dansk jul
Den gamle julepynt har en fast plads i julen, og det er det eneste, der altid er sikkert ved årets julebord.
– Vi elsker julepynt, og jeg køber næsten al vores julepynt i genbrugsbutikker. For jeg er vild med pynt fra gamle dage, og ofte finder jeg noget ordentligt hjemmelavet kram, fortæller Signe.
Juleaften bliver holdt skiftevis med familien enten i Danmark eller i Italien, hvor familien også har rødder. Det sker altid med den store familie og med et fire meter højt juletræ. Alle i familien elsker at lave mad, så alt er selvfølgelig hjemmelavet.
Menuen står på and, gerne stegt på grillen, brune kartofler, rødkål, waldorfsalat og hjemmelavet ribsgelé. Signes bror står altid for desserten, som består af en uovertruffen version af risalamande med kirsebær.
"Det at se børnenes ansigter, når de ser træet, er fantastisk"
Signe og familien elsker alt ved julen. Spændingen og forventningerne hos os alle, julekjoler, træet, den gode mad, glæden og kærligheden. Især når træet skal tændes, har familien en dejlig tradition.
– Ved trætænding går alle børn og voksne ind i stuen ved siden af, mens Signes far tænder samtlige levende lys på træet. Når han er klar, må vi åbne døren. Det at se børnenes ansigter, når de ser træet, er fantastisk, siger Signe.
Signe får gerne flittig hjælp fra datteren Anna med borddækningen.
– Anna elsker at hjælpe og er fantastisk god til det, fordi hun er omhyggelig og har øje for alle detaljerne. Måske hun en dag går mors vej? siger Signe.
Barndomsgården i Sønderjylland
Bordet er i år dækket med en hørdug, servietter, gamle, knaldrøde julekugler fra en genbrugsbutik, granatæbler og grankogler. Desuden nogle dekorative indpakkede gaver. Signe husker hver eneste jul med varme og glæde.
I hendes barndom var det noget ekstra særligt, når de skulle holde jul hos hendes onkel og tante på hendes mors barndomsgård i Sønderjylland.
– Vi er mange kusiner og fætre, og det var en fest. Jeg husker det som mange dage med leg i halmballerne og direkte ind til det store julebord. Når vi dansede 30 mennesker rundt om juletræet og rundt i alle stuerne, gik det så stærkt, at ens fødder løftede sig fra gulvet. Det er dejlige minder, fortæller Signe.