En holdbar amarylis-buket

Amaryllis kaldes også for de fire verdenshjørner. Det er en løgplante med meget store løg, og den stammer fra Peru.

© bobedre.dk

Blomstringen foregår en gang om året i vinterperioden, hvor den drives frem med op til to stilke pr. løg. Der kommer 4-6 meget store hoveder på hver stilk. Planten skal stå lyst og skal ligesom andre løgplanter kun vandes lidt.

Den fås i mange sorter og i pink, rød, rosa, hvid, gul, beige og tofarvede varianter. Man kan lade amaryllis stå i en potte på løget, men den kan også anvendes som afskåren blomst.

For at få buketten til at holde, uden at de tunge hoveder får stænglerne til at knække, kan du lave følgende trick: Stik en blomsterpind i samme længde som amaryllissens stilk op i stilken, og luk for enden med en tot vat. Vikl en lille elastik fast omkring stænglen for at undgå, at stilkens ende trævler og krøller.

Supplér amaryllisserne med diverse vintergrene fra fx hassel, pil, kornel og tørrede blomsterstande fra staudebedet. Der er afblomstrede akelejer i vores buket. Tørre lærkegrene med kogler er også fine sammen med amaryllis.

Frem med hammeren
Indgår der grene, som har brug for vand, i amaryllisbuketten, så skal grenenes ender knuses med en hammer, for at de kan optage vandet fra vasen. Grene fra lærk og diverse visne blomsterstande behøver slet ikke vand.

© bobedre.dk

En holdbar amarylis-buket

© bobedre.dk

Amarylis