Stjernekokkens jordnære køkken i Dragør

Til daglig er Nicolai Nørregaard en travl stjernekok med masser af restauranter og nye projekter på programmet. Når han har fri, nyder han et mere jordnært liv, i familiens rolige rammer tæt på hav og skov.

Kok stjernekok køkken
© Andreas Mikkel Hansen

Garde hvalsøe-køkkenet er blevet det centrale rum i kok og iværksætter Nicolai Nørregaard og hans families nye hjem i Dragør. Familien har under renoveringen væltet en masse vægge, så de kunne få ét stort rum med flere hyggekroge. På den måde kan Nicolai Nørregaard være sammen med sin familie, selvom han laver mad i køkkenet, og familiens øvrige tre medlemmer laver andre ting.

Køkken køkkenalrum
© Andreas Mikkel Hansen

Nicolai Nørregaard er født og opvokset på Bornholm i en familie som altid har elsket gode råvarer og god mad. Hans tætte forhold til naturen og dets eget fødekammer kombineret med en solid oplæring i, hvordan den kan bearbejdes på en velsmagende måde, er i dag blevet hans levevej. Sammen med sin gode ven, Rasmus Kofoed (ej at forveksle med Geraniums køkkenchef), driver han Michelin-restauranten Kadeau i København og på Bornholm, restauranterne Pony, Nabo og Roxie, har partnerskab med Cocktailbaren 1408, et fastfoodkoncept kaldet BobbaBella i Tivoli samt et mosteri på Bornholm. Så man kan roligt sige, at Nicolai Nørregaard har travlt.

Derfor besluttede han sig for at flytte fra det vibrerende Vesterbro til mere rolige rammer i Dragør.

Sammen med sin kone og to børn har han renoveret et hus tæt på hav og skov, hvor han har mulighed for at genfinde den ro, det nærvær og den fordybelse, som er kimen til hans forretningskoncept, nemlig sanselig mad lavet med omhu.

bordplade køkken
© Andreas Mikkel Hansen

Bordpladen i glødet stål har et rustikt udtryk, og samtidig kan det tåle, at du fx stiller en varm gryde på den.

Skuffe komfur køkken
© Andreas Mikkel Hansen

Olie-eddike-skuffen er placeret strategisk under kogepladen så Nicolai Nørregaard let kan få fat i det, han skal bruge, når han kokkererer.

Låge skuffe køkken
© Andreas Mikkel Hansen

Garde hvalsøe-køkkenet er lavet ud af én lang bjælke af lyst ludbehandlet douglas, og man kan se træets årer strække sig i hele køkkenets længde.

Køkken kok mad
© Andreas Mikkel Hansen

Bordplads er der masser af på begge sider af kogepladen, hvilket gør arbejdsgangene i køkkenet lettere.

– Jeg har et ekstremt hektisk arbejdsliv, og det betyder meget for mig, at jeg kan trække mig tilbage, når jeg har fri. Jeg har boet på Vesterbro i næsten 20 år, og jeg elsker det urbane, men i dag har jeg et større behov for ro og for at kunne sætte mig ud på terrassen med en kop vin eller kaffe. Og så er det også på grund af ungerne. Jeg ville gerne give dem noget, som er lidt mere jordnært, forklarer Nicolai Nørregaard.

For ham er det vigtigt at give sine børn noget af det, som han selv fik med fra sin opvækst, nemlig læren om, hvor råvarerne kommer fra, og hvordan de forvandles til et godt måltid mad. Derfor har Nicolai Nørregaard anlagt en lille køkkenhave, og til hverdag tager han sig god tid til at lave ordentlig mad til familien. Hjemmets køkken blev således en vigtig prioritering, og det er i dag husets hjerte. Lavet i lyst douglas med årer, som går på langs igennem hele køkkenet, bringes naturen ind i hjemmet. I det hele taget føler man konstant naturens ro og nærvær.

mad salat keramik

Et løg, en tomat og friske urter fra haven kan let forvandles til en appetitlig og æstetisk ret, når Nicolai Nørregaard tryller i køkkenet.

køkken alrum stue
© Andreas Mikkel Hansen

Højskabsvæggen indeholder foruden ovn, køleskab og opbevaring også en vakuumskuffe, så familien kan vakuumere alt, så tingene holder bedre og fylder mindre. Køkkenet forbinder værelserne
og det store opholdsrum og binder på den måde hjemmet sammen.

– Det her med, at man bare kan gå ud og tage en dusk løvstikke til kartoflerne, lidt salvie, rosmarin eller blomster, det sætter jeg stor pris på. Når jeg laver mad på Bornholm, er jeg midt i råvarer til knæene, og det er lidt det samme her. Det hele bliver bare en lille smule mere festligt, mere autentisk og smager lidt bedre, forklarer Nicolai Nørregaard, mens fuglene kvidrer lystigt fra de åbne døre, som åbner op imod den store have.