Cool jul i gamle Nyhavn

Juletræet i sort plastic står med sin pynt af fund fra hele verden. Besøg en herskabslejlighed fra 1750 indrettet i en moderne hyggelig stil.

© Birgitta Drejer
Julen begynder 1. december. Sidste års sorte juletræ i plastic bliver fundet frem igen, og de mange julekasser bliver pakket ud sammen med børnene, og når deres interesse svækkes, fortsætter deres mor. Hvert år kommer der nyt til, men særlig en slags julepynt er fast favorit hos både Kristina og døtrene: samlingen af snekugler indkøbt på deres rejser rundt om i verden. Ud til kanalen i Nyhavns mere stille ende gemmer sig en af bydelens få højloftede store herskabslejligheder på hele 290 kvadratmeter. Den danner rammen om Kristina og hendes mand Troels’ familieliv med børnene Ditlev på 16 år, Lotus på 7 år og Iris på 5 år. De bor i en høj stueetage med udsigt til skibenes master. Bygningen er fra 1750, bygget af en velhavende købmandsfamilie og opkaldt efter bygherrens hustru, Madam Tofte. Bag en dobbeltdør i sort højglans går man ind i en entré, som også har trappe op til et såkaldt port-værelse, hvor Kristina har sit hjemmekontor. Entreen fører videre til stue, bibliotek og køkken-alrum, som er familiens yndlingsrum. – Her er der plads til, at vores døtre kan lege ved deres lille plads ved vinduet, mens vi kan følge med fra køkkenet. På den måde er vi stadigvæk sammen, når vi laver mad, fortæller Kristina. En smal højloftet gang med døre på stribe fører ind til bade- værelse, børneværelse, Troels’ kontor for enden af gangen og forældresoveværelse med dør direkte til walk in-closet. – Jeg sætter pris på mit påklædningsværelse hver eneste morgen og på at have et godt overblik over, hvad jeg har. I 2006 blev lejligheden totalrenoveret. – Vi fik lavet boligen helt, som vi ville have den. Vi er ikke gået på kompromis med noget, fortæller Kristina, der beskriver sin stil som “contemporary”. Hendes bedste råd er grundlæggende at indrette sit hjem med rolige farver og godt design og så ændre på småting som nips, puder og tæpper i forskellige farver og stilarter. Næste køb, fortæller hun, er et spejl fra Julie Hugau. – Jeg har altid kunnet lide mange forskellige stilarter. Kunsten er ikke at rode dem alle sammen. I vores sommerhus har vi for eksempel en helt anden stil end herhjemme, og boede jeg et andet sted, ville det sikkert være en helt tredje stilart, som passede bedre til det sted, siger hun. Udover deres fuldtidsjobs som henholdsvis advokat og medejer af blandt andet Gefion Insurance og projektleder i PR- og kommunikations- bureauet PRD har Troels og Kristina, som begge går op i god mad, distributionsrettigheden i Danmark til de amerikanske luksuskøle- og vinskabe Subzero og komfurer fra Wolf. Kristina og Troels holder klassisk familiejul med flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og risalamande. Så sidder stor- familien om spisebordet fra Moooi, som parret købte, da de flyttede ind. – Det giver en god dynamik, når man sidder mange om et rundt bord, julen er mest for børnene og skal ikke være en skønhedskonkurrence, men være rar og hyggelig, siger Kristina.

Billede: Allerede når døren åbnes til den gamle københavnerlejlighed, bydes gæsten velkommen til familiens jul. Kristina begynder at pynte op 1. december, og i centrum står juletræet i sort plastic, som bruges år efter år.

© Birgitta Drejer
Det sorte juletræ fandt Kristina i en online-shop, og på det hænger lysholdere fra Georg Jensen og pynt samlet gennem årene. For at skabe en helhed hænger pynten fortrinsvis med hvide silkesnore.

© Birgitta Drejer

Julegaverne bliver der også kælet for med velour- og silkebånd.

© Birgitta Drejer
En kostbar renovering i 2006 har ført hjemmet op til et nutidigt topniveau med smukke gulve, superflot køkken og bad.

© Birgitta Drejer

Lampen i loftet er designet af Moooi, som også står for bord, stole og gulvlampe. Malerierne er af Robert Røssell.

© Birgitta Drejer
Sofaen er en rigtig hyggelig flyder og er fra Living Divani – flere af puderne er fra CasaShop. Læg mærke til, hvordan vindueskarmen bruges som bogreoler – lejlighedens opholdsrum ligger i stueplan, så bøgerne er med til at lukke af ud mod gaden.

© Birgitta Drejer

På sofabordet fra Moooi står grupper af juledekorationer, blandt andet en lille samling af askebægre fra Hermès og babusjkadukker fra Rusland.

© Birgitta Drejer
© Birgitta Drejer
© Birgitta Drejer
Når familen besøger fremmede himmelstrøg, er der gået sport i at købe lokale snekugler. Her er de fremhævet ved at stille dem tæt sammen og ramme dem ind af en kuppel.

© Birgitta Drejer
Biblioteket går fra gulv til loft og var en del af renoveringen i 2006. Den skotske arkitekt Charles Rennie Mackintosh skabte i 1902 den skulpturelle stol Hill House – den produceres nu af Cassina.

© Birgitta Drejer
Køkken og spisestue går ud i et, og de gamle høje paneler er med til fastholde, at lejligheden er bygget for flere århundreder siden. Stolene er fra Moooi. Trofæerne er bøfler fra Afrika. Den kolossale lampe er fra yndlingsfirmaet Moooi.

© Birgitta Drejer

Køkkenelementer og armatur er fra italienske Binova, mens skabene er lavet af en snedker og autolakeret.

© Birgitta Drejer

På bordet bliver der juleaften dækket op med Musselmalet fra Royal Copenhagen og øverst gamle juleplatter – sølvtøjet har Kristina arvet.

© Birgitta Drejer
Loftslampen i kontoret er fra Moooi, lampen i vindueskarmen fra Rue Verte, mens chartollet er et arvestykke.

© Birgitta Drejer

I skoskabet står sko fra blandt andet Christian Louboutin og Gianvito Rossi.

© Birgitta Drejer

Sengen er fra Hästens. Det elegante tapet er købt hos Mandrup Poulsen på Frederiksberg, og gardinerne er af velour.

© Birgitta Drejer

Badeværelset signalerer velvære og den luksus, det er at have sin egen spa. Badekarret er fra Boffi, og det lette gardin giver en forfinet belysning.